Måske er mediernes konstante fokus på den globale opvarmning, terrorisme, massedemonstrationer rundt om i verden eller den økonomiske ustabilitet, der gør at postapokalyptiske fortællinger har kronede dage i øjeblikket? Man har blot nødig at se på de, i skrivende stund, aktuelle biograftitler der viser os dommedagsscenarier, for både den mislykkede After Earth og World War Z fortsætter trenden med en række dystopiske film, der især gennem det sidste tiår, har vist os dystre billeder af vor fremtid.

Dystopien er dog ikke begrænset til det store lærred, for også i tv-serier, bøger, videospil og tegneserier møder vi tomme verdener, befolket af en håndfuld desperate overlevende og ikke mindst de farer der truer deres eksistens – uanset om denne trussel består af vampyrer, mutanter, zombier eller den værste fjende af alle: mennesket selv.

Har du selv lyst til at opleve en sådan trøstesløs verden skildret på mest brutal side, men samtidig indlemmet i en rammefortælling, der med garanti vil få selv den mest kyniske gamer til at få en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen er Playstation 3 titlen The Last of Us det spil, som du ikke alene bør, men skal få fat i med det samme!

Der har været ganske meget hype om spillet i såvel den trykte presse som rundt om på nettet omkring Naughty Dogs seneste spil. Det er et spil, som af flere anmeldere er blevet udråbt til et mesterværk og som et af de sidste episke spil vi får at se på PS3, før PS4 konsollen kommer i handlen senere på året. Sådanne roser gør, at man som spiller og ikke mindst som anmelder skruer ens forventninger helt i vejret, før disken glider i maskinen og det første skærmbillede toner op. Der er dog ingen grund til nervøsitet for The Last of Us lever i den grad op til roserne og lidt til!

Kort sagt så er The Last of Us et formidabelt spil!

Som spilnørd skal man vist have boet i en jordhule i det sidste halve år for ikke at have hørt om dette spil, men for de der har, kommer her det mest basale: I en ustyrlig stemningsmættet prolog til hovedhandlingen i spillet, oplever spilleren på egen hånd hvordan stemningen var i dagene op til katastrofens udbrud. En prolog der ikke kun er med til at karakterisere spillets primære avatar Joel, men som også giver den nødvendige følelsesmæssige baggrund til figuren. Vi springer efter katastrofen tyve år frem i tiden. En verdensomspændende epidemi har forvandlet store dele af jordens befolkning til uhyrer og menneskeheden kæmper for at overleve i forskansede områder midt i de amerikanske storbyer.

Der er hovedsagelig to fraktioner, der kæmper om magten i dette kaos. På den ene side er der militæret og på den anden side oprørsbevægelsen The Fireflies. Imellem disse er også andre overlevende, der enten har til sinde at hjælpe eller at myrde dig. Flest af alt er der dog uhyrerne, som man først møder ansigt til ansigt efter omkring tre kvarters spil. De er mennesker som den dødelige virus har muteret til svampelignende ukendelighed. De er lynhurtige hvis de hører dig og de besidder en vildskab og en blodtørst der ikke skelner mellem tilhørsforhold, men som udelukkende drives frem af væsenernes eget overlevelsesinstrinkt.

Der er flere måder man kan vælge at forsøge at komme gennem spillet på. Enten kan man forsøge at snige sig rundt og helt undgå konfrontationer med uhyrer og fjender, man kan også vælge at liste sig ind for at forsøge at lave et bagholdsangreb eller endelig kan man kaste sig ud i kampen. Den sidstnævnte løsning er også den sværeste, idet både patroner, medkits og andre basale fornødenheder – lige som i Resident Evil serien – ofte er en mangelvare.

Under en rutinetur for at skaffe våben, bliver Joel præsenteret for den unge pige Ellie og bliver bedt om at tage ansvaret for hendes sikkerhed. Ellie er nemlig ikke kun vigtig for oprørshæren, men hun er muligvis nøglen til hele menneskehedens overlevelse. Ellie er nemlig blevet bidt af et af uhyrerne, men har ikke forvandlet sig til et. Derfor må den fåmælte knudemand Joel modstræbende love at tage ansvaret for den charmerende teenager, indtil de kan finde frem til nogle videnskabsfolk, der stadigt, stædigt forsøger at finde en kur. Spørgsmålet er bare om der overhovedet er nogen tilbage der kan hjælpe, eller om Joel og Ellies rejse gennem det decimerede USA bliver rent sisyfosarbejde?



Der er som nævnt selskabet Naughty Dog der har stået for udviklingen af The Last of Us. De har før stået bag serien om Nathan Drake, der i Tomb Raiders og Indiana Jones’ ånd pustede liv i kulørte eventyr om skjulte skatte. Det er dog et helt andet, mere gravalvorligt, dystert og mørkt spil der præsenteres for os i The Last of Us. Det er bestemt et af de spil, hvor man skal respektere aldersgrænsen, for det er ikke kun ufatteligt blodigt og voldsomt, det giver også spilleren en emotionel ørefigen flere gange. Der er tabuer der brydes, grænser der overskrides og skillelinjerne mellem godt og ondt udviskes som spillet skrider frem.

Der er ikke megen fokus på gådeløsning – for selv om der forekommer enkelte fysiske puzzles, der skal løses undervejs, er de ofte af samme karakter (find eruopallen som Ellie kan sidde på, idet hun ikke selv kan svømme over floden, find det sted hvor du kan give hende en hestesko, så hun kan sænke stigen ned, så I kan komme videre på banen, etc.) og disse puzzles fordrer ikke umiddelbart spillerens IQ.

Fokus i spillet er derimod på først og fremmest at levere hårdhændet survival horror. Det vil sige, at der skal sniges rundt i enorme, overgroede områder, gennem kloaksystemer og i åbne bylandskaber, hvor kranier knuses med foden, macheter synker ned i skuldre og struber flås endda ud med tænderne, hvis man være så uheldig at blive overmandet af en såkaldt ”clicker”, der hører til blandt de mest væmmelige monstre. Desuden lykkes det spilmagerne mellem al denne brutalitet og nihilisme at fortælle en smuk historie om de sidste rester af menneskelig nærhed og omsorg i en verden, hvor det kun er den stærkeste, mest kyniske der vil overleve.

Spillet er desuden lige så bjergtagende smukt, som det er uhyggeligt og der er flere gange undervejs at man stopper sit snigeri, bare for at nyde illusionen om den levende, troværdige verden som spildesignerne har skabt til os. Dertil kommer at spilmekanikken er fantastisk. Selv om monstrene og modstandernes AI i sagens natur let lader sig narre af en flaske der kastes i et hjørne, hvorefter man nemt kan snige sig ind på dem og dræbe dem bagfra, kan man heller ikke lade være med at nyde den detaljerighed der omgiver en. Områderne er store, varierede og ikke mindst eminent lyssat. Der er detaljer som smådyr der flygter fra ens lyskegle eller fugle der skræmmes af pistolskud, som fuldender illusionen. Musikken er for det meste afdæmpet og underbygger det filmiske aspekt af spillet perfekt og endelig er der de dialogstumper som Ellie og Joel har undervejs (ikke i de mellemliggende cut-scenes, men under gennemspilningen af banerne), som er virkelig gode. Stemningen er altså så tyk, at man på det nærmeste kan skære gennem den med en flækøkse.



Der var kun to meget korte grafikfejl i løbet af de små 14 timer, som det tog undertegnede at gennemspille singleplayerdelen. På et tidspunkt var der en vagt, der simpelthen forsvandt for øjnene af Ellie idet han begav sig ud i en snestorm udenfor den bygning Ellie befandt sig i (ja, man kommer også til at spille pigen), og på et andet tidspunkt var der i et kort øjeblik tyk tåge i stedet for en underetage i den bygning der blev udforsket. Det er på ingen måde grelt, især taget i betragtning af der ikke optræder loading-skærme i spillet, ud over den indledende. Niveauerne loades i stedet mens handlingssekvenserne vises og dette gør at man ofte bliver overrasket når man tjekker sit ur i virkeligheden for at se hvor sent det er blevet. Apropos cut-scenes, så er både stemmeskuespillet og ansigtsmimikken naturligvis helt i top i disse. Faktisk er der ikke set flottere ansigtsanimation siden L.A. Noir.



Som om alt dette ikke burde være rigeligt, så byder The Last of Us også på en ganske fremragende multiplayerdel, der med garanti også vil appellere til de spillere, som normalt forsøger at undgå denne type spil. I teams på otte mod otte, kæmpes der på en række ustyrligt flotte baner, på liv og død mod et andet hold. Det handler ikke kun om at være god til at samarbejde, men i det hele taget om dine evner til at snige dig tæt på modstanderne og bruge overraskelsesangreb. De enkelte takedowns er lige så brutale og fysisk voldsomme som i singleplayerdelen og når man tillige har valgt at fokusere på, at det ikke handler om hurtig action men derimod velovervejede snigeangreb, gør at multiplayerfunktionen er så markant anderledes fra de spil der normalt tiltrækker disse spillere til. Multiplayerdelen af spillet er ikke det spilpressen har fokuseret mest på, men det er en skam, for det virker umiddelbart lige så gennemarbejdet og gennemtænkt som hovedspillet.

The Last of Us er altså uden tvivl det spil du bør anskaffe dig til de sommerdage hvor vejret driller. Selv om det kan gennemføres af en halvgammel tosse på ca. 14 timer, så er det et spil som man godt vil spille igennem, på en højere sværhedsgrad – for selv om den verden man kastes ud i måske ikke er særlig behagelig, så er den både vildt fascinerende og byder på en af de bedste interaktive fortællinger i længere tid. Idet man selv får mulighed for at spille hovedpersonerne, bliver man sjovt nok også mere følelsesmæssig involveret i hovedpersonernes liv, end hvis The Last of Us havde været en dyr Hollywoodfilm.