I familien Bille bliver det juleaften allerede i slutningen af oktober måned. Vanen tro er det ved den tid, den nyeste udgave af Call of Duty-spillet lander til PC og konsoller. Selv om du egentlig bare køber ét spil i butikken, så kommer du rent faktisk hjem med hele tre ret forskellige skydespil .

Den første spilmodus er singleplayer-missionen. Heldigvis har folkene bag spilserien indset at der er masser af fans – heriblandt Kapellets anmelder - der insisterer på at dette skal være en fast del af spiloplevelsen. En lektie lært efter at singleplayer manglede i Black Ops 4. Dengang udtrykte både anmeldere og fans deres utilfredshed med fravalget.

Det næste spil du tager med dig hjem, er nok den spilform langt de fleste forbinder med serien, nemlig multiplayer. Den er med sine mange forskellige maps og forskellige måder at spille disse på blevet den foretrukne del af spillet hos Billefamiliens yngste medlem. Slutteligt er der Zombies, som storebror altid har været den der var gladest for.

Når der er hele tre drenge, der helst gerne vil spille spillet på samme tid, så betyder det også at nærværende anmeldelse ikke kunne være klar en uge efter udgivelsen. Til gengæld har anmelder så glæden af at have to selvudnævnte spileksperter til at vurdere hver af disse tre ret forskellige dele af spillet , hvilket forhåbentlig er en garant for en mere nuanceret omtale.

Brændende oliefelter
Spillet foregår rent tidsmæssigt i perioden omkring USA's anden invasion af Irak, eller Operation Desert Storm som den blev kaldt. (Det oprindelige navn ´Operation Iraqi Liberation´ var blevet forkastet, måske især på grund af forkortelsen – red.). Husker du billederne fra dengang, er nogle af de mest ikoniske dem af de enorme oliefelter, der er blevet sat sat i brand. Det er her spillet starter, i en hæsblæsende actionsekvens bliver du kastet ned i en kampsituation omgivet af brændende oliebrønde og arrige soldater.

Spillet foregår umiddelbart efter slutningen af de begivenheder du kunne opleve i CoD – Black Ops: Cold War . Dette skal ikke læses som om om det nye spil er en direkte fortsættelse, men blot rent tidsmæssigt placerer sig efter førnævnte spil. I den første mission får du til opgave at skulle redde et højtstående medlem af den Irakiske regering ud fra landet, men din plan bliver forpurret af en mystisk gruppe der kalder sig selv ”Pantheon”

Masser af nytænkning
Da den første mission kører helt af sporet, beslutter du, sammen med en lille håndfuld soldater at gå under jorden, da i mistænker at der er en forræder i CIA. Valget af jeres base falder på et palælignende hus langt ude på landet og allerede her, i det nye hovedkvarter gør kampagnedelen noget nyt. Den byder på en række småopgaver, som skal klares i huset, før du kan komme i gang med de andre singleplayer-missioner. Eksempelvis skal du sørge for at få startet for generatoren, få åbnet for den sikrede dør i kælderetagen og for at kunne gøre dette, er der en række puzzles der skal løses.

I huset får du også senere i spillet mulighed for at benytte de penge du finder på de baner du har gennemført til at opgradere evner og våben. Det er jo heller ikke nyt, men hvad derimod kom som en overraskelse for undertegnede var, at en af de første missioner som du skulle fuldføre, ikke var lineær som sædvanligt, men i stedet åbnede niveauet for et ganske stort kort, som du frit kunne bevæge dig rundt i. Faktisk er området så stort at du optimalt bør bruge et køretøj til at komme rundt i det. Her kunne du så vælge om du havde lyst til at gå benhårdt efter de primære missionsmål, eller om du ville udforske alle de af kortet, for at få klaret de sidemissioner der også er mulige at tilgå.


En af de efterfølgende missioner byder på flere overraskelser. Idet du og dit hold får til opgave at komme nærmere den hemmelighedsfulde ´Pantheon´, infiltrerer du et laboratorium hvor du har til opgave at lokalisere et ganske farligt biovåben. Her overrasker spillet igen, da de ufrivilligt bliver udsat for denne gas, der i den grad ændrer på din opfattelse af virkeligheden. Missionen ændrer sig fra det hidtil meget realistiske skydespil, til et regulært gyserspil. Endda et meget effektivt og skræmmende et af slagsen. Du skal kæmpe mod horder af udøde og monstrøse skabninger, for slet ikke at tale om... nej, Kapellet vil ikke afsløre for meget, ud over at denne bane er virkelig effektivt eksekveret. Faktisk er den blandt de allerbedste singleplayerbaner nogensinde. Kapellet håber i al fald på at Treyarch kunne finde på at skabe deres eget actionhorrorspil i fremtiden.

Det er virkeligt fedt at Treyarch har rystet posen og tænkt nyt i forhold til de ellers meget lineære sekvenser man har stødt på tidligere. At der både optræder større maps, at gyserelementer har sneget sig ind og det faktum at du ofte kan vælge om du vil gennemføre banen ved at snige dig rundt og dræbe en soldat efter den næste, eller blot fare frem og skyde alt du ser, gør at denne del af spillet var både overraskende og virkelig fed at gå til. Kapellet vil selvfølgelig ikke afsløre hvordan historien ender, men blot fortælle at denne del af Black Ops 6 både kunne leve op til de øvrige spils filmiske actionfortælling, samtidig med at den reelt forsøgte at tilføje noget nyt, hvilket i den grad lykkedes.

Zombier, zombier og enorme monstre
Som nævnt kastede hjemmets ældste dreng (på 20 – så han er ret beset en ung mand) sig straks over Zombies både alene og sammen med hans kammerater. Selv da spillet var mindre end en dag gammel havde flere youtubere lagt videoer op, som viste de såkaldte easter-eggs – altså ting man kan gøre i en bestemt rækkefølge for pludselig at komme til en skjult del af spillet. En slutning som du måske ikke normalt oplever, hvis du bare spiller Zombies for sjov. Adspurgt hvordan dette kunne lade sig gøre, var svaret at de folk der lægger de videoer op enten har haft adgang til spillet før release, eller har kigget i koden til softwaren.


I al sin enkelthed har Zombies meget til fælles med multiplayerdelen, bortset fra at det her gælder om at klare runder der konstant bliver overrendt af horder af udøde. Antallet af fjender og deres styrke stiger konstant, runde efter runde. Du får selvsagt korte pusterum mellem hver bølge af zombier, edderkoppelignende aliens og andre frygtelige monstre, hvor du kan opgradere dine våben, åbne loot-bokse eller, hvis du synes det bliver for intenst, så bevæge dig mod den såkaldte ”ExFil-zone”, hvor en helikopter samler dig op og flyver dig væk.

Det er dog kun bløddyr, der vælger det sidste, for det gælder selvsagt om at holde fast og nakke så mange zombier og monstre som muligt. Runderne fortsætter potentielt i det uendelige, hvis du er dygtig nok. Vælger du at følge de guides der findes på nettet, så kan du også som nævnt indledningsvist gennemføre denne del af spillet og på den vis komme til at stå overfor en sidsteboss. Klarer du bossen kan du blære dig med at have gennemført Zombies. Adspurgt fortæller den ældste junioranmelder at; ”oplevelsen er virkelig god og intens og for mit vedkommende virker Black Ops 6: zombies som en mere finpudset udgave af CoD: Cold War Zombies. Det kommer dog ikke helt på højde med Black Ops 3: Zombies som de fleste synes er det bedste der er lavet til dato. Det nye spil er dog et skridt i den helt rigtige retning.”

Nak dine venner og folk du ikke kender
Hvis du har mere lyst til regulære kampe mod fjender, der er mindre monstrøse, så er der vanen tro en lang række forskellige spilmuligheder og maps i det som måske er CoDs mest omfattende del: Multiplayer. Der er denne gang seksten nye multiplayermaps som du kan udforske og for kendinge af spillet så er klassikeren Nuketown netop blevet tilføjet disse.

Langt de fleste kampe foregår hvor to hold af seks spillere kæmper mod hinanden. Det hold der vinder får flest erfaringspoint (XP) som kan fordeles mellem spillerene og som de så kan bruge til at avancere i de såkaldte prestigeklasser. Dette gør at de der er virkelig gode til spillet (som eksempelvis hjemmets yngste på 16) hurtigt stiger i graderne. Allerede på udgivelsesdagen havde junior nået level 22!

Multiplayerdelen er lige som resten af spillet lynhurtigt. Tøver du blot et øjeblik så er du død. Det handler om konstant at være i bevægelse og orientere sig på banerne. Der er dog et problem på de mindre maps, for når du spawner (altså bliver levende igen, efter at være blevet skudt – red.) så sker det ofte at du bliver dræbt lige så snart du materialiserer dig. Samtidig, skal du sørge for at vide hvor det er en god idé at gå i dækning og hvor væggene er så tynde, at fjender stadig kan ramme dig selv om du er i skjul. På den led er det en klar fordel at lære banerne indgående at kende, så du kan benytte omgivelserne til din fordel. Det hele går ekstremt hurtigt, grafikken er flydende og flot - og du må derfor også forberede dig på, selv som erfaren spiller, at blive nakket og respawne gang på gang.

Adspurgt vurderer Kapellets anden junioranmelder at multiplayerdelen i Black Ops 6 er; ”noget af det bedste multiplayer jeg har oplevet i Call of Duty i lang tid. Det er ´fast paced´, der er mange ting man skal lære, men tager man sig tid til at lære det – eksempelvis hvordan man udnytter det nye ´omni-movement´ - er det helt fantastisk”


Det ´omnimovement´ der tales om er at du er i stand til at knæle mens du sprinter, hvilket gør at du kortvarigt kurer hen over jorden på knæene. Det har man kunnet før, men det nye er at du samtidig med at du glider hen af jorden kan bevæge dig om din egen akse og affyre skud i et par sekunder. Du kan også glide mens du bevæger dig sidelæns eller baglæns eller kaste dig forlæns og dreje rundt i luften så du skyder bagud. Selv om det lyder ganske kompliceret, så giver dette ´omnimovement´ en utrolig flydende og meget effektiv måde at bevæge kæmpe mod modstanderne på.

Et must for fans af FPS-spil
Fælles for alle dele af spillet er at Treyarch har sørget for at gøre deres spil virkelig underholdende. De har tilføjet elementer, der forstærker den arkade-agtige spiloplevelse og dette gælder især styringen. Den skal have ros, for når kugler, granater, fjender, droner og andet ondskabsfuldt flyver om ørerne på dig, så handler det om at kunne orientere sig og reagere på et splitsekund.

Igen leverer Treyarch årets mest ventede og muligvis bedste bud på et actionbrag, der takket være sine mange forskellige måder at spille det på, sørger for at der er noget for enhvers skydegal gamers smag. Samtidig er det heller ikke et spil, hvor man bare har kopieret formularen fra sidste år, men reelt forsøgt at gentænke og nytænke mange af spillets enkeltdele, fra styringen til den måde de enkelte maps og baner fungerer på. Det er ret imponerende - sjældent har det i al fald været sjovere at gå i virtuel krig.