Når man kommer på besøg hos folk, som man ikke kender, for første gang, er det ikke unormalt at lede efter tegn på hvad disse mennesker er for nogen ved at betragte deres hjem. Som en slags Kender du typen? for amatører. Man kan at se på boligindretning, men den alene siger ikke ret meget ud over om de har god smag eller om deres mangel på møbler er et resultat af ”feng shui” eller fattigdom. Der tegner sig straks et langt mere nuanceret billede, hvis man har adgang til folks bogreoler eller deres film- og musiksamling. Der er i undertegnedes optik noget ganske foruroligende ved de hjem, som enten ikke har bøger, eller som gemmer den slags ting af vejen for gæsterne.

Omvendt set kan man også vælge at iscenesætte sig selv ved at lægge bøger, magasiner og lignende frem, hvis man venter besøg og gerne vil gøre et godt indtryk. Der er ligefrem dukket en særlig type bøger op som præcis er beregnet til at placere på sofabordet så gæsterne skal opdage dem. Disse ”coffe-table”-bøger (som er blevet den internationale term for den slags udgivelser) kan gæsterne potentielt bladres i mens man venter på at kaffen brygger færdig og chokoladeglasuren tørrer på banankagen.

Vi har flere gange tidligere haft glæden, fornøjelsen og æren af at få John Kenn Mortensens monstre på besøg i kapellet. Første gang var med den lille, fine Post-it Monstre og senest var det Mareridtsfabrikken , der startede sine dæmoniske kedler. Nu er der kommet endnu en flot udgivelse fra Mortensen. Den fint indbundne Monstre hører til kategorien af de fineste coffe-table bøger man kan vælge mellem, hvis man vel og mærke får gæster der deler ens glæde ved det bizarre, uhyggelige og den særlige neogotiske æstetik som gennemsyrer hans kunst.

Før man når frem til Mortensens stemningsfulde tegninger, er der først et forord ved Anders Lund Madsen og dernæst et interview med tegneren lavet af Benni Bødker, som mange sikkert kender som forfatter af især gysere, sci-fi og fantasy rettet mod børn og unge. Det er et kort, men interessant interview, hvor man bandt andet får information om tegnerens baggrund, hans inspirationskilder og så bliver der sat ord på et element, som har været indlysende for alle os fans. Det er nemlig slet ikke alle af hans monstre, der er onde, men selvfølgelig nægter han at fortælle os hvilke monstre der er onde og hvem der er gode.

Bogen er et overflødighedshorn af tegninger, der både viser monstre i ”klassisk” Post-it format, meget større tegninger til de der fylder begge sider. Alle imponerer de ved deres nærmest horror-vacui-lignende detaljerigdom. Det er tegninger som man kan sidde og nærstudere længe. Tegninger, der alle synes at fortælle en form for historie. Der er en række tegninger som viser fugle og deres navn, med det aber dabei at Pip-Hans er skrevet med en font, der sender tankerne hen på et norsk metalband. Der er processioner af monstre, der en sjælden gang imellem ligefrem støder ind i andre processioner af monstre. Der er næsten altid børn med i billederne, både som kontrast til monstrene og som maskebærende deltager i de mystiske ceremonielle optog. Idet børnene er med er det nemmere at fastslå størrelsesforholdene på monstrene og så skabes der også en kontrast mellem det almindelige og det monstrøse.

Interessant er det også at børnene i John Kenn Mortensens tegninger nærmest altid er forstenede i deres ansigtsudtryk. Hvad enten dette skyldes at de ikke har opdaget rædslerne omkring sig, fordi de keder sig, fordi de er døde eller fordi de ganske enkelt er paralyseret af skræk er op helt til betragteren at vurdere.

Der er noget helt unikt og helstøbt ved John Kenn Mortensens univers, som nævnt i tidligere anmeldelser, så er der noget unheimlich ved det hele, i Freudsk forstand, forstået på den måde, at det både er noget velkendt, trygt og noget ganske skræmmende ved det hele. Desuden er det svært, i det mindste hvis man har en livlig fantasi, ikke at læse ens egne fortællinger ind i de enkelte billeder, for der er noget narrativt over de fleste af dem, som var de illustrationer til fortællinger som læseren selv bliver inviteret med til at skabe.

Både fordi bogen er utroligt flot trykt, har et stift, lækkert bind med dybdetryk og fordi tegningerne i den inviterer betragteren indenfor i John Kenn Mortensens sælsomme universer skaber, så er den nærmest perfekt at have liggende fremme på ens sofabord. For viser det sig at ens gæster vrisser på næsen eller undrer sig for meget over at man har sådan en dyster sag liggende frit fremme, så vil man jo med sikkerhed vide, at de ikke har nødig at blive inviteret på en kaffetår lige med det samme igen.