Der er sikkert rigtigt mange af os, der husker tilbage på vores tid som teenager med blandede følelser. En tid hvor alle følelser virkede meget større og mere voldsomme, en tid hvor man indimellem følte at man kunne overkomme alt i verden for så i næste nu at være tyndhudet og ustyrligt sårbar så selv den mindste brise kunne knække en. En tid hvor forældre pludselig blev ens modstandere. En tid hvor mange oplevede den første dybe kærlighed og måske også jalousien og tomheden efter den elskede forsvandt. En tid der på godt og ondt formede store dele af ens voksenliv.

Den dygtige tegner og historiefortæller Kim W. Andersson har med Alena skabt en tegneserie der både meget ekspressivt og i bogstaveligste forstand voldsomt dykker ned i psyken hos en ung pige, der har mistet sit livs kærlighed. Tynget af sorg plages hun stadig et år efter venindens død af skyldfølelse og skam over det som de to havde sammen. Bedre bliver det ikke af, at den privatskole som hun går på, er fyld med øretæveindbydende tøser, som mobber vores hovedperson.

Tegneserien er oprindelig fra 2014 og blev så stor en succes i hjemlandet Sverige at den ligefrem blev filmatiseret i 2015 (en film som vi her på kapellet stadig har til gode). Det er der også al mulig grund til dens succes, for lige som andre gode fortællinger om den forbandede ungdom, så fungerer Alena både gennem sin enkle, grusomme historie og selvfølgelig også gennem de flotte tegninger, der mere minder om de man finder hos Marvel end hos Jan Lööf.

Fortællingen starter med at vise læseren den traumatiske situation hvor Alenas veninde Josefine stillede sig op på en bro, i håbet om at få Alena til at indrømme, at de to var mere and bare bedste veninder. Vi ser ikke at veninden springer i starten, men befinder os i næste nu på skolen hvor Alena desperat forsøger at få sit liv tilbage på rette kurs. Det er bare svært for foruden de piger der mobber hende er der også en masse voksne, i form af lærere og pædagoger, der til trods for en masse gode intentioner misforstår den unge hovedperson.

Værre endnu er det at Josefine stadig hjemsøger Alena. Ikke som en æterisk ånd der kommer på natlige besøg, men som en slags usynlig, halvrådden zombieven som kun Alena kan se, men som helt konkret synes at være i stand til at påvirke Alenas verden. Når Alena presses op i en krog, tager Josefine affære og forsvarer hårhændet sin levende veninde, så hårdhændet at Alena indimellem forfærdes over hvor brutal hendes døde venindes fremfærd indimellem kan være.

Der er en helt klar pointe i pigens og udgivelsens titel, for egenavnet Alena er jo i sagens natur meget tæt på ordet ”alene” især når man tænker på svensk. Alene det er hun, til trods for lærere, drenge der vil tæt på hende og voksne der er bekymrede. Selv om Josefine dukker op og synes at have en egen vilje, gør det ikke Alena mere lykkelig. Josefine siger at hun vil hendes veninde det bedste, er hun heller ikke til at styre.

Kim Andersson har ikke kun talent for at tegne, han har også et stort talent for den måde som han bevidst forsøger at gøre handlingen spændende på, ved at udnytte serieformatets fysiske form. Der skabes i løbet af fortællingen flere gange tilspidsede situationer som virker som om de kun kan ende på én måde men som, idet man bladrer om på næste side, forløses på en måde som man måske ikke havde set komme. Der er tale om en slags ”last-minute-rescue” i tegneserieform og det er Andersson lykkes han overordentligt godt med.

Samtidig er det også lykkedes for Alenas tegner og forfatter at få rundet historien af på en måde, der både er interessant og tankevækkende, ikke fordi man ikke har set denne type af slutninger tidligere (specielt i andre medier) men det fungerer bare hér som en finale der er endog meget passende, når man betragter den i forhold til resten af den dystre fortælling.

Hvad enten man er teenager der selv bøvler med tunge tanker og weltschmertz eller man for længst er ude af den slags pubertære problemer men blot har lyst til at læse en god tegneserie, så prøv at hænge ud med Alena. Hun er i al fald meget velkommen i Kapellet og passer virkeligt fint blandt vore lange, snørklede, dunkle korridorer og de skumle freaks der lurer i skyggerne.