Mange forældre oplever et lidt specielt punkt i et barns udvikling, hvad angår læsning. Barnet når et punkt, hvor det godt kan lide historier, men også selv vil læse og ikke mindst læse med. Paradokset er naturligvis, at det er de færreste børn, der i en alder tre har udviklet den store læserkompetence, men det er gerne på dette tidspunkt interessen indtræffer. Derfor er det pudsigt, at ’læsning’, som faktisk tilbyder noget på dette tidspunkt i barnets udvikling, er en mangelvare på dansk også fordi sådanne ordløse fortællinger jo er ret nemme at oversætte.

Det franske tegneserieforfatterpar Pierre Bailly og Céline Fraipont udgav for tre år siden de første bind i serien om Petit Poilu – en lille sort fyr med strittende hårtjavser. Han har på dansk fået navnet Lille Kvast, hvilket er en udmærket oversættelse af det franske ’poilu’, der betyder noget i retningen af ’behåret’ eller ’lodden’. Kvast er også en lille, lodden og nuttet figur, der inden for genkendelige rammer kommer ud på besynderlige eventyr. De to første bind – På skattejagt og Ballade i blomsterhaven – er netop udkommet til små danske drenge og piger.

Formen og formlen for handlingen er den samme for begge. Lille Kvast tager afsked med sin mor og tager ud. I begge tilfælde falder han over noget spændende, der gør, at han suges ind i et eventyrland. Gennem havet fra en konkylie eller gennem et hul i jorden. En ny verden åbenbarer sig på den anden side til stor fornøjelse for Lille Kvast, der godt nok undervejs kommer til at savne sin mor, men alt ender naturligvis, som det skal. Der er ikke det store drama, men det er handling, som fint kan følges af de mindste bibliofile.

Stregen og stilen er ikonografisk og farverig. Den er i helt klare farver, og minder i sin simplicitet om de lidt større smås egne naivistiske streger. Alle scener er understreget af en emfatisk ekspressionisme, der gør, at ansigtstræk og kropsholdning hele tiden fortæller noget om sindsstemning. Begge bind er – netop for at appellere til de treårige og opefter – holdt fuldstændig uden ord. Det er i sig selv en ret fin præstation at få en banal handlingstråd til at hænge sammen udelukkende via billeder. Det er i princippet dette, tegneserien som genre var født til: at fortælle med billeder.

Styrken i handlingen i de to bind er inddragelsen af en række genkendelige scener, som grundlag. At stå op om morgenen, spise morgenmad, afskeden med mor, fascination af at følge efter noget vilkårligt, savnet af mor midt på dagen, og i seng om aftenen er alle scener, der i begge bind, binder de eventyrlige hændelser fint sammen. Der er plads til en storstilet skattejagt med den mystiske sørøverpige eller et opgør med en ondsindet bi, når rammen omkring er noget, læseren kan kende.

Der er ifølge forlaget endnu to bind på vej og det er godt. Her I huset er de to første bind læst og læst – og nydt. For når min treårige datter selv går hen på bogreolen og piller bøgerne ud, er det vel et tegn på, at formålet med dem er nået.