I Halfdan Piskets trilogi over sin faders livshistorie udgør Kakerlak andet bind. Hvor det første bind, Desertør, omhandlede ungdomstiden i Tyrkiet, rykker fortællingen nu anderledes tæt på, da faderen ankommer til Danmark som fremmedarbejder. Skyggen fra det armenske folkemord er byttet ud med skyggeeksistenser i Helsingørs og Københavns undergrund.

Et resume af historien er ikke det simpleste her, da faderen har levet et tumultarisk liv med mange kvinder, job og boligskift. Faderen bliver efter et kort ophold i Danmark sendt retur til Tyrkiet. Her får han et forfalsket pas med et europæisk fornavn, så han nu hedder James Pisket. Med det i tasken rejser ”James" tilbage til Danmark og får efterhånden etableret sig en tilværelse her, primært gennem småkriminalitet og goodwill fra skiftende kærester.

Fordi miljøet er skiftet fra Tyrkiet til Danmark er oplevelsen af fortællingen også langt mere rå denne gang. Selvom historien på sin vis er normaliseret en anelse, så føles den alligevel skrappere. Det underbygges stadigvæk af Halfdan Piskets intense streg, der sætter hvert billede på spidsen. Der er en indlevelse i hvert frame, der giver læseoplevelsen et drive, som er både behageligt og gør én forpustet.

Tegningerne har mange close-ups, hvilket er udført med skiftende held. Flere af ansigterne har træk af karikaturer, mens andre er meget fintfølende og detaljerede. De fleste ansigter bobler af vrede, som selvfølgelig passer godt til beretningen, men som også giver fortællingen et lidt anstrengt præg i længden. Måske kan man sige, at noget af umiddelbarheden fra første bind er forsvundet og James’ liv er blevet mere mekanisk med tiden.

Genialiteten i bogen er Halfdan Piskets fornemmelse for faderens fortælling. Hvor ansigtsportrætterne måske mangler noget helhed, så er skildringerne af faderens skiftende livsvilkår ret eminente. Særligt tiden som indsat, samt de skiftende hashpsykoser er flotte og skræmmende på én gang.

Jeg er glad for dette bind to af Halfdan Piskets fortælling om sin far. Den rummer en række svagheder i forhold til det suveræne første bind, men den er stadig en skarp opfølger. Jeg glæder mig allerede meget til at følge faderens fortsatte færd, og forventer mig temmelig meget af tredje og sidste bind.