Niel Gaiman er altid god for en overraskelse, og overrasket var der vist mange, der blev, da han i 2003 sammen med tegneren Andy Kubert sendte miniserien Marvel 1608 på gaden. I bedste Alan Moore-stil var det anakronismen, der var i højsædet. Formlen var enkel men spændende, for det handlede om at placere velkendte superhelte i elizabethanske omgivelser, for på den måde at forsøge noget helt nyt med formatet.

Det blev en bragende succes både hos anmeldere og ikke mindst hos de mange fans, der støttede projektet. De modtog serien som en lille oase i den store ørken af masseproducerede superhelteserier. Når noget bliver en succes, så går der ikke længe før forlagene sørger for at skabe mere af det samme. Så derfor kom der i 2005 Marvel 1602: New World og i 2007 Marvel 1602: De Fantastiske Fire, som netop er blevet gjort tilgængelig i en lækkert trade paperback på dansk.

Som titlen antyder, har vi med den elizabethanske udgave af De Fantastiske Fire at gøre. Ben Grimm spiller med i Shakespeares teatertrup, James Storm minder om en ung, blond version af Artemis, og alkymisten og videnskabsmanden Reed Richards bor på et hyggeligt, lille landsted sammen med sin gravide hustru Susan Storm. Idyllen bliver dog hurtigt splintret, da Shakespeare kidnappes af Victor Doom. Doom har brug for en skjald, der kan nedfælde hans heroiske rejse til verdens ende. Doom har allieret sig med fire superskurke, der skal hjælpe ham med sit forehavende, men der går ikke lang tid før Richards og Co. sætter efter dem. Efter et dramatisk søslag ved verdens ende dukker såvel vore helte som alle skurkene forslåede op ved Prins Numenors (Sub-Mariners) hof.

Selv om det hele måske kan lyde både intertekstuelt sjovt og som en god, gammeldags røverhistorie tilsat et gran superhelte, så er dommen over Marvel 1602: De Fantastiske Fire desværre lidt en anden. Det meste af dialogen er meget tynd. De steder, hvor der forsøges at gå Gaiman i bedene ved at referere til eks. kendte Shakespeare stykker, anden litteratur eller andre berømtheder fra perioden, forekommer det hele tiden lidt søgt og ikke særligt raffineret – især ikke hvis man i forvejen kender lidt til den. Hvor folk som Gaiman og Moore er fabelagtige til at bevare en form for historisk akkuratesse i alle deres anakronismer, så ender turen ned over det enorme vandfald som lidt af en maveplasker for forfatteren.

Dertil kommer, at tegner Pascal Alixe og hans kollega Khoi Kham desværre synes at have haft alt for travlt med at få serien færdiggjort. Ikke at der er decideret sjusk, men stegen er meget løs, og indimellem er både perspektiver, detaljer og især ansigtsudtryk alt for livløse og tamt gengivet. Det holder ikke, især ikke fordi meget af den ret tynde historie netop er bundet op på svig, jalousi og mange andre mellemmenneskelige følelser. Besøger man Alixes hjemmeside hersker der ingen tvivl om, at manden kan tegne, men han viser den blot ikke her.

Man sidder derfor tilbage med en lidt ærgerlig undren, når man når til de sidste sider i Marvel 1602: De Fantastiske Fire, for selv om den formår at være ret tro mod alle karaktererne, så gør den ikke det samme over for den verden, den foregår i. Endelig virker Dooms plan ret så fjollet, sammenlignet med nogle af de andre planer den gode Victor har haft gennem årene. Så man sidder altså som fan og på det frygteligste savner Gaimans evne til at sætte ord til handling - og desuden Andy Kuberts meget sikre pen.