Det er sært uundgåeligt ikke at blive glædeligt pjattet, tenderende til det opstemt forfjamskede, over en intellektuel graphic novel. Uanset om det er historiefortællende narrativer, som Marjane Satrapis’ Persepolis og Art Spiegelmans Maus, om det er fabulerende fiktioner som David Mazzuchellis Asterios Polyp eller en decideret intellektuel biografi som Logicomix af Apostolos Doxiadis og Christos Papadimitriou, så opsluges man i den herlige kombination af billeder og tekst i et fortælleteknisk inciterende greb, eller sagt anderledes: man er formidabelt underholdt!

Marx ligger sig i forlængelse af disse udgivelser, som et bud på en alternativ formidling af kommunismens hovedteoretiker, Karl Marx. Alligevel formår denne udgivelse ikke at begejstre på samme måde som de ovennævnte værker. Dertil er der for mange svagheder, som overskygger de ellers meget positive styrker.

Forfatterrinderne til Marx er den schweiziske psykoanalytiker Corinne Meier og den franske illustrator Anne Simon. De har tidligere haft stor succes med en lignende udgivelse, den anmelderroste Freud fra 2011. Bøgerne er meget identiske i stil og fortællegreb, men der er stor forskel i deres håndtering af stoffet. Hvor Freuds tanker om det ubevidste gøres besnærende gennem de tegnede illustrationer, opleves værket om Marx som mere opsplittet. Marx’ tanker er pompøse og ordrige og svære at oversætte til tegninger. Det lider Marx under, for det vanskeliggør brugen af tegneseriemediet.

Skal man, for at fremhæve nogle udfordringer for Marx, foretage en sammenligning med et andet værk, virker det oplagt at pege på ovennævte Logicomix som samtalepartner. Doxiadis og Papadimitrious værk om den britiske logiker, Bertrand Russell, har opnået en bred læserskare, men er i tegneseriekredse blevet kritiseret for at være for konverserende og uskarp. Særligt i de passager, som er metanarrative, hvor bogens forfattere diskuterer, hvordan de skal lave bogen, har anklagen sat ind. Hvis det er en fair beskyldning, at Logicomix er for konverserende, så kan man måske sige, at Marx er for telegrammatisk. Sentenserne er simpelthen for abrupte til at man mærker et flow i teksten - noget som ellers er meget afgørende for en graphic novel. Marx’ hektiske liv og monstrøse tankegange er reduceret til korte paroler og gentagende skitseringer af kendte udtryk; “sammen vil vi revolutionere verden”, “handlingens øjeblik var kommet”, ol. Det gør læsningen lidt kluntet og uhåndterbar.

Et andet spørgsmål, som man oplagt kunne stille bogen, er: hvorfor er den så kort? Jeg mener, sproget er tydeligvis rettet mod voksne læsere med dens hyppige brug af fremmedord, men alligevel er længden jo som et klassisk tegneseriealbum. Når man ser på længden af bogen kunne man godt diskutere om det er en graphic novel eller om det snarere burde kategoriseres som en graphic short story. Nuvel, sådanne taksonomiske overvejelser er for de fleste ligegyldige, men det er sammenhængen mellem tekst og billede altså ikke, og denne kritik står fast. Potentialet for en mere svulmende fortælling er der, både i Marx’ liv og skriftlige arbejder, og det bliver ikke udnyttet tilstrækkeligt af Meier og Simon.

Dog; Marx er slet ikke et markværk. Så langt fra. Den kunne bare være meget mere. Bogen har åbenlyse kvaliteter, som gør den både underholdende og lærerig. Først og fremmest er den dejligt usentimental. Tværtimod er den herligt ironisk - både over for Marx og hans trofaste kompagnon, Friedrich Engels. Deres evindelige sympati med de fattige arbejdere kontra deres levevis som byggede på store arvesummer og intellektuelt sofisteri bliver udstillet i en komisk tone, dog med kærlighed og varme. Det er selvfølgelig ikke op til en sådan udgivelse at diskutere diskrepanserne i deres liv og tænkning, men denne varmblodede ironi kompenserer på underholdende vis. Den kvalme glorificering undgås og det samme gør de disputerende ørkenvandringer. Derudover peger Meier og Simon også stærkt på de interne spændinger, der var i revolutionsbevægelserne; særligt det intense forhold mellem anarkisterne og de progressive arbejdere i det fremstormende England. Marx’ kamp for at håndtere, samle og lede arbejderne er fint skildret og giver et godt indblik i en kaotisk og længselsfuld tid.

En anden styrke ved bogen er det diagrammatiske tilsnit, der bliver lagt over Marx’ tænkning som en fortolkningsnøgle. F.eks. er oversigten over Marx’ inspirationskilder på s. 13 en fremragende opsummering (Blanc, Fourier, Proudhon, etc.) og procesdiagrammet over arbejderens fremmedgørelse og skabelsen af merværdi på s. 30-31 er helt outstanding. Meier og Simon har haft tydelige ambitioner med værket, men hvor det i andre aspekter halter med udførelsen, er der altså på dette illustrative område en smuk symbiose mellem ambition og udførelse.

En sidste lille stikpille: Hvorfor vil Meier og Simon absolut forsøge at aktualisere Marx? På bogens allerførste side siger Marx: “Intet er forandret! Jeres krise minder om dem, jeg selv oplevede. Og der er altså kun én løsning: REVOLUTION”. Marx kommer altså tilbage fra de døde for at belære os om kapitalismens gru, men Marx behøver jo ikke finanskrisens gru til at retfærdiggøre en biografi om sig selv. Uden denne tilsnigende aktualisering ville Marx’ levnedsskildring stadig besidde stor underholdningsværdi og oplysende indtryk. På samme måde må man afskrive de sidste fem sider, som en unødvendig tilføjelse. Her gives et ultrakort overblik over kommunismens videre historie med dens forgreninger i Sovjet, Cuba, Kina, osv. Men igen: hvorfor? Det er svært at pege på en oplagt forklaring, særligt når stoffet om Marx er så beskåret. Det er, alt i alt, en ærgerlig prioritering af stoffet.

Corinne Meier og Anne Simon har gjort et godt stykke arbejde med at gøre Marx tilgængelig for en ny gruppe læsere. Forsøget er langt på vej dygtigt udført, men med en række forkerte prioriteringer vristes værket væk fra det absolutte toppodie og ned på en placering blandt de mere middelmådige.