De visuelle og fortællermæssige virkemidler er sat på den allerhøjeste, og mest spektakulære klinge i første del af tegneserien World War X, der har fået undertitlen Hélius. Udgivelsen er et samarbejde mellem den franske Jerry Frissen og den garvede, danske tegner Peter Snejbjerg. Selv om det er en historie, der skønsomt blander science-fiction med action og gyser-elementer, så er det stadigvæk en anelse uklart efter endt læsning, hvorfor serien har fået titlen World War X.

X’et kan umuligt stå for det romerske tal 10, da der i så fald er hele syv verdenskrige vi har overset side 1945 og til fortællingen starter i en alternativ udgave af 2017. Selv om der optræder en form for viljeløse zombier mod slutningen af denne første del, så er titlen heller ikke en slet skjult reference til Max Brooks fremragende zombieroman World War Z, der affødte en lettere ujævn filmatiseringi 2013. Derfor er denne anmelders bedste gæt, at X her står for det ukendte, en reference til den mystiske, fremmedartede livsform, som tilsyneladende har opholdt sig skjult i på jorden gennem flere tusind år.

Fortællingen starter på månen, hvor en gruppe astronauter er ved at transportere en mystisk kasse hen til en placering i et af månens kratere, der tilsyneladende er blevet omdannet til en parkeringsplads for lignende kasser. Noget går galt, for kablet, der bærer kassen knækker og den smadres. Ud af resterne af kassen, der viser sig at være en form for kiste, springer et enormt monster ud, som strækker armene mod himlen med åbent gab.

Læseren føres herefter straks ned på Jorden igen, her er en række mystiske, oldgamle kasser, der i den grad minder om den fra starten, begyndt at klækkes som æg. Lignende monstre vælter frem, og virker ustoppelige. Læseren tages også indimellem tilbage i verdenshistorien hvor vi oplever lignende monstre, der bryder frem fra deres flot dekorerede sarkofager og som på den vis sættes i forbindelse med forskellige kataklysmiske begivenheder meget forskellige steder i verden.

Samtidig med alt dette følger vi en række mennesker, der har en vis viden om disse mærkværdige hændelser og hvad måske er vigtigere, en idé om hvem denne monstrøse fjende er og hvordan man bekæmper den. Det er dog en viden, som de på intet tidspunkt deler med læseren i denne første del af serien, og man efterlades derfor, efter endt læsning, med en række ubesvarede spørgsmål. F.eks. hvad der det lige der sker for Hélius’ arm? Hvordan går det med de få overlevende astronauter, hvis der da er nogen overlevende tilbage på Månen? Hvem er den mystiske kvinde, med de magiske evner? Er dette starten på, som titlen antyder, en regulær verdenskrig mellem monstre og mennesker?

Svarene må lade vente på sig, for denne første del virker mest af alt som optakten til noget større, noget vildere. Idet fokus er på at skabe en genrehybrid med fokus på fremdrift, er der heller ikke gjort megen plads til lange dialogstykker eller beskrivende tekst, og godt det samme, for det faktum af historien buldrer derudaf, appellerer til den læsere, der normalt er vant til action-tegneserier, end til de der foretrækker lange grafiske romaner.

Snejbjergs tegninger er som altid fantastiske – han har siden debuten med Hypernauten haft en meget sikker og beundringsværdig streg, der dog aldrig slipper det lettere karikerede. Dertil kommer at udgivelsen er virkeligt flot farvelagt.

Til gengæld kunne man godt ønske lidt mere opfindsomhed i forhold til den historie der bliver fortalt, for selv om dette er første del i en potentielt længere serie, så er der lånt vel meget fra serier som eksempelvis B.P.R.D. – mest oplagt er det naturligvis at sammenligne den med den aktuelle storyarc, der med undertitlen Hell on Earth på same måde blander monstre med action og sci-fi og har samme fokus på verdens potentielle undergang.

Det er sikkert ikke det værste sammenligningsgrundlag, men man skal dog ikke forvente sig at Frissen og Snejbjerg formår at skabe samme type mytologiske univers her i løbet af deres første bind, for Mike Mignola og hans medsammensvorne har jo også haft en årrække og en lang række tegneserier til at etablere deres univers. World War X er derfor en udgivelse, der måske ikke hører til de mest nyskabende, men som leverer solid underholdene og desuden tegner lovende, for man bliver så afgjort fascineret af alle de ubesvarede spørgsmål, som står tilbage efter endt læsning.