Her i kapellet har vi før haft glæden af at modtage og omtale tegneserier skabt af Søren Mosdal, f.eks. hans biddrag til Pussyland Express, den delvist biografiske Lost Highway for ikke at tale om den episke Filbulvinter der burde være obligatorisk læsning, når man interesserer sig for danske tegneserier.

Nu er Mosdal aktuel igen, denne gang med en udgivelse i den noget lettere afdeling, nærmere bestemt en hyldest til firsernes science-fiction og actionfortællinger. Her tænkes ikke kun på tegneserier som Judge Dredd og Rank Xerox, men også film som f.eks. Running Man og Total Recall, og selvsagt et utal af romaner, tv-serier, osv.

Udgivelsen er kommet til at hedde Metrozone og er en meget neon-kulørt, tempofyldt fortælling, der både præsenterer læseren for en dyster fremtidsvision hvor verden for længst er blevet ramt af global opvarmning, landmasserne er oversvømmet og langt størstedelen af befolkningen lever et kummerligt liv dybt nede under jorden, i det som førhen var metrotunneller og andre underjordiske konstruktioner. Eliten holder til på Arken, en stor konstruktion, der befinder sig over vandoverfladen. Her lever eliten i sus og dus og udfører også nogle mærkværdige eksperimenter på deres medborgere.

Bogens hovedperson er den unge pige Nikki, der ånder for at spille avancerede virtual-reality-spil i den nærliggende arkadehal. Hun er afholdt af de lokale og savner konstant sin bror der har været forsvundet fra denne mærkværdige underverden hen ved i tre år. Alle tror at broderen er død, efter at være blevet taget til fange af regeringstyrker. Det skal dog vise sig at det ikke er tilfældet, for det lykkes broderen at flygte fra et topsikret regeringsfængsel. Brormand er dog ikke den samme som før, for han har været udsat for eksperimenter. Broderen er blevet forvandlet til en biomech – en slags genetisk forbedret udgave af ham selv, designet til krigsførelse.

Disse evner får broderen brug for, for der er konstant folk på jagt efter ham, ikke kun de folk, der holdt ham fanget og eksperimenteret med hans krop, men også fraktioner af bander i underverdenen, der betragter genetisk forbedrede mennesker som en hån mod naturen. Hans krop er godt nok forvandlet, men dele af hans hjerne er intakt, så han vil Nikki og de underjordiske det bedste, for han ved hvad det er for skumle planer folkene i Arken har lagt. Planer som potentielt kan gøre livet meget svært for folkene i Metrozonen.

Med Metrozone afsøger Mosdal nye sider af sine talenter for at tegne og fortælle. Han viser at han er en både meget alsidig fortæller og samtidig præsenterer han en lidt anderledes side af sine tegnetalenter. Det sidste skal ikke forstås som om man ikke er i stand til at kende mandens streg, men i Metrozone er den er ganske anderledes fra de tidligere udgivelser især forhold til valget af farvepallette og dens fokus på en mere fremdriftsorienteret fortælling. En historie der byder på en fremtidsvision, som kunne pege på de problemer vores aktuelle verden står overfor (global opvarmning, overbefolkning, mm.) men som ikke leverer så mange løftede pegefingre, at dette flytter fokus væk fra den tempofyldte science-fictionfortælling.
Forestiller man sig at man samler udgivelsen op i en tegneseriebutik har den måske svært ved rent grafisk at kunne konkurrere med mange andre tegneserier som måske både er flottere farvelagt og mere detaljeret tegnet. Mosdal har en stærk streg, men den er også meget mere ekspressionistisk og rå i sit udtryk end mange andre, højglanspolerede tegneserieskaberes tegninger. Så måske er det ikke det grafiske udtryk der i første omgang gør at man lægger den i bunken med tegneserier man skal have med til kassen. Den rå, upolerede stil bør man ikke lade sig skræmme af, for giver man sig i kast med at læse, fanges man hurtigt af mandens velfortalte retrounivers.

Man har ikke nødvendigvis nødig at være et barn af firserne for at kunne nyde Metrozone men det giver nok en ekstra fordel for til fulde kunne påskønne den fremtidsvision den leverer. Det virker (som overskriften på denne anmeldelse også gerne skulle antyde) som om Mosdal bevidst har skabt en sci-fi-historie som ikke er en ekstrapolering af aktuelle tendenser fra 2017, men i stedet en der kunne være udtænkt i 1980’erne, komplet med et både fint og for firserne ganske typisk, overraskende, afsluttende twist på sin fortælling.