En af de mange, fantastiske ting ved at holde af tegneserier er at denne genre har så utroligt mange gange udtryksmuligheder. Det handler ikke kun om, at der er vildt mange stilarter rent grafisk, men også at der eksisterer et virkelig stort antal genrer og så naturligvis det faktum at billeder, farver og tekst kan kombineres på nærmest uendeligt mange måder. Dernæst er mediet meget mere umiddelbart end eksempelvis romanen eller filmen, for det tager ikke mange øjeblikkes bladren gennem et givent værk, før man er i stand til at vurdere om den tegneserie man står med i hånden er noget for en eller ej.

Som vi her i kapellet gentagne gange har nævnt, så kommer der til stadighed en masse interessante danske udgivelser. Dette skyldes dels at talentmassen synes voksende, men også at Statens kunstfond i de senere år i højere grad end hidtil har støttet netop tegneseriemediet. Endelig er der også dukket en række mindre forlag som Fahrenheit, Aben Maler, oa. op. Forlag der kan genkende kvalitet når de ser det, som oftest ikke er bange for at udgive sager der ligger i krydsfeltet mellem kunst og tegneserie og endelig har de en evne til at finde og tiltrække de tegnere og forfattere, der både har noget på hjerte og grafisk tæft.

Ida Felicia Noacks seneste udgivelse Klip mig forløber over en enkelt nat og skildrer en mand og en kvinde, der indlogerer sig på et hotel. Der er indledningsvist ikke ret meget at være i tvivl om, de skal have sex, men så er det alligevel ikke så enkelt endda. I længere passager forsøger de at finde hinanden, men det er som om det ikke fungerer optimalt. Berøringer bliver voldsomme, kærtegn skubbes væk. Han vil kneppe, men hun mister lysten og mener at hun vil kunne genfinde den, efter hun, som titlen antyder, får manden til at klippe hendes hår.

Størstedelen af fortællingen er holdt i gråtoner, men indimellem bliver illustrationerne pludselig gengivet i ensartede pastelnuancer i hvad der forekommer som mere drømmende, fantasisekvenser. Eksempelvis bliver scenen blå, da hun, liggende i badekarret, drømmer sig langt ned under havet.

Det virker som om Ida Noack har været meget optaget af at skildre bevægelse, detaljer og ikke mindst den fysikalitet som opstår når kroppe og kød møder hinanden. Derfor er der mange skildringer af hans store hænder der griber æltende fast i hendes hvide kød, af kropskontakt og berøringer, men det hele er ganske lødigt, til trods for at der ikke er nogen tvivl om hvad parret foretager sig.

Der spildes heller ikke unødig plads på talebobler eller beskrivende tekst, for det er nærmest en helt ordløs tegneserie, hvilket også eksemplificeres af at hun, i førnævnte undervandsdrøm, kommunikerer i tegnsprog til ham (og dermed også læseren). Manglen på ord gør selvsagt at det bliver tegningerne der kommer til at formidle hovedfortællingen og at læseren derfor – måske – giver sig bedre tid til at studere disse.

Selv om denne beretning om lyst, ulyst, utroskab og svært formidlede følelser sikkert kan finde et publikum, hører nærværende anmelder ikke i målgruppen. Selv om undertegnede sagtens kan få øje på de grafiske kvaliteter i Klip mig er tegnestilen dog ikke en der – helt personligt – begejstrer. Førstehåndsindtrykket virker lidt melankolsk trist (selv om det måske skal være meningen) og når tegnestilen og farveholdningen er lidt monoton – om end veltegnet – kommer det til at smitte af på helhedsindtrykket.

Ideen om at lade tegninger skildre både det som ikke kan – eller skal - omsættes i ord og ideen om at lade en hel tegneserie skildre det intime øjeblik strakt ud i tid og frosset fast i enkeltbilleder, er god men samtidig er dette altså svært at opleve dette som en egentlig ”erotisk fortælling”, som det hed sig i pressemeddelelsen. Sex forekommer, men hverken eksplicit eller særligt lystfuldt.

Det er i undertegnedes optik snarere en fortælling om hvor svært det kan være at finde frem til lystfølelsen, også selv om man kaster sig ud i den forbudte affære. Nuvel, der er kærtegn, kys og korpuleren, men det formidles langsommeligt og med en træghed, som der ikke er meget erotisk gejst over.

Lad det blive sagt med det samme, det kan godt være at ovenstående barske ord er et resultat af en midaldrende mand, der tydeligvis ikke forstår sig på det erotiske, men som blot er blevet hjernevasket af den stereotypiske, mandsdominerede, pikkede, pornoficerede-miljø vi lever i, til at tro at erotik skal handle om gensidig lyst, liderlighed og måske ligefrem orgasmer. Ikke desto mindre er Klip mig mest af alt noget af et turn-off, der i sine tegninger og handling mere synes at italesætte, hvor svært enkelte mennesker kan havde det med netop seksualiteten. Det kan godt være at en sådan beskrivelse ikke lyder lige så ”sexet” som en ”erotisk fortælling”, men det var altså den opfattelse kapellanen her sad tilbage med – selv efter at have læst den et par gange.

Klip mig i den henseende mere et kunstprojekt, en undersøgelse af et samlet grafisk udtryk og en leg med tid, end det er en egentlig (erotisk) tegneserie. Måske var det forventningen om at dette skulle være noget andet end det endte med at være, der gjorde at man sad tilbage med en lidt flad fornemmelse? Det hele ender med at blive lidt for søgt, lidt for navlebeskuende indforstået og til trods for den gode, svungne streg, en smule kedeligt. Sikkert en tegneserie der kan finde sit publikum, men kapellets udsendte er ikke blandt dette.