Et hus eller en lejlighed er blot en bygning, før den der bor i den beslutter sig for at det er et hjem. Selvfølgelig er det kun en af forklaringerne på, hvad det er der forvandler mørtel og mursten til ens hjem. Selv om man optimalt set (i al fald ifølge Buddhas lære) ikke burde binde sig til de ting man anskaffer sig, de personer man omgiver sig med eller de steder man vælger at slå sig ned, så er det svært ikke alligevel at skabe sin identitet gennem sin bolig og ens materielle goder.

Forlaget Basilisk har udgivet tre små bøger, fyldt med Bue Bredsdorffs tegninger af steder som han har boet. I de to af bøgerne, Huset i Sønderhå og Husumgade 30 er tegningerne ledsaget af meget korte tekster, der på hver deres måde skaber associationer eller kontraster til det som er skildret, mens den tredje og sidste af bøgerne Ly ordløst beskriver opførelsen af en bygning, der mest af alt ligner en mellemting mellem et kolonihavehus og et flot haveskur. En bygning som muligvis eksisterer et sted i virkeligheden, muligvis kun i tegnet form.

De tre små bøger, der måler 15x15 cm, er samlet i et stift, kvadratisk papbind og dette format gør også at udgivelen som helhed får en nærmest skulpturel form, som om den lille papkasse med de tre bøger bliver et hjem for netop disse. Sikkert ikke en tilfældighed.

Fælles for alle tegningerne er, at de ikke viser nogen personer i disse omgivelser, ej heller hunden ser vi, selv om vi ser hundekurven og de efterladte knogler som er blevet tygget på. Der er sikkert de, der vil mene at der er afbildet en person midt i Husumgade 30, men billedteksten ”det tomme blik i øjnene” tyder på at dette kan være en aftegning af et maleri. Vi ser tøj, bøger og andre tegn på at der har været mennesker, men alt virker forladt og spøgelsesagtigt som en slags dansk, naiv, blyantversion af Edward Hoppers malerier, altså de malerier han lavede som ligeledes er uden figurer.

Det tætteste vi kommer på et virkeligt menneskes tilstedeværelse er i Ly, hvor de mange tegninger viser hænder. der betjener værktøj, eller den mad som man forventer at den sultne håndværker skal indtage. Fokus er og bliver på rammerne, på delelementerne, på sporene efter mennesker og ikke på beboerne selv. Dette er sikkert heller ikke en tilfældighed.

Den første lille bog beskriver barndomshjemmet i Sønderhå. Man inviteres indenfor i de sirlige, lidt nervøst og perspektivmæssigt lettere udfordrede tegninger. Det at Bue Bredsdorff især i de to første udgivelser synes at tegne i fri hånd og med blyant og måske kul, gør det samlede indtryk meget kunstnerisk men også en anelse rodet og gnidret. Det er ikke fordi de enkelte tegninger ikke har kunstnerisk værdi, for det er netop gennem de skæve streger at der, til trods for manglen på figurer, alligevel på sin vis kommer ”liv” i disse hjem.

Anden bog skildrer ifølge pressematerialet studieboligen og bogen minder udtryksmæssigt meget om Huset i Sønderhå. Hr Bredsdorff er tydeligvis interesseret i at tegne rod, ting som er skilt ad (som eksempelvis den stationære computer) eller vinkler og detaljer fra hjemmet, som gør det hele en smule personligt. Det er et hjem, som han vælger at præsentere det. Der er egentlig ikke nogen bestemt rækkefølge på de enkelte billeder, men begge bøger indledes med billeder, der bringer tilskueren tættere på den enkelte location, og slutter med at med at huset (måske nabohuset) sættes til salg og at nogen har pakket flyttebilen og gør klar til fraflytning.

Den tredje bog har et markant andet design, for ikke alene virker den som om den er rentegnet i tusch, men den er også langt mere præcis i stregen, end de to andre bøger. Det kan selvsagt være at Hr. Bredsdorff har forfinet sin teknik, men uden at vide det med sikkerhed vil undertegnede forsigtigt postulere, at det er tegninger, som er blevet tegnet enten af eller decideret ovenpå fotos. Fotos der måske kan være blevet taget under opførslen af det hjemmebyggede domicil, der taget form idet man kommer tættere på slutningen.

Dette er også en fin idé, for hvor de to første bøger synes at være lidt rodede, grumsede erindringsillustrationer fra en fortid, er de klare instruktions-lignende tuschstregtegninger et vidnesbyrd om et hjem, der bliver til, et hjem, der endnu ikke er blevet til et hjem men er tænkt som et, muligvis med base i et eller flere af de hjem som blev skildret i de to forudgående.

Hjem bliver betegnet som en ”tegneserie” af forlaget, selv om det er en sandhed med modifikationer, for der er hverken meget handling eller traditionel tegneserie over de tre bøger. Bøgerne indeholder godt nok ” billeder eller andre visuelle skildringer bragt ved siden af hinanden i bevidst rækkefølge”, der som bekendt er Scott McClouds definition af en tegneserie – men til gengæld er der rigtigt meget fortolkning overladt til betragteren og derfor skal Hjem måske også snarere betragtes som et lille kunstværk snarere end en egentlig tegneserie.

Hjem har helt klart kunstnerisk og grafisk kvalitet, men det er samtidig, må nærværende anmelder også ærligt indrømme, ikke lige er hans kop te. Samlet set bliver det hele en smule trist og ja, kedeligt at se på, selv om det sikkert også er helt bevidst at disse dagligdags relikvier netop skal skildre hverdagens tristesse og trummerum.

Denne fascination ved det nære og den subjektive realisme er blot, i denne anmelders optik, gjort langt mere visuelt og narrativt interessant andetsteds. Bedøm selv Hjem for selv om de tre små bøger måske ikke kan begejstre undertegnede, så betyder det ikke at du, ærede læser, ikke kan finde et trygt og dejligt hjem i den fint trykte bogudgivelse.