En af de eneste ting man godt kan undre sig over ved det nye, fabelagtige action-platformspil Assassin’s Creed – Brotherhood er at spillet ikke fik titlen Assassin’s Creed III, idet spillet reelt set tager tråden direkte op hvor anden del slap. Muligvis er dette sket fordi der var et ganske betydeligt tidsmæssigt spring fra det første spil i serien og til toeren, der henholdsvis foregik i det gamle Mellemøsten og renæssancens Italien. Men selv om et Assassin’s Creed III muligvis har tænkt sig at flytte sin handling endnu længere frem mod vores tid, så er Brotherhood en titel der formår at udvide det i forvejen omfattende spilunivers betydeligt, giver os den største sandkasse at lege i til dato, samtidigt med at spillet tilføjer en gennemført multiplayerdel.

Hvor fortællingen i det foregående spil skiftede mellem den snigmyrdende, kutteklædte hovedperson Enzio Auditore (som man for øvrigt også elegant guider gennem dette tredje spil) og Enzios fjerne efterkommer Desmond Morris, er det nye spil fokuseret primært på Enzios oplevelser, hvilket undertegnede finder skønt, idet de tvungne hyggestunder sammen med Desmond i toeren stort set var en af de eneste ting som virkede lidt forstyrrende for spillets flow. Man har som spiller i det nye spil frihed til at forlade animussen (som er den konsol, der tapper ind i Desmonds DNA hukommelse) og dermed også Enzios hverdag for at øve sig i en række virtuelle missioner. Dette var dog ikke noget, der virkede specielt tiltalende under undertegnedes gennemspilning af singleplayerdelen, idet det var intrigerne, personerne og ikke mindst den gribende handling i renæssancens Italien som trak mest.

Alle veje fører til…
Lige som med de forrige titler er en del af fascinationskraften ved Assassin’s Creed - Brotherhood den illusion om en levende metropol komplet med vagter, borgere – høj som lav, butikker - og ikke mindst et utal af centrale, historiske skikkelser, som det er lykkedes spillets skabere at flette sammen. At spille Brotherhood, er – for de der har spillet de forrige spil – lige som at få besøg af en gammel, kær ven man ikke har set længe. Man opdager hurtigt hvor meget man har savnet universet og samtidig gribes man hurtigt af fortællingen, der bogstaveligt talt starter med et brag.

Både Desmond og Enzio er på flugt. Desmond er sammen med frihedsbevægelsen og en transportabel animus på flugt fra de dystre tempelridder-bagmænd, der holdt ham fanget i det første spil. Forfader Enzio kan heller ikke nyde roen på hans families landsted Monteriggioni i særlig langt tid, for pludselig må han indse et han er blevet forrådt. En enorm hær står udenfor portene og han må derfor undslippe sin fødeby på hesteryg alt imens kanonkugler forvandler huse til flammende ruiner. Hvad er værre er, at Enzio mister den uvurderlige artefakt, som han svor at beskytte med sit liv i slutningen af forrige spil. ”Et stykke af paradis” er nu i fjendens hænder og derfor må han drage til Rom for at rette op på denne uret.

Sim Roma
Der er kommet et nyt strategielement med i Brotherhood, for Rom er gennem mange års misrøgt blevet ødelagt og idet Enzio tjener penge på sine snigmord, får han mulighed for både at købe jord, genåbne lukkede butikker og reparere akvædukter. Disse køb giver spilleren et fast afkast hvert tyvende minuts spilletid, som igen kan bruges på flere investeringer. Man kan købe bedre våben hos de smedjer man har åbnet, skaffe sig en ny klædedragt hos skrædderen eller man kan endog købe kunst til hovedkvarteret. Som i langt de fleste sandkassespil, er det ikke alle Roms områder man kan tilgå ved spillets start, men disse bliver gjort tilgængelige som spillet skrider frem.

Spilleren kan også selv være med til at bestemme hvilken type virksomhed visse af de bygninger man køber, skal benyttes til. Valget består helt enkelt i om hvorvidt man fylde bygningen med ludere, lommetyve eller soldater? Disse kan så hyres næste gang man kommer forbi stedet til enten at levere skjul (idet man kan vandre ubeset gennem vagtposter hvis man har en flok søde piger med) eller medløberne kan assistere Enzio med at slå på tæven, hvis man kommer i karambolage med de lokale.

Rom er fabelagtig flot gengivet og idet man kommer til Colloseum, de mange klassiske templer eller berømte kirker i byen, har man – som i de andre spil i serien – på bedste turistmanér mulighed for at få information om stedet ved et knaptryk. Det er med til at forankre fiktionen i en håndgribelig historisk virkelighed, så den opmærksomme spiller muligvis kan blive en anelse klogere på renæssancen samtidig med at man lystigt skærer struben over på rigmænd og korrumperede præster.

Sammenhold gør stærk
Det nyeste tiltag i Brotherhood er dog hverken ideen om at man ved kan genåbne butikker, opnå rabatter eller udvide sit arsenal, det er derimod ideen om at man kan redde almindelige borgere i Rom fra Borgiaernes soldater og på den måde hyre og træne en flok snigmordere, der kan assistere Enzio når lokummet virkeligt brænder. Det fungerer upåklageligt og selv om måske så tror, at spillet bliver alt for nemt at klare, når man ved et enkelt tastetryk kan tilkalde en hob snigmordere, så skal det understreges at det bestemt ikke kan lade sig gøre i alle situationer.

Disse nye brødre og søstre kan man, hvis man ikke mener man har brug for deres backup, sende ud på alskens missioner rundt om i Europa, hvorved de så bliver utilgængelige i det tidsrum som deres mission varer. Dette foregår ganske elegant ved at Enzio opsøger et dueslag og på den måde sender sine dekreter ud. Ved at sende snigmordere ud bliver disse både mere erfarne og stærkere, og optjener de nok point, kan man ligefrem promovere dem, købe bedre rustning eller våben til dem. De allerbedste bliver endda fuldgyldige medlemmer af assasinernes laug, illustreret ved en ceremoni som man ser de gennemgår i hovedkvarteret.

Store tænkere og større liderbukse
Hen mod slutningen af det andet spil mødte man bl.a. Machiavelli i Venedig og han kommer til at spille en langt større rolle i det nye spil. I tråd med den historiske figur, er han ganske omskiftelig og det er svært at vide om han faktisk har reelle hensigter eller han har tænkt sig at falde assasinernes orden i ryggen. Ud over ham møder man en række personligheder, som også optrådte i forrige spil, blandt andre den iltre borgherre Bartolomeo og opfinderen Leonardo Da Vinci – som under pres fra Roms styre har kreeret en række frygtindgydende krigsmaskiner som Enzio naturligvis får til opgave at ødelægge. Disse missioner er et kærkomment afbræk fra hovedmissionerne der som regel alle handler om snigmord, for skal Leonardos maskiner smadres og tegningerne destrueres må det hele foregå uden Enzio bliver spottet af vagter.

Naturligvis kan man ikke have et spil uden skurke og dem finder vi Assasin’s Creed - Brotherhood i en række af de mest ubehagelige, incestuøse, nederdrægtige, dobbeltbundede skurke man kan forestille sig i Borgia familien og deres skumle samarbejdspartnere. Topmålet af deres dekadence finder man utvivlsomt i den mission hvor man skal dræbe en næsten nøgen, fed onkel, der har organiseret et storstilet Bacchus-orgie i en af Roms klassiske ruiner.

Hvis man logger på Playstation Network har man endda mulighed for – ganske gratis – at downloade en serie missioner med stjernekiggeren Kopernikus som omdrejningspunkt. Både han og hans intellektuelle venner er nemlig ekstremt udsatte, idet både Vatikanet og kræfter hos Borgierne ringeagter deres nye syn på universet.

Intertekstuel ankronisme
Selv om spilserien benytter historiske personer og steder som inspiration og skaber en grafisk flade, der er så flot, at man næsten kan lugte hestemøget og duelorten i de smalle gader, så byder spillet også på elementer der bryder illusionen om perioden. Det sker i den scene hvor man for første gang møder Leonardo i Rom. Hvis man er opmærksom kan man opdage en papkasse, nøjagtig magen til den som optræder i Metal Gear Solid spillene. Det er en sådan en Solid Snake ofte gemmer sig under. Man når dog ikke at interagere med kassen før en cut-scene går i gang og man kan så forgæves forsøge at spotte papkassen andetsteds i den enorme by. Se evt. her. Vælger man at gennemføre alle træningsmissionerne i Animussen, så kan man tilmed låse op for et kostume, der også optræder i MGS – for så kan Enzio pludselig iklæde sig Raidens dragt. Papkassen og kostumet forekommer umiddelbart lidt forstyrrende i forhold til spillets evne til at skabe en både realistisk for- og fremtidsverden, men samtidig er det jo klare referencer til en af de mest indflydelsesrige spilserier i videospillenes historie – for uden MGS ville det sikkert have været ganske utænkeligt at forestille sig Assassin’s Creed. Så denne reference er jo helt tydeligt blot spilmagerne, der sender deres hyldest til deres japanske kollegaer på Kojima Studios.

Minimale fejl og mangler
Der er ikke meget man kan kritisere det nye spil for. Hvis man endelig skal nævne noget, så er der enkelte collision detection problemer. Det vil sige at få gange i løbet af spillet vil man opleve at figurers hænder og ben ”smelter sammen” med murværk, men det skete så få gange i løbet af de 8-10 timer singleplayerdelen tog, at det bedst af alt kan sammenlignes med den bevidste fejl persiske tæppemagere væver ind, da det jo kun er Gud som er fejlfri. Til gengæld er der ikke andre problemer med grafikken, spillet kører problemløst og især styringen af Enzio er blevet sømløs. Man klatrer nemt op af stejle mure, han kan gribe fat selv på skrå flader og det er også blevet muligt at ride sin hest rundt i byerne og springe fra hesten direkte op på bygninger eller over på et potentielt offer. Kort sagt så har teamet bag Brotherhood virkelig ramt hovedet på sømmet denne gang.

Spillet vil være en udfordring for alle de der aldrig har prøvet Assassin’s Creed før, og for de af os, der har spillet de forrige spil, så forekommer det utroligt at designerne endnu engang har kunnet skabe et spil der ikke kun nemt kan konkurrere med det foregående spil på den gribende fortælling, men som endnu engang er større, mere episk og som tilmed byder på en multiplayerdel, der lægger sig i en nærmest naturlig forlængelse af selve spillet. Der er flere forskellige spilmodes i multiplayerdelen, og ganske som man kunne træne sine assasins i singleplayerdelen, kan man også avancere med sin avatar i multiplayerdelen. Her er det muligt på flotte baner som ikke er en del af hovedspillet at snigmyrde venner, alle mod alle, eller arbejde sammen i hold, som hver især forsøger at nakke hinanden før tiden rinder ud. Det er både udfordrende og til tider frustrerende, især når man møder virkeligt garvede spillere.

Så lå Brotherhood ikke under juletræet i år, så er der al mulig god grund til at give sparegrisen hammeren, for spillet er et action-platformsspil af allerhøjeste kaliber, der med garanti vil appellere til såvel gamle som nye fans.