Efter bogens titel at dømme kunne man forestille sig at Supermutant Magic Academy var en slags X-Men-lignende tegneserie, der ville handle om livet på en skole for særligt begavede børn med overnaturlige evner. Det er kun delvist rigtigt, for selv om stort set alle de figurer læseren møder i udgivelsen er meget anderledes end de man kan se på et gennemsnitteligt gymnasium, så er deres problemer og bekymringer meget lig dem som helt almindelige elever oplever i deres dagligdag.

Det er svært at tale om nogen egentlig handling, for selv om bogens sidste ca. 20-25 sider er et længere forløb, der skildrer tiden omkring afslutningsfesten på skolen, så er de 250 foregående sider i langt de fleste tilfælde striber, som sjældent fylder mere end en enkelt side. Striber er måske så meget sagt, for siderne består primært af seks kvadratiske rammer, der tilsammen udgør et kort, afsluttet narrativt handlingsforløb.

De primære hovedpersoner er pigen Marsha (som også pryder forsiden). Hun ligner lidt en buttet version af Harry Potter, men er langt mere deprimeret. Hendes veninde Wendy er en køn pige med katteører, som er indbegrebet af den evigt optimistiske pige, som alle sikkert har mødt. Desuden har vi Trixie, der konstant søger at chokere omverdenen med sin kunst. Trevor, der til trods for sine superkræfter er en ugidelig brokrøv og Evigdrengen, som er udødelig på rigtigt mange forskellige måder. Dette er blot et lille udpluk af bogens ganske store figurgalleri.

Der er lånt fra både Harry Potter, fra Marvel og så fra mere traditionelle mangaer. Selv om størstedelen af tegningerne er holdt i sort og hvid, så optræder der enkelte farver i få, enkelte rammer. Der er blevet arbejdet med både hvad der ligner kul, kridt, raster og der optræder endda helt enkelte stregtegninger. Det er ganske tydeligt at se at forfatteren er blevet dygtigere til at tegne, jo mere hun har gjort det.

Tegnestilen er overordnet beskrevet nærmest naivistisk. På enkelte sider (f.eks. siderne 161 210 eller 220) ser det ud som om at Jillian Tamaki har lavet striber til hendes udgivelse i rigtigt mange år, men først nu fået udsendt disse i samlet form. Ifølge teksten i bogen startede serien da også på nettet, som en fortsat stribe, men er nu altså blevet gjort tilgængelig i samlet analog form.

De medvirkende er alle teenagere med stort ”T”. De har, som nævnt ovenfor, alle deres særlige problemer at slås med. Det kan være deres selvværd, deres seksualitet, deres klassekammerater, deres skolegang eller blot livets uudholdelighed sådan helt generelt set. De forsøger at gøre alt for at deres problemer bliver hørt af kammerater, lærere eller veninder, men ikke altid med lige stort held.

Nogle af striberne har en decideret humoristisk pointe, eller i det mindste en pointe der synes at italesætte teenagelivet, mens andre er udsyrede, poetiske og så er der helt andre striber der på bedste Generation-X-manér ligefrem bevidst synes at modarbejde en pointe og efterlade læseren med et kækt ”whatever!”, når man når til bunden af siden.

Denne sære sammenblanding af noget fantasifuldt, noget overnaturligt, noget hverdagsagtigt og noget trivielt fungerer overraskende godt. Det er morsomt at se Evigdrengen formulde og genopstå på rigtigt mange måder og se hvordan titusindvis af år kan passere fra første til sjette billedramme.

Det er heller ikke svært at holde af Trixie og hendes mange forsøg på at lave provokerende happenings og selviscenesættelser, da hendes figur synes at give gode kommentarer til kunstverdenen. Dertil kommer at virkelig mange nørder sikkert vil kunne genkende sig selv i de episoder, hvor vennerne forsøger at få deres D&D-spil til at fungere, eller de mange referencer, der er til videospil og populærkulturen mere generelt. Det bliver aldrig lige så morsomt eller ultranørdet som Knights of the Dinner Table eller ligende, men mindre kan også gøre det.

Sideløbende med at have læst Supermutant Magic Academy har undertegnede helt tilfældigvis læst Charles Schultz’ klassiske Radisserne der er kommet i nogle flotte samlede bind fra Cobolt (anmeldelse følger snarligt) og der er flere fællestræk mellem de to. For lige som den klassiske serie bliver livet helt generelt også hos Tamaki filtreret gennem ungdommens blik. Lige som i Radisserne er der også en række stereotyper, som man kan identificere sig med og lige som med Radisserne er der også en filosofisk, eksistentiel undren over tilværelsen der bliver udtrykt.

Det visuelle udtryk er selvklart meget forskelligt og det ville måske også være at skyde over målet at udråbe Tamaki til Schultz’s aftager, men den grundlæggende tone synes i al fald at være meget ens. Så selv om bogen ved første øjeblik måske virker noget ujævn, så er det svært ikke at komme til at holde af de mange utilpassede møgunger på Supermutant Magic Academy.