Indrømmet, der er sket meget siden Æsop, men ikke desto mindre har man stadigvæk i den nye, meget smukke tegneserie Bagdads løver, valgt at antropomorfisere dyr, for på den måde at videregive en morale til læseren, der denne gang handler krigens totalt absurde meningsløshed.

Vore fire hovedpersoner er et løvekobbel, der under amerikanernes massive bombardement af Bagdad i 2003 flygter fra byens zoologiske have. De strejfer rundt på må og få i den sønderskudte og tilsyneladende forladte ruinby, hvor de er fremmedgjorte og i konstant forbavselse over menneskernes handlinger. Byen er dog ikke helt forladt for undervejs møder de andre dyr, som de taler med. Hovedtemaet er ofte, hvor umuligt det er at overleve et sted, hvor der ikke er noget føde at opdrive, hvor floderne dræber alle der svømmer i dem med olie, og hvor man konstant skal være på vagt, for ikke at blive opdaget.

Kort sagt, så minder den situation koblet befinder sig i om en hvilken som helst anden families, der blot forsøger at få livet til at fungere midt i en farlig og kaotisk hverdag. Gruppen af løver er meget forskellige. Zill er den gamle stærke han, der er besindig men stadig bestemmer over de andre. Safra er den enøjede, rebelske hun, der ofte vil gå sine egne veje. Endelig er der løvinden Noon, der drømmer om friheden og Ali - hendes legesyge unge. Ali synes, at dele mange fællestræk med løveungen Simba fra en kendt Disneyfilm, og det er måske netop denne lighed, som synes at give ekstra styrke til fortællingen, især mod slutningen.

En af de mest betagende sekvenser i serien er den, hvor løverne forvilder sig ind i det forladte præsidentpalads og dér i konfronteres med en gammel, pint og udsultet løve, som har været i præsidentens varetægt. Det stakkels bæst komme til at stå i skarp kontrast til det kolossale bilede af en sejrrig løve med udfoldede vinger, som koblet ser da de først ankommer til det enorme indgangsparti til paladset. Den triste løve synes at symbolisere folkets virkelige tilstand og billedet på væggen, den måde regenten helst ville opfatte sit folk.

Den døende løve er dog ikke det eneste dyr familien møder, for præsidenten har også holdt en stor glubsk bjørn, der stadig klynger sig til det job, han havde før menneskene forsvandt. Bjørnen er født til at kæmpe mod andre dyr i præsidentens arena og kæmpe, det vil han stadig, ikke kun fordi han er klar over sin enorme styrke, men også fordi det er det, han har fået besked på. Det er nok ikke den vildeste overfortolkning, hvis vi i stedet for en bjørn pludselig ser alle de Saddam-tro rebeller og styrker, som til stadighed gør Irak til et farligt sted at være.

Bagdads løver skylder ikke kun Æsop meget, men synes også at trække tematisk på mange af de antikrigsfilm, man har set gennem tiderne, uden på noget tidspunkt at bliver plagierende. Det forunderlige ved bogen - ud over den helt fantastiske streg og farvelægning – er, at historien formår at bringe krigens gru meget tættere på, end havde det været en virkelig iransk families beretning. Det kan måske forekomme absurd, men når perspektivet på krigen pludselig bliver leveret af mælende dyr, er situationen ikke længere er afhængig af religion, politisk ståsted eller mediernes manipulation. I stedet bliver det hele betragtet ufiltreret og med et barns naivitet.

For alle, der holder af dyrefabler og hader krig – hvilket forhåbentlig er de fleste af os – er Bagdads løver en tegneserie, man ikke bør snyde sig selv for. Billederne er både poetiske og grufulde, dialogen er god, og fortællingen ikke kun ekstrem aktuel, men også en der - ligesom de klassiske dyrefabler - kan overleve i mange år, efter den skammelige krig i Irak for længst er slut.