Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Lost Highway / Forlaget Fahrenheit / 68 sider
Tekst: Søren Glosimodt Mosdal, ill: Søren Glosimodt Mosdal
Anmeldt 6/6 2010, 14:22 af Torben Rølmer Bille

Den allersidste køretur


Den allersidste køretur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I tegneserien Lost Highway fabulerer bogens ophavsmand Søren Mosdal over countrylegenden Hank Williams sidste døgn. Williams døde af et hjertestop på bagsædet af en bil på vej til, hvad der skulle have været hans store comeback-koncert i 1953, efter Williams havde tilbragt en rum tid på en afvænningsklinik. Til sidst i tegneserien kan man finde Klaus Lyngaards biografiske hyldest til virkelighedens Hank Williams, som en form for kontrast til den ganske surreelle fortælling, som læseren netop har været igennem.

Lost Highway er nemlig alt andet end en nøgtern beretning om en cowboys sidste tur over Amerika i en stor flyder. Mens den overtrætte, unge chauffør forsøger at holde sig vågen, taler Hank til ham og de to møder undervejs på denne skæbnesvangre køretur en lang række figurer, der alle har rod i Williams musikalske liv.

Eksempelvis er den excentriske showbassist fra Williams’ band Lum York, der i Mosdals streg blevet til en form for mareridtsagtig, Hulk-lignende klovn, som virker både aggressiv og ufattelig destruktiv. Kun Hank kan tilsyneladende styre ham. Dernæst er der gamle Tee-Tot, en figur der både fungerede som Hanks musikalske mentor og som optræder i en Williams sang med samme navn. I Mosdals univers er Tee-Tot en gammel neger, som forvandler sig en karpe. Indianerfiguen Kaw-Liga, der stammer fra en anden sang, optræder også et par gange undervejs og der er endda blevet plads til en lidende Jesus der pludselig befinder sig svævende over den fortabte highway, som de to hovedpersoner kører ned af.

Det må være en nærmest umulig opgave at omsætte en mands liv og musik til en allegorisk tegneserie, men Mosdal har gjort et flot forsøg på netop dette. Det bør heller ikke opfattes som om handlingen i Lost Highway er 100% allegorisk, for der er også blevet plads til biografiske elementer, såsom selve køreturen og de scener hvor vi ser Williams feste og ikke mindst skændes med sin kone Audry. Selv om fantasi og fakta blandes nænsomt sammen i en surrealistisk drømmesuppedas, så fungerer det upåklageligt og bliver til ganske gribende læsning, som desværre er lidt for hurtigt overstået.

Mosdal formår at animere til sine figurer, både gennem sin streg, sine skæve vinkler og ikke mindst gennem den ganske fortrinlige, knappe dialog, der passer fint til stilen. Den gustengrønne Williams iklædt sin hvide Stetson, storskrudende, rygende og plørefuld på bagsædet, virker utroligt levende og det er helt klart ham man husker, når albummet er læst til ende. Mest af alt får man efter endt læsning lyst til at finde sin nærmeste pladepusher for at få fat i den musik, som Williams skabte og som Lyngaard omtaler så rosende i efterskriften.

Mosdals streg er meget lig den man finder hos den tidlige Jaques Tardi, blot mere kantet i konturerne og farvelægningen er utrolig flot eksekveret. Det virker til desuden at Mosdal har skulet lidt til serieskabere som eks. Mike Mignola i sin håndtering af bl.a. lyseffekter og kontraster – men det gør ikke noget, for slutresultatet er Mosdals helt eget udtryk.

Det er åbenbart blevet på mode at skabe tegneserier, der involverer reelle personer i herhjemme, mest kendt er nok Thomas Thorhauges hæfter om Jørgen Leth og Clint Eastwood, men med Lost Highway synes denne leg med det biografiske at være blevet taget et skridt videre. Det er en tegneserie af både høj teknisk kvalitet, der fortæller en historie der virker som om forfatteren har et meget personlig forhold til musikeren og manden Hank Williams. Det er en tegneserie der måske i sit valg af tema forekommer ganske smal, men som uden tvivl vil bringe glæde til en bred læserskare hvis den bare får chancen.

Forrige anmeldelse
« Kære Billy «
Næste anmeldelse
» Udsøgt Crap »