Romanen her – lille og indgribende, som den er – udkom for første gang i 1906, og dens skønhed samt smukke stil står for sig selv, som noget af det ypperste, Knut Hamsun har skrevet.

Det er ikke udelukkende mig, der mener at vide det.

Den er anset som et fremhævelsesværdigt værk, og Batzer & Co har gjort det fine netop nu at trække den frem til danske læsere.

Den indgår i den såkaldte vandrertrilogi, hvorfor vi må forvente, venter jeg, at yderligere to vil dukke op hen ad vejen.

Det er Pedersen, der er vores hovedperson. En landstryger af en art, en art frihedsøgende herre, som stikker af fra byen. Han vender den moderne tid ryggen, for det er i og for sig enkelt for ham: Det er det simple og ukunstlede liv, han søger.

Det forekommer ham, at det blot er muligt at finde på landet, og han drager fra gård til gård.

Han drømmer, er en drømmer, og han har et åbent og frit sind, hvorfor indtryk og sansninger synes at sætte sig mere fast hos ham end hos andre.

Han har – går det op for læseren – svært ved at forbinde sig, ved at slå rod, og er det så friheden, han finder, eller er det snarere rodløsheden, der sætter ind?

Det er vel det tema, der slås tydeligst an i romanen, som bør læses blidt i vinden, gerne under et bøgetræ med changerende blade, i en brise, for naturens lyde fænger i en læsning.

Det kan jeg i al fald anbefale med glæde.

Sproget er formfuldendt, må jeg her slå fast – forbilledligt oversat af Axel Sørensen og Arild Batzer.