Det første officielle spil baseret på den amerikanske tegnefilmsserie South Park har været længe undervejs. Faktisk er det over et halvt år forsinket blandt andet, fordi spillet har skiftet udviklere undervejs. Til gengæld har det været hele ventetiden værd, for det er så afgjort det mest morsomme spil, undertegnede nogensinde har spillet. Det bør i den forbindelse nævnes, at man ikke har nødig at være den store fan af tv-serien for at elske spillet, men det hjælper naturligvis. For undervejs møder man både figurer og handlingselementer, som er direkte referencer til det på én gang uskyldige og meget syge univers.

En af de helt basale egenskaber ved South Park er, at serien tager udgangspunkt i et univers, der skildres i børnehøjde, hvor det som oftest er forældrene, der er klamme, utilregnelige og som skaber de problemer, som optræder. Dette er også tilfældet i spillet, for selv om det i starten er børnene, der bekriger hinanden, er det de voksne der gør, at hele byen bliver truet med udslettelse. Selv om serien i løbet af de senere år har veget lidt væk fra førnævnte formel, så vil man glædes over, at spillet i al fald har fundet tilbage til denne barnlige, legende fortællestil.

Elverfolk mod mennesker
Som spiller starter man med at skabe sin egen figur. Der er i sagens natur et hav af forskellige muligheder, man kan vælge ift. tøjstil, hårpragt og ansigtstræk, men naturligvis holdt i det genkendelige flyttefilmsstil, som man husker fra serien. Når man er færdig med dette – og har valgt om man vil spille en af de fire klasser: tyv, kriger, magiker eller jøde (!) – så starter spilet med, at ens figur ankommer som det nye barn til byen og straks bliver involveret i de lokale børns stort anlagt rollespil.

I starten af spillet bliver man hurtigt venner med ”menneskerne” – ledet af troldmanden Cartman, der indædt bekriger elverfolket, under ledelse, skal det vise sig senere, af Kyle. De kæmper begge indædt om sandhedens gren, som har givet spillet sin undertitel, for ejer man den, kan man styre hele det rollespilsunivers børnene har udtænkt. Det er naturligvis en leg, men en leg som alle ungerne tager endog meget alvorligt. Med frygt for at afsløre for meget, får man undervejs ligefrem mulighed for at vælge, hvilken af de to fraktioner, man helst kæmpe sammen med.

Level up!
South Park: The Stick of Truth er ret beset et helt klassisk RPG, hvor man på den ene side får en masse missioner, man skal udføre rundt omkring i byen, samtidig med at man både oplever tur-baserede kampe med både tilfældige modstandere, som dukker op på ens tur gennem byen, og de noget hårdere kampe, der er en del af spillets hovedhistorie. Undervejs får man derfor også mulighed for at opdatere ens våben, tilkæmpe sig til interessante genstande, bruge points på at gøre sin figur og ens udstyr bedre osv. osv.

Selv om man ikke er utroligt velbevandret i denne type spil, så er spillet designet på en sådan måde, at det er forholdsvis nemt, selv for nybegyndere, at opgradere udstyr og evner. Dertil kommer, at historien, dialogerne og mellemsekvenserne, som optræder, er så bizarre, sjove og skøre, at man er virkeligt godt underholdt hele vejen igennem. Det kræver naturligvis at man er rimelig god til engelsk, men godt det samme, for det er helt forståeligt, at spillet har fået en 18-års grænse. Der tales nemlig meget, meget grimt og samtidig vises der i løbet af handlingen, som bestemt ikke egner sig for børn.


Europæisk censur
Til trods for sin aldersgrænse og de ofte meget grænseoverskridende sekvenser, man skal spille sig igennem (som eksempel kan nævnes, at man på et fremskredent tidspunkt i spillet er blevet skrumpet og skal kæmpe sig op gennem et tarmsystem), så har Ubisoft valgt at udsende en censureret version af spillet i stort set hele verden, med undtagelse af USA.

Dette virker meget mærkværdigt, idet vi i Danmark er vant til at såvel film som tegneserier, og spil fås helt ucensurerede. Det er dog ikke tilfældet her, for i syv mindre spilsekvenser er i blevet udskiftet med en skærm, der forestiller Michelangelos David-statue, der laver en face-palm, mens Matt Stone og Trey Parker har skrevet en nydelig undskyldning og en ganske morsom beskrivelse af, hvad det var som spilleren IKKE fik mulighed for at spille sig gennem.

Det, som er censureret, er en række mindre sekvenser ombord på en UFO, hvor spilleren ved uheld gentagne gange kommer til at udsætte en af spillets andre figurer for en voldsom anal udblokning, og dels er der nogle sekvenser på byens abortklinik, hvor man skal foretage abort på selvsamme figur. De censurerede scener kan dog ses her, hvis man er nysgerrig. Man kan mene om denne censur, hvad man vil, men det virker bare mystisk, at netop disse elementer er blevet dømt til censur, når nu der er så mange andre ting i spillet, der også kan virke anstødelige. Mærkværdigt bliver det især, når man tænker på hvor mange andre voldsomme, potentielt krænkende og syge konsolspil, man kan opdrive markedet. Kort sagt forekommer det i denne anmelders øjne helt unødigt


Utroligt gennemført
Censuren dæmper dog ikke begejstringen over resten af spillet, for det er utroligt fedt lavet. Spillet ligner vitterligt tv-serien på en prik og selv om grafikken ligger langt fra det udtryk, som de utroligt detaljerede 3D-verdener, man eksempelvis kan opleve i The Last of US eller Far Cry 3, så er South Park netop kendetegnet ved blandingen af utroligt primitive 2D-figurer koblet med realistiske eksplosions- og ildeffekter. Den primitive, flyttefilms-stil er dog perfekt emuleret helt ned til teksturen på det ”pap” som figurerne er består af, og vidste man ikke bedre, ville man tro, at det var et afsnit af tv-serien, der afspiller sig og ikke et PS3-spil. Eminent sjovt er det også, idet spilleren tager til Canada, for her forvandles spillet til 32-bits Zelda-grafik komplet med Amiga-lydspor. Mere nørdet kan det næppe blive!

Det, der dog bærer spillet frem, er den konsekvente udsyrede humor. Man kan undervejs i spillet møde langt de fleste fra seriens enorme persongalleri, og enkelte af disse figurer kan, såfremt man klarer en mission for dem (lige som i Final Fantasy), påkaldes en enkelt gang. Er man derfor klemt fast i en kampsituation og ved at løbe tør for helbred eller magi, kan man eksempelvis påkalde Mr. Hankey, der sender en syndflod af lort mod ens modstanderene, eller Jesus, der ankommer med englekor og AK-47. Herudover er der også masser af ting at lede efter i byen, hvilket sikrer, at man aldrig keder sig.


På opdagelse
Kort sagt, så er The Stick of Truth uden anden sammenligning det spil til PS3, der har fået undertegnede til at grine højst allerflest gange. Det handler naturligvis om, at man synes deres form for humor er morsom, men er man fan, er der ingen vej udenom den interaktive udgave af South Park. Dertil kommer, at selv om kampene har en tendens til at blive en smule repetitative – især idet man finder ud af, hvilke kombinationer af ledsagere og specialtræk, der fungerer bedst – så bliver disse kampe aldrig kedelige. Udviklerne på Obsidian har nemlig fundet en virkelig fin balance mellem kamp og handlingselementer.

Er man virkelig nørdet omkring spillet, er der gemt utrolig mange overraskelser og sidemissioner undervejs, og de spillere, der går benhårdt efter trophies, får også kam til deres hår. Der er, når man er kommet ind i spillet, mulighed for – i kampsituationerne – at alliere sig med flere af de centrale figurer fra serien (Kyle, Cartman, Butters, Kenny & Stan), men kun en af gangen. Samtidig får man lov til at slås mod nazi-zombier, ufomænd, hjemløse, store søskende og mange andre typer fjender.

Uden tvivl er dette spil den bedste konvertering af en tegnefilmsserie, der er set til dato. Replikkerne sidder lige i skabet. Den ene tossede scene afløser den næste, og heldigvis snakkes der allerede forsigtigt om en fortsættelse af spillet, alt efter hvor godt dette spil bliver modtaget. Så skynd dig derfor ud og få fingrene i Stick of Truth, for dette spil fortjener i den grad en lige så gennemført to’er.