Det er velsagtens også på tide … tænker jeg og retter blikket mod nærværende udgave af Markens grøde, nys udkommet på Bechs Forlag.

Første gang i dansk oversættelse – godt klaret af Karen Fastrup. En titel med bemærkelsesværdig karakter, kant og betydning.

Skrevet af Knut Hamsun er den, og det er et værk, som må siges at ligge til grund for tildelingen af Nobelprisen i litteratur til den norske forfatter.

Den står ganske enkelt for mig som en af årets – om end det er tidligt på det – store læseoplevelser. Det kan der faktisk ikke herske noget tvivl om, al den stund den rummer … det hele.

Særligt karakterskildringen og det særligt hamsun´ske er i højsædet: dette spontane indfald til at følge hovedpersoners gøren og laden på meget naturtro og overraskende vis.

Lad mig zoome en kende ind på handlingen.

I indledningen træffer vi en mand, som bevæger sig rundt på sine to ben med noget for øje. Et sted at slå sig ned er, hvad han har i sinde. Et egnet sted i naturen, hvor han finder sig til rette og finder fodfæste i en fremtid, han vil bygge for sig selv. Han er en enspænder, en typisk hamsun´sk helt, og han har nok i sig selv, bærer på en kuffert af livsoplevelser, som vi som læsere ikke i begyndelsen stifter megen bekendtskab med. En mystisk figur, der kalder på min opmærksomhed.

Vi befinder os i den sidste del af 1800-tallet i Norge. Isak hedder manden, vi følger igennem tykt og tyndt. Han vil dyrke jorden. Skabe sig sit område og leve simpelt og af de afgrøder, han kan høste, og han er ganske klar over, at det vil kræve ham megen slid og besvær. Han går i begyndelsen til og fra byen med blik for de fornødenheder, han har brug for, og han bryder sig om at slæbe, om slid og besvær, for det trætter og gør kroppen godt.

En kvinde støder til, og der kommer langsomt en kende mere struktur over det hele. Et strejf af feminin ynde og glæde bølger ham i møde. Hun hedder Inger, og hun henter dyr til det, der er ved at udvikle sig til en gård. Senere kommer børn, og således er endnu en generation sikret dér i et liv i pagt med naturen. Kan dette liv fortsætte, eller slår industrier og maskiner ind over dem? Det er det spændende, klingende spørgsmål at holde sig for øje.

At Knut Hamsun i 1920 modtog Nobelprisen i litteratur skyldes i høj grad dette værk, som er blevet højnet af mange forfattere sidenhen.

Jeg forstår hvorfor.

Det er en klassiker, et stykke stor litteratur, nu fint formidlet på moderne dansk.