Silver Surfer har altid været en af Marvel-universets mest fantastiske og ikke mindst ikoniske figurer. Han har optrådt på utallige plakater, t-shirts og fik endog chance til at medvirke i den anden spillefilm om Fantastic Four. Til gengæld hører han på vore breddegrader ikke til de mest læste Marvelhelte, og studerer man hans oprindelse i udgivelser som bl.a. Essential Silver Surfer vol. 1 kan man måske godt forstå hvorfor.

Silver Surfer er Marvel-universets omvandrende græske tragedie. I et desperat forsøg på at redde sin hjemplanet og ikke mindst kvinden Zenn-La, som han elsker, fra Galactus’ altødelæggende kraft, sværger Norrin Radd at være Galactus’ tro tjener i al evighed. Galactus bruger sine kosmiske kræfter til at forvandle Radd til Sølvsurferen, men gør det samtidigt umuligt for Radd at vende hjem til planeten og kvinden, han elsker.

Denne kosmiske nedtur får Surferen til i rigtig lang tid at suse hvileløst omkring i verdensaltet, mens han med et melankolsk udtryk på sit mannequindukkeansigt sukker ”Zenn-La” i et væk. Måske noget der tiltrækker samme koksgrå kernepublikum, som Goethes’ Den unge Werthers lidelser eller Cures Pornography, men måske ikke den mest oplagte kandidat til en actionhelt fra Marvel.

Surferen har i mange år fungeret som en form for spejder for Galactus i dennes konstante jagt efter solsystemer og planeter, som kan fortæres, men heldigvis har Surferen også haft en mængde eventyr, som er langt mere selvstændige. Surferens kræfter er nærmest ubegrænsede, men ligesom Superman må Surferen i denne nye, enormt flotte udgivelse for første gang konfronteres med sin egen dødelighed.

Rekviem starter med et slet skjult metafor for cancer; en lille sort plet på surferens spejlblanke overflade og efter Reed Richards (Mr. Fantastic fra Fantastic Four) har undersøgt pletten nærmere, står konklusionen hugget i sten; Surferens dage er talte. Det skal vise sig, at en sand helt ikke nødvendigvis måles på summen af hele sit liv, men i stedet på hvordan han vælger at tilbringer sine sidste dage - det er det interessante handlingsterritorium, som Rekviem minutiøst afsøger.

Rekviem er en meget atypisk Marvel-tegneserie, for det første fordi Esad Ribics tegninger, der allermest ligner noget Alex Ross eller Vincente Segrelles kunne have lavet, er fantastisk smukke og kommer til at fungere næsten perfekt sammen med J. M. Straczynskis velskrevne coda. Teksten, skal nævnes, er i øvrigt vældigt godt oversat til dansk af Steffen P. Maarup.

Facit er et både rørende og poetisk farvel til en klassisk, melankolsk figur, for selv om man hverken har noget egentligt forhold til Surferen eller for den sags skyld ligefrem finder ham lidt irriterende, så er det meget svært at komme uden om de helt åbenlyse narrative og grafiske kvaliteter, som Rekviem besidder.

Det er en tegneserie, der sætter et værdigt punktum for Surferens karriere og levned uden at forfalde til rendyrket melodramatisk suppe. En superheltetegneserie, der for en gang skyld ikke alene fungerer i kraft af sine dynamiske konfrontationer og djævelske plottwists, men som på mystisk vis formår at være såvel dragende som yderst vedkommende. Rekviem er en tegneserie for de, der længes efter en æstetisk superhelteoplevelse, der samtidig gør noget så sjældent som at have en række humane budskaber helt centralt indlejret i sin fortælling. Kort og godt, så bør man, såfremt man elsker tegneserier, ikke snyde sig selv for denne enestående, triste oplevelse.