I efteråret 2013 anmeldte vi, på disse sider, første del i den tegnede genfortælling af den Bibelske historie om Noa. Den episke historie er skrevet af filminstruktøren Darren Aronofsky i samarbejde med kollegaen Ari Handel – der også står bag manuskriptet til filmversionen, som snart får verdenspremiere. I tiden op til premieren på filmen er det nu muligt for tegneseriefans at opleve denne fortælling, for andet og sidste bind er netop udkommet fra forlaget Cobolt.

Nogle kan måske se denne udgivelse som et ublu marketingsstunt, hvor tegneserien udelukkende er blevet kreeret for at støtte opmærksomheden omkring den nye, store, dyre biograffilm, men læser man tegneserien, der lige som sidst, er noget så fantastisk tegnet og farvelagt af Nico Henrichson, vil man hurtigt opdage at tegneserien i sig selv har så stor klasse, at den sagtens ville kunne have klaret sig uden film. Det er ikke så meget et supplement, som et værk der kan stå på egne ben og som måske giver de der foretrækker tegneseriemediet frem for filmen, mulighed for at få fortalt historien her. En af de ting der peger på det, er at tegneseriens figurer på ingen måde ligner de skuespillere som Aronofsky har valgt til sin film.

Serien om Noa er – kort fortalt – en utrolig dramatisk genfortælling af en af de mest velkendte undergangsmyter i vores kultur. Det er også en versionering der tager sig betydelige friheder i forhold til originalen. Som skrevet før så er tegneserieversioneringer af kendte bibelhistorier ikke noget særsyn, men Noa er meget mere end dette, for det er en historie, der tør og at ændre på væsentlige detaljer ved den etablerede fortælling.

Dette sker dels ved at tilføje fantasiske, fantasylignende elementer til historien, samt en en stor portion dramatik de enkelte figurer imellem, uden dette dog tager fokus væk fra den grundfortælling som vi alle sammen kender. Til gengæld kan det være at enkelte kristne vil føle sig støt over, hvordan tegneserien skildrer sin hovedperson, for i Aronofskys udgave er han en bitter, nådesløs og bevidst kold figur, der bliver nødt til at træffe nogle meget svære valg.

I den forbindelse synes Aronofsky, uden at afsløre for meget, at trække på andre bibelske skikkelser som eksempelvis Abraham og Job, idet Noa synes at blive prøvet konstant. Det handler ikke kun om det faktum, at der har sneget sig en uventet gæst om bord på arken, men i særdeleshed også om at Noa finder ud af at hans nærmeste familie måske ikke er helt til at stole på.

Bogen åbner in medias res, eller rettere hvor bind et sluttede – midt i den dramatiske kamp mellem kæmper og Noas familie på den ene side og de usle syndere, der med vold og magt vil tilkæmpe sig plads på arken i trit med at vandet stiger. Dette brag af en konflikt ender naturligvis med at Arken bliver forseglet og at Noa og sine nærmeste bliver overladt til uvisheden på den vandverden som nu omgiver dem.

Det er næppe nogen hemmelighed hvordan det hele spænder af, i hvert fald ikke for de af os der kender originalfortællingen, men dette til trods får Aronofsky og især Henrichsons utrolige gode fornemmelse for at få skabt et solidt spændende tempo qua sine valg af rammeplacering, tegningernes komposition og den eminente farvelægning. Den sidste tredjedel af bogen er noget af det mest spændende og dramatiske undertegnende længe har læst. Siderne pløjes igennem, som var det en kriminalroman, for der er vitterligt tale om stort drama.

Det bliver naturligvis interessant om der er et 1:1 forhold mellem tegneserien og filmen – Kapellet skal nok holde den ærede læser opdateret – for selv om Noa ikke ligner Russel Crowe, så kan det jo sagtens være at Aronofsky er i stand til at skabe lige så god et tempo i filmen, som tegneserien har.

Der er sikkert allerede nu en masse fundamentale kristne, som vil pege fingre af denne udlægning af myten med påstande om, at den tager sig for mange friheder og ikke fremstiller Noa som den retskafne mand Gud så ham som. Så skal man bare huske på, at dette netop er en mytologisk fortælling, som - hos os mere moderate troende - nok fungerer primært som en form for analogi over det gode og det onde i livet. I det lys er det lykkedes at lave en gendigtning og over alt forventning skabe en virkelig interessant afslutning til det som startede så fantastisk i det første bind.

Er man derfor blevet gjort nysgerrig og har man lyst til mere, efter at have læst nummer et, så vil man med garanti ikke blive skuffet over denne anden og sidste del – for den rummer så meget mere end blot en ødesløs sejlads hen over en totaloversvømmet verden. Husk bare på at nye læsere ikke kan starte her – man skal have starten med.