Der findes en bestemt afart af Hong Kong-film, som kaldes ”heroic blodsheed”. De har alle det til fælles, at de handler om politifolk og/eller gangstere, der i stedet for at ty til kung-fu, når problemerne skal løses, i stedet trækker forkromede pistoler og oversavede haglgeværer frem. Det er helt tydeligt at Palle Schmidt har set sin del af denne type film og Blodets konkubine, skylder - i sin hårdkogte og ligefremme stil - Frank Miller lige så meget kredit som John Woo og Ringo Lam. Selv om det måske er uretfærdigt, så er det svært ikke at drage paralleller mellem disse folks arbejde – men lad det blive sagt med det samme, selv om inspirationen er klar, så føles det aldrig som om Schmidt plagierer. Det er derimod kærlige citater, der vidner om både passion og indsigt i genren.

Tegneserieformatet er, som fans af både Will Eisner og især Frank Millers Sin City-serie kan bekræfte, eminent til at fortælle gangsterhistorier i, og derfor kommer man også uvilkårligt til at stå på skuldrene af giganter, når man udsender en TPB (trade paperback), der genremæssigt placerer sig i forlængelse af disse. Det varer dog ikke længe før man indser, at Palle Schmidt ikke blot kan sine b-film, men er også både en god historiefortæller på egen hånd og ikke mindst en rigtig dygtig tegner.

Stregen er umiskendeligt hans egen, men den kan på udsatte steder godt minde om Peter Snejbjergs og i de mørkere sekvenser Mike Mignolas, men omvendt er det heller ikke det værste selskab at befinde sig i. Fortællingen har i bedste MacGuffin-stil en mystisk forseglet kuffert, som den centrale gral alle interessenter i underverdenen vil have fat i. Det er imidlertid vore to lejemorderhelte, som er kommet i besiddelse af kassen – heltene er den rå tøs Linda og hendes store, brutale, lyshårede kæmpe Jean-Luc (et kærligt intertekstuelt vink til instruktøren af Nikita og Leon?). Derfor er både strisserne, rastafarier og en hel del andre interessenter på nakken af de to, der naturligvis ikke vil overlevere kufferten med mindre de får noget ud af det.

Bogen er opdelt i en prolog, tre kapitler og en epilog, der runder den meget voldsomme og blodige affære af med et sundt glimt i øjet. Uden at afsløre for meget kan man - som i flere af genreklassikerne - finde en morale, der dikterer, at der er rigtigt mange, som har måttet lade livet, bare fordi en enkelt person fuldstændig mangler situationsfornemmelse. Det er både fedt tænkt og ikke mindst meget morsomt.

Blodets konkubine er en actiontegneserie af høj karat. Schmidt kan sine klassikere og formår i stregen at fremtrylle den noirstemning, der gør, at bogens dominerende farve er sort ved en hurtig gennembladning. Det er forfriskende, at se at dansk tegneseriekunst også kan byde på noget så udansk som rendyrket action, og vidste man ikke bedre, kunne man sagtens tro, at man sad med en amerikansk eller fransk tegneseriekrimi mellem hænderne.

Det er svært at være kritisk overfor Blodets konkubine, især når man er så stor fan af genren, men som med et utal af gangsterdramaer og actionfilm, så skal man lede længe efter den dybere mening med voldsorgiet. Den udebliver – heldigvis! For det som er vigtigt er ikke så meget de bagvedliggende følelser, men derimod den spektakulære action, man får smidt i synet – og her er der fuld valuta for pengene i Schmidts tegneserie. Det er svært at finde sider, uden at der optræder et våben eller folk, som affyrer et.

Blodets konkubine er altså rendyrket underholdning med stort ”U”, der vil appellere til alle de, der stadig frydes over at have en legetøjsskyder i hånden - og som bliver underligt stille, når de ser Chow Yun-Fat komme spankulerende ind i billedet iført cottoncoat, cigaret og Colt Peacemaker. Jeg tror jeg taler på manges vegne, når jeg beder om mere af den slags, Hr. Schmidt.