Det går bestemt ikke stille for sig i Brahe/Hansns tegneserie Okkult mekanik. Selv om tegnestilen bestemt ikke er den kønneste anmelder nogensinde har set, så er de forskellige historier i denne udgivelse (som i øvrigt knyttes sammen til en helhed mod slutningen) så udknaldede og satirisk morsomme, at man hurtigt opdager to ting.

For det første udnytter fortællingen det som tegneseriemediet kan, nemlig fortælle historier og skabe situationer som stort set ville være umulige i noget andet medie, uanset hvor meget computergrafik og teknisk snilde man ellers har til sin rådighed. For det andet opdager man, at det som man måske først dømte til at være en lidt uskøn tegnestil, faktisk har en ganske gennemført og selvsikker grafisk kvalitet, der indimellem kan minde om en forstyrret formingslærers træsnit lavet på syre.

Alternativt kunne man beskrive Okkult mekanik som en form for samfundssatirisk voksenudgave af den populære animations- og tegneserie Eventyrtid, forstået på den måde at den både benytter sig af elementer som vi kender fra populærkulturen og blander dette med en grotesk ironisk undertone.

I Okkult mekanik er det dog ikke Dungeons & Dragons-universet, der fungerer som det univers fortællingen bygger ovenpå, men som titlen antyder benyttes i stedet esoteriske og magiske ritualer, som hovedpersonen Magnus Finkel kaster sig ud i. Selv om der nok kan være visse forældre der godt kunne mene at førnævnte Eventyrtid heller ikke er skabt til børn, så er Okkult mekanik det helt bestemt ikke, for som overskriften antyder, så er der scener i udgivelsen som mere følsomme børn med garanti vil få permanente traumer af at læse om.

I den første episode oplever vi hvorledes Finkel, der er en praktiserende magiker på kontanthjælp, har forvandlet hans sagsbehandler på kommunen til en sten. Sagsbehandleren er dog blevet skiftet ud med en anden, så Finkels anstrengelser har tilsyneladende været helt forgæves. Han begynder derfor at skabe et ritual, der vil sørge for at selveste Adolf Hitler bliver genfødt. Mest af alt fordi Finkel gerne ser Hitler blive lederen af den hær af magiske væsener, som Finkel vil bruge til at bemægtige sig verdensherredømmet med. Det går dog indledningsvist slet ikke som vor hovedperson har tænkt sig, for den genfødte Führer lever desværre ikke helt op til Finkels forestillinger.

Herefter starter en fortælling, om ”Slømferne”. De er nogle små hunkønsvæsener som bor langt ude i en skov. Der er kun en enkelt mandlig slømf i deres flok. En dag da en flok af dem er ude og gå i skoven, overfaldes de af et mystisk væsen som bider en af dem. Hun bliver med det samme helt hvid og mister besindelsen. Hun bider andre og smitten spredes lynhurtigt. Selv om dette godt kunne lyde som en omvendt udgave af Peyos klassiker De sorte smølfer så ændrer fortællingen hurtigt karakter – og inden længe jagtes samme slømfer af et arrigt, morfende tentakkelvæsen, der mest af alt ligner noget fra et af H. P. Lovecrafts mareridt.

I jagten på en forklaring på hvor dette væsen stammer fra kommer læseren med på en tur langt, langt tilbage i tiden. Helt tilbage til en tid hvor jorden var befolket af urkræfter og enormt magtfulde magiske væsener. Disse har selvfølgelig også har en form for sammenhæng med den førnævnte fortælling om Finkel.

Okkult mekanik er både en meget udsyret sag, der har en spøjs historie der til trods for hitlerkloner, urvæsener og slømfer også gerne vil fortælle sin læser om hvor trange kår denne fantasi og magi har i en hverdag fyldt med kommunale cirkulærer, forordninger og indberetninger.

Det er ikke kun grundhistorien, der er morsom, det er også nogle af de mange figurer, der optræder perifært der får det til at fungere. Eksempelvis er der drengen der dukker op flere steder, som konsekvent taler i SMS-sprog. Der er også fine detlajer som man let kan overse, f.eks. gengivelsen af det klassiske billede af fiskeren med piben, der dog i Brahe/Hansns version ryger tju-bang. Så både verbalt og visuelt er der rigtigt mange morsomme ting at fornøjes over.

Okkult mekanik er bestemt ikke en tegneserie, der vil appellere til det brede publikum, men i stedet til alle de der har en forkærlighed for det bizarre, det overnaturlige og en begrundet mistro til den offentlige forvaltningsvæsen. Det er en tegneserier til alle de der har lyst til at få en helt igennem anderledes tegneserieoplevelse. En perfekt gave til både den lille okkultist eller til det familiemedlem, der arbejder i det offentlige. Disse sidste linjer skriver jeg på ingen måde fordi Kapellets skribent er en lille smule bange for at teamet bag bogen måske i virkeligheden er i stand til at transmogriffe anmelder om til en sten.