Forfatteren Joss Whedon behøver i nørdkredse vist ingen nærmere præsentation. Det er jo ham, der har stået bag teen-vampyr-tv succeser som Buffy og Angel, foruden den noget flossede science fiction serie Firefly, hvis konklusion blev leveret i spillefilmen Serenity. Der er rigtigt mange, der er vildt begejstrede for Whedon men undertegnede hører bestemt ikke til denne løjerlige fanskare. Derfor er det også lidt irriterende, at man som anmelder bliver nødt til at krybe til korset og indrømme, at Whedon rent faktisk er god til noget som helst; men det er han – i hvert fald når han arbejder sammen med den eminente tegner John Cassady. For de to har skabt en helt forrygende storyarc i Astonishing X-Men serien, som heldigvis også er udkommet på dansk.

Det var muligt for de faste læsere af den ordinære dansk X-Men serie at følge med i de to første dele af Whedons/Cassadays serie (nummer 135-139) men af mystiske årsager valgte forlæggerne at stoppe historien midt i forløbet, selv om læserne først lige var blevet introduceret til skurkene fra Hellfire klubben. Heldigvis har G-Floy gjort skaden god igen ved at udsende alle fire dele til os danske fans. Så nu er det muligt at få den komplette serie i stift bind og i det lækre tryk, som kendetegner alle G-Floys udgivelser.

Selv om nærværende anmelder har meget svært ved at holde af Whedon, har han det uproblematisk med at kaste sin uforbeholdne kærlighed på Cassadays fantastiske streg. Cassady er nok allerbedst kendt for sit samarbejde med Warren Ellis på den eminente postmoderne Fantastic Four-pastiche Planetary. I Astonishing X-Men viser Cassaday samme sikre førlighed med sin pen og en evne til at tegne meget detaljeret og realistisk uden samtidig at fylde hele billedet ud med en masse unødige detaljer. Dette er ikke horror-vacui, som vi finder det hos Geoff Darrow, men derimod tegninger, der alle er flot komponeret og med sans for det iboende drama i serien.

X-Men må uden sammenligning være en af de længst kørende tegnede sæbeoperaer, for selv om det ofte er dramatiske begivenheder, der virker større end selve livet, som ruller sig ud for læseren, så er det i ligeså høj grad kernekarakterenes indbyrdes forhold som endevendes.

I Astonshing X-Men har Cyclops har mistet sine superkræfter efter kæresten Phoenix ikke er blandt dem længere. Emma Frost er til gengæld blevet ret lun på både Cyclops og Wolverine, og endelig er Colossus kommet tilbage fra de døde til sin kærestes store forvirring. Samtidig har vore helte været i konfrontation med monstre fra den fjerne Breakworld galakse, en professor har tilsyneladende fundet en kur mod den DNA-ændring, der har resulteret i de superkræfter, som alle mutanterne har, og endelig har X-Men besejret en samling mutantskurke kendt som The Hellfire Club. Det er efter denne kamp, at De Ukuelige tager sin begyndelse.

Hvis man som læser er helt forvirret nu, så skal det i al retfærdighed siges, at man ikke blot kan springe direkte ind i De Ukuelige. Historien kræver, at man har læst tre forrige afsnit af Astonishing X-Men, som naturligvis også er til at få fra G-Floy. Har man til gengæld det, er der fuld valuta for pengene, for i denne sidste episode drager X-Men til Breakworld for at forhindre, at en magtsyg despot sender et dommedagsvåben af sted i retning af jorden, og det går ikke stille for sig.

Vore helte finder frem til nogle vægmalerier i ruiner på Breakworld, som viser billeder af en gud, der bærer umiskendelig lighed med Cyclops. En ældgammel profeti siger, at en udefrakommende vil komme og frelse deres planet, og samtidig får læseren øjnene op for, at det ikke er alle i Breakworld, som er ligeså syge i roen som deres officielle leder. Alt i alt er det spændende læsning, som vil appellere til alle fans af X-Men især de, der er så godt inde i mytologierne, historierne og de enkelte personagers indbyrdes forhold, som Whedon helt tydeligt er.

Dialogen er i alle fire bind ganske velskrevet men kan, især for utrænede X-Men læsere, virke lidt træg, fordi der som altid er længere passager hvor der tales om alt andet end den aktuelle mission, men da De Ukuelige er klimakset på hele historien, så er der helt enkelt ikke så meget tid til udenomssnak. Især historiens dramatiske afslutning, der oprindeligt optrådte i Giant-Size Astonishing X-Men #1, er helt fantastisk tegnet og fortalt. Det eneste minus er, at man – som før nævnt - skal have læst de tre forrige udgivelser for at forstå, hvad det hele handler om i De Ukuelige, men det er ej heller et stort minus, for de tre forrige er mindst lige så læseværdige og æstetisk behagende som fjerde og sidste del.