Assassin’s Creed IV – Black Flag er for pirater hvad GTA IV er for gangstere. Efter flere, virkelig gode spil i serien har Ubisoft endnu engang overgået sig selv og har et fuldstændigt fantastisk sandkassespil, der til trods for sin aldersgrænse på 16 utvivlsomt vil appellere til langt yngre spillere, der bare er fascinerede af sørøvere. Selv om poderne måske hverken er i stand til at styre spillets centrale avatar – fribytteren Edward, eller for den sags skyld fyre bredsider af mod den spanske skonnert man vil borde, kan de sagtens få en på opleveren ved at se storebror eller hjemmets fader indlede spektakulære søslag, harpunere hvide hvaler, finde skjulte skatte, fridykke efter skattekister blandt koralrev, hajer, djævlerokker, muræner og ikke mindst - endnu engang - gå i kampe mod tempelridderordenen.

Efter at have spillet over tredive timer besluttede undertegnede at få en statusopdatering på hvilke typer opgaver tiden var blevet brugt på – og det viste sig, at tiden var blevet fordelt stort set ligeligt på spillets hovedmission, på sidemissioner, på indsamling af skatte og på specialopgaver. Det vil altså sige, at folkene bag spillet har fundet frem til en nærmest perfekt balance mellem minispil, udforskning og så den fremdrift der skabes gennem spillets hovedhistorie. Det kan da godt være at der er spillere der griber Black Flag helt anderledes an og i stedet udelukkende vil spiller hovedhandlingen igennem hvorefter turen går til multiplayerdelen, men så vil undertegnede også mene at de går glip af en masse interessante nuancer.

Et spørgsmål om tillid
Anmeldelsen af Assassin’s Creed IV – Black Flag har ladet lidt vente på sig, men det skyldes ikke sløvsind fra undertegnede, snarere tværtimod. Det stod lynhurtigt klar, efter spillets indledende baggrundsfortælling var blevet leveret og verdenen åbnede sig, at dette ville være er et spil som er yderst omfattende. For lige som de andre spil i serien, er illusionen om en gennemarbejdet spilverden, tæt på perfekt og det er et spil, der konstant udfordrer og faldbyder på opgaver man kan tage sig til, hvad enten det er en af de mange små minispil der kan overvindes, en skattekiste der skal lokaliseres, en ond skurk der skal dræbes uden at alarmere dennes vagter, en søgen efter endnu en af de fem tempelriddernøgler, der vil gøre spilleren i stand til at finde en speciel dragt, eller noget helt femte.

Man spiller piraten Edward Kenney, der oprindelig er fra England, men for at ville bevise overfor sin hustru at han kan forsørge hende, beslutter han sig for at drage til Caribien for – i løbet af et par år - at opbygge sig en formue. Det skal dog vise sig at være nemmere sagt end gjort, for en af Edwards første oplevelser er at strande på en ø, sammen med en mystisk mand, der hævder at have et kort der kan indbringe ham mange penge hos tempelridderordenen i Havanna. Inden man kan nå at sige ”splitte mine bramsejl” er man selv iklædt mandens tøj og sælger kortet. Det skal dog vise sig at være meget dumt, idet det hurtigt går op for Edward, at det måske slet ikke er tempelridderne man burde holde med og at der (som altid i Assassins Creed-serien) stikker noget helt andet deres ellers så retfærdige syn på retfærdighed.



En af Caribiens pirater
I Kellys bestræbelse på at opnå anseelse og tilrane sig en personlig formue, bliver han i stedet fribytter. Han får fat i et skib og resten af spillet gør nu med at opgradere det gode skib ”Alliken”, hvad enten det er med et forstærket skrog, mortergranater, mere plads til mandskabet, større eller flere kanoner – som er nødvendige for at kaste sig ud i kamp med de største skuder eller de mange fæstninger der er spredt ud i lokalområdet og som ikke kun skal smadres men – lige som skibene indtages, så de bliver til ens område.

Lige som i de øvrige spil i serien, skal man også klatre op på højtliggende steder, for at kunne danne sig overblik over lokalområdet og på denne vis se alle de elementer man kan finde eller minimission er man kan kaste sig over i spillet. Så det handler om at få støvsuget området for alle sagerne – noget der i sig selv kan være lidt af en udfordring. Men ud over dette kan man også – idet man er ude i junglen eller om bord på skibet, vælge at fange vilde dyr og på den måde får opgraderinger til gaderoben (større tasker til røgbomberne, flere pile til pusterøret, osv. osv.) Apropos pusterør så er dette en glimrende tilføjelse. Man kan både affyre sovepile men også berserkerpile, der gør at den ramte vagt begynder at angribe sine kammerater. Meget nyttigt i en svær kampsituation!



Eminent indlevelse
At spille Black Flag er altså et stort eventyr, krydret med utroligt mange mindre. Der er stort set frit valg i hvilke af opgaverne du kaster dig over, selv om nogle af opgaverne først skal ”låses op for” i trit med at man kommer længere i hovedhistorien. Lige som de andre spil i serien er det en fornøjelse at studere by- og junglelandskaber passere forbi idet man passerer dem til fods, i løb eller akrobatisk kastende sig over eller under forhindringer der står i ens vej. I modsætning til eksempelvis GTA har man, takket være tiden spillet foregår i, ro til oplevelsen, for man suser ikke afsted i en muskelbil eller helikopter, men tempoet til fods og søs er optimalt for ens indlevelse og oplevelse. Det er lige før man kan lugte tjæren, tangen og røgen fra kanonerne.

Kampsystemet er også blevet pudset af og gjort tilpas simpelt at man kan imponeres over Edwards smidighed, samtidig med at visse kampe også er tilpas udfordrende til, at man selv som rutineret spiller kommer på arbejde. Eneste hak i glæden over dette spil er et par grafikfejl som opstår undervejs. Eksempelvis kan man opleve at baggrundsfigurer i enkelte scriptede sekvenser forsøger konstant at gå ind i hinanden, at man kan være så uheldig at ens avatar sidder nærmest uhjælpeligt fast i landskabet og hvad værre er at man ikke kunne dræbe spillets allersidste hovedmodstander, hvis man valgte at springe ned og indlede en nærkamp med ham, men blev nødt til at dræbe ham med et enkelt knaptryk. Det må straks indskydes at disse tre eksempler var samlet set to minutters småirritation fordelt over ca. 35 timers eminent spil – hvilket vil sige at de naturligvis er til at leve med, især taget så komplekst og detaljeret spil in mente.



Den dobbelte virkelighed
I trit med seriens andre fortællinger, er der også mindre sekvenser i dette spil hvor fokus skifter fra 3. person til første persons perspektiv. Denne gang er det ikke den hårdt prøvede Desmond som flygter fra den moderne variant af tempelridderne, men derimod en ny figur, der arbejder for firmaet Abstergo Entertainment, som ifølge spillets indledende logoer har været med til at designe Black Flag. Man opdager dog hurtigt (såfremt man giver sig tid til at hacke computere), at Abstergo muligvis ikke har så reel og uskyldig en dagsorden som de selv påstår.

Selv om disse sekvenser af enkelte kan opfattes som et irriterende brud med piratfortællingen, så er det ikke desto mindre morsomt at se, hvordan folkene på Ubisoft har valgt at forklæde tempelridernes orden som et futuristisk underholdningskonglomerat. Det udvisker linjerne mellem skurke og helte lidt mere, hvilket også har været en gennemgående trend i de øvrige spil. For selv om tempelridderne er de ”onde”, så kan man godt komme i tvivl om det ikke blot er et spørgsmål om hvilket perspektiv man vælger at se deres handlinger ud fra. Det er selvsagt også muligt at komme gennem disse moderne sekvenser ganske tjept, så man kan fokusere på pirateriet og alle de skatte der ligger gemt her.

Dommens time
Summa summarum, så er Assassins Creed IV – Black Flag den oplagte julegave til alle eventyrlystne drenge og piger, som er bidt af en gal pirat. Der er romantik, spænding, drabelige søslag og ak, så meget mere. Ubisoft har i 2013 bevist at de er kongerne af snigmorderspil, for med Splinter Cell: Blacklist skabte firmaet et af årets mest medrivende, højteknologiske, action-sniger-spil og med Black Flag satte de trumf på og skabte et helt enestående eventyr stadig med fødderne plantet i historien. Der er derfor mulighed for at stå side om side – eller krydse klinger – med fremtrædende pirater som eksempelvis Sortskæg, Røde Rackham og mange, mange flere. Selv om Assassins Creed-serien aldrig har leveret deciderede dårlige oplevelser, er Black Flag utvivlsomt det bedste spil siden Assassins Creed II.