Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Pussyland Express / Forlaget Fahrenheit / 104 sider
Tekst: Henrik List, ill: Søren Mosdal, Pedro Lopez & Jørgen Bitsch
Anmeldt 17/5 2016, 10:43 af Torben Rølmer Bille

Neon og asfalt


Neon og asfalt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Betegnelsen ”graphic novel” er i tilfældet Pussyland Express måske ikke helt dækkende, for selv om mange danskere ofte fejlagtigt tror at ”novel” betyder ”novelle”, så skal det oversætes som ”roman.” Tegneserien er i dette tilfælde ikke en roman, men derimod tre kortere tegneseriefortællinger, der er baseret på Henrik Lists bog Pussyland (2001).

Det som binder de enkelte fortællinger sammen er at de alle sammen foregår i forskellige dele af USA (New York, Miami & udkanten af Albuquerque), at de handler om sex, stoffer og møder der forandrer hovedpersonerne. Endelig kan man også sige, at alle fortællingerne benytter sig af en bramfri kortprosaistisk form, der på en gang er realistisk og poetisk. Det smager af lige dele Chandler (minus krimielementet), Bukowski, og en lang række beatforfattere. Hver historie indledes af et længere uddrag fra Lists originaltekst, så læsere der stadig har hans novellesamling til gode, kan danne sig deres eget indtryk af den sproglige stil før den omsættes til tegneserie.

Den første af de tre historier Pussyland følger en mand, der forlader sit hotelværelse og går ud i natten blandt ludere og peepshows. I den næste Mig og Mickey følger vi en dansk musikjournalist i 1989, der tilfældigvis støder ind i Mickey Rourke på en bar og sluttelig i fortællingen 76 lande og 17 moteller er fortælleren i færd med at foretage det klassiske roadtrip langs Route 66 og da han mellemlander på et utroligt snusket motel i en lille flække i New Mexico, forsøger en alt for ung prostitueret at indynde sig hos ham.

Som helhed fungerer Pussyland Express helt forrygende. Selv om fortællerstemmen (der i sagens natur tilhører Henrik List) muligvis ikke forandrer sig væsentligt fra episode til episode, så gør de forskellige tegneres stil, at man læser fortællingerne på en anden måde, end hvis man udelukkende sad med novellesamlingen.

Pussyland Express er tegnet af Søren Mosdal, som vi tidligere har rost her for hans Lost Highway og ikke mindst det meget voldsomme vikingeepos Fimbulvinter. Hans ekspressive streg passer virkelig godt til skildringen af et New York fra slutfirserne. En periode før bystyret fik ryddet op på Times Square og hvor ”Det Store Æble” stadig var en by som var farlig at færdes i om natten. Mosdals farveholdning og rå pen synes derfor at passe næsten perfekt til fortællingen.

Det samme gælder Perdo Lopez’ noget lettere pen, der synes at fungere lige så godt til fortællingen fra Miami. Farvelægningen af Matt Webb er også virkelig stemningsfuld, for idet langt det meste af fortællingen foregår efter mørkets frembrud er de tunge blå, sorte, mørkebrune og lilla nuancer dominerende og formår sammen med de forholdsvis simple streger at tegne et foruroligende billede af et Miami der mere ligner en noir-film, end de solbeskinnede billeder man husker fra i tv-serier som Miami Vice eller Dexter. Samtidig synes også Lopez’ streg og kompositioner at passe nærmest perfekt til fortællingen om den danske DJ, der kommer på afveje i Miamis natteliv.

Jørgen Bitsch har valgt af lade sin skildring, lige som originalteksten, at foregå fra et førstepersons perspektiv. Det er meget almindelig i litteraturen, men langt mere sjældent i tegneseriernes verden. Det fungerer forrygende godt, for det er svært som læser ikke at blive draget ind i fortællingen på denne måde og nærmest håndgribeligt at dele den skyldfølelse som vores hovedperson gennemgår, idet han lukker den unge luder ind på motelværelset.

Selv om Bitschs stil ikke just kan anklages for at være fotorealistisk i sin tegnestil, så er der noget ganske foruroligende ved hans udgave af historien. Fine detaljer, som det svedaftryk som Genevieres baller efterlader på kølerhjælmen af hovedpersonens røde Mustang idet hun går ud af rammen, eller illustrationen øverst på side 85, hvor man kan se loftet på motelværelset skalle af i store flager, er helt forrygende og meget stemningsfulde.

Det er tre meget forskellige fortællinger, der bliver bundet sammen af et fælles sprog og fælles tematikker. Små fortællinger der alle tegner et billede af et USA som måske, måske ikke længere eksisterer, men som i stadig er virkelig fascinerende.

Så til trods for at betegnelsen ”graphic novel” muligvis ikke holder helt stik, så er det en stor fornøjelse at opleve tre meget forskellige tegneres bud på hvordan Henrik Lists noveller kan blive omsat til tegneserieformatet. Det er både en bedrift og en rigtig god ide, for Lists prosa emmer i den grad af metaforer og billedskabende vendinger.

Endelig så sørger tegneserien for at de læsere der betages at stilen, gør at man efter endt læsning virkelig får lyst til at (gen-)læse den originale novellesamling, som i skrivende stund heldigvis (men nok ikke tilfældigvis) er blevet genudgivet endda med en medfølgende CD.

Forrige anmeldelse
« Fremtidens araber. En barndom i... «
Næste anmeldelse
» Saga vol. 4 »