Et af de mest fortærskede citater når man beskæftiger sig med gys stammer fra H.P. Lovecrafts fagtekst Supernatural Horror in Litterature (1927): ”The oldest and strongest of human emotions is fear, and the oldest and strongest fear is the fear of the unknown”.

Frygten for dette ukendte opstår ikke kun når det er meget mørkt og du hører en skummel lyd fra stuen, men den kan også opstå i form af frygt for at miste forstanden, frygten for ikke at vide hvad f@#den der foregår omkring dig, frygten for at have mistet samhørighed med din omverden, din virkelighed. Det er alle sammen typer af frygt, som optræder i det ikoniske videospil Silent Hill 2, et spil der netop er blevet genudsendt i en ny, laber version til Playstation 5.

Den første iteration af spillet udkom i 2001 til Playstation 2, et spil som hurtigt blev en af anmelders favoritter. Selv om der er kommet en del andre spil i serien, så virker det oplagt at det er det andet spil i serien, der har fået en opdatering, for blandt fans af franchisen er der vist bred enighed om at dette – til trods for at det er en 2´er - er det allerbedste spil i hele serien.

Fornyelse og tradition
Spillet har selvsagt fået en grafisk facelift. Nu kan det være at du der kender originalen, kan finde på at spørge: ”Jamen, Torben, det er jo et spil der mest af alt består af buldermørke og tæt tåge. Hvad er det for noget grafik der kan opgraderes?” Det korte svar er at opdateringen af Silent Hill 2 er intet mindre end formidabel. Tågen er tæt, men det er ikke blot en kedelig grå flade. Det er en tåge, der konstant ondulerer og næsten virker levende. Alle de ting der sløres i denne evige dis ser på den vis vildt skumle ud. Spillet udnytter denne grå masse mindst lige så effektivt som den gør brug af mørke. I begge tilfælde er det ganske vanskeligt at vide hvad der monstro lurer derude.

Spilleren finder tidligt i spillet en gammel radio, der begynder at støje idet der er monstre i nærheden. Dette er næsten værre end ikke at blive advaret, for idet radioen (din controller) begynder at knitre, så ved du der er noget fælt lige rundt om det næste hjørne. Indimellem er det bare et stort kakerlaklignende insekt, mens det andre gange er noget meget større, meget ondere og meget farligere.

Lige som i en god gyserfilm er lydsiden over halvdelen af oplevelsen og her har skaberne virkeligt lagt sig i selen for at skabe en konstant dunkel baslyd, mærkværdige smaskelyde eller lyden af noget der pusler et eller andet sted. Selvfølgelig er det optimalt hvis du har tilsluttet din Playstation til et ordenligt surroundanlæg, for på den måde at få det optimale ud af spillets surround. Disse lyde, især den dybe brummende bastone, minder meget om den måde David Lynch ofte skaber lydrum i sine film. Du kan ikke rigtigt sætte fingeren på hvad det er, men dybt forstyrrende og ubehageligt er det helt sikkert.


Ud over at både lydsiden og det grafiske, har holdet bag dette remake - Blooper Games – forsøgt at være så tro mod gameplayet i originalen som mulig. Det er også en god idé for det var nok selve spillet: de gåder man stilles ovenfor, de nøgler man skal lede efter og de kombinationslåse man skal åbne for at komme videre, som folk husker. Nåeh ja, og så selvfølgelig, de klamme ansigtsløse sygeplejesker, de mystiske sneglelignende væsener, der spytter syre efter dig og sidst men ikke mindst en notoriske skurk kendt som Pyramid Head!

Klaustrofobisk noia
Anmelder havde en klar erindring om at spillet var et hvor man tilbragte en del tid udenfor i Silent Hills forladte gader, i parker og i baggårdene. Det skulle dog vise sig ikke helt at holde stik, for de primære baner i spillet er placeret indendørs. Kapellet vil selvsagt ikke afsløre ret meget, men det er fair at sige, at de bygninger der udgør de mest centrale i spillet, er nogen som nærmest konstant dukker op i alle andre typer gyserfortællinger.

Selv om det kan være monsterfrustrerende at være spærret inde i et for dig ukendt sted, sammen med et utal navnløse rædsler, så er det netop dette der driver spillet frem. Dertil kommer at skærmen ikke oplyser ret meget om hverken dit helbred (ud over at farven på din controller ændrer sig fra grøn til rød, alt efter hvor mange hug du får) eller hvor du skal hen, ud over de kort du kan være heldig at finde. Dem får du brug for, for det er meget nævnt at fare vild i Silent Hill.


Du spiller James, en fyr der er kørt til Silent Hill efter at have modtaget et mystisk brev fra sin afdøde kone, Mary. Det er i sagens natur jo en umulighed, men selv om han også selv tvivler på at genfinde hende, så skal forsøget bestemt gøres.

Undervejs i spillet finder du ledetråde og dokumenter der synes at fortælle brudstykker af historien om Silent Hill og de personer der har spillet en særlig vigtig rolle. Du afdækker også langsomt fortællingen om James´ afdøde hustru. I den forbindelse, så undgå at læse alt for meget om spillet eller se spilvideoer på nettet, for ofte afslører de alt for meget. Det ville være synd at ødelægge klimaks i stedet for at opleve det selv.

Parallelverden
Idet du bruger rum tid på spillet, vil du også opleve, at der er enkelte af de steder som du besøger, der tydeligvis også findes i en alternativ dyster udgave. En slags parallelunivers, hvor de i forvejen mugne og faldefærdige omgivelser er skiftet ud med endnu mere skumle, mørke og rustne af slagsen. På samme måde som en af de få mennesker du møder på din vej også minder dig om Mary.

Alle der har læst Das Unheimliche - Freuds eneste tekst om litteratur – ved at det netop er i mødet med ens dobbeltgænger, at det uhyggelige opstår – i Silent Hill har selve bygningerne tydeligvis også dobbeltgængere. Det kan godt være at der vil være nogle spillere, der kan finde på at kritisere dialogen mellem figurerne i spillets cut-scenes er ganske besynderlige, men netop det at folk har vanskeligt ved at kommunikere med hinanden, taler forbi hinanden og antyder en masse ting, der aldrig bliver fulgt op på, er med til at gøre stemningen endnu mere speciel.


Spillet er jo rendyrket survival horror. Du bliver nødt til at spare på kuglerne og på de forskellige stoffer du kan samle op og benytte til at forbedre dit helbred i spillet. Begge dele findes, men alt efter hvilken sværhedsgrad du spiller på, så er der længere mellem sagerne og monstrene bliver vanskeligere at nedkæmpe jo større en udfordring du giver dig selv. Ligeledes kan det være en større udfordring at løse nogle af de gåder som er i spillet.

Silent Hill 2 er ganske enkelt et fremragende gyserspil. Det er meget nemt at blive grebet af en dyster stemning , hvad enten du bevæger dig tøvende ned af en kulsort, rusten korridor eller mellem husene i byen. Der er ikke monstre overalt, men netop den næsten knugende stilhed, den førnævnte radioknitren idet ´noget´ er i nærheden kombineret med en eminent lyd- og billedside gør, at det er vanskeligt at være andet end bjergtaget over den nye version af Silent Hill 2.

Måske gribes du også af en følelse af lettelse, idet spillet er gennemført efter en 10-12 timers intensiv gaming, men spørgsmålet er blot, om du virkelig har klaret Silent Hill? Selv om din Playstation måske er slukket, så kan du umuligt slukke for hverken tågen eller mørket.