En unavngiven fortæller frekventerer byen, defilerer forbi, flanerer og forsvinder for sig selv, opsluges af sultens altdominerende angreb; sult som den fysiske sult, der melder sig i maven, sult som i den overordnede sult efter mentalt indhold, efter at producere tekst, sætninger, romaner og få sig læsere, blive mættet i deres blikke. Sult efter blikket fra en udkåren. Sult efter åndelig føde. Sult allevegne. En person i forfald.


Knut Hamsun har skrevet et værk, som for eftertiden har markeret sig som et af de helt store.

Jeg tænker her også på Franz Kafkas En sultekunstner, der tager det at sulte til sig og skraber fedt for fedt fra og ender med døden, idet kroppen står af. Knut Hamsuns helt, eller skulle vi snarere sige antihelt, har her et andet ærinde, for han vil være i kroppen, men han vil mærke, hvordan sulten kan være en skabende kraft, hvordan man som sulten kan skabe resultater. Så spørgsmålet er, hvor grænsen går? Hvornår bukker man under? Hamsuns fortæller bevæger sig på kanten, balancerer, hallucinerer og mister undervejs orienteringen i byen og i sit eget liv, ganske enkelt.

Vi ved, at Knut Hamsun på denne tid, hvor han nedskrev dette værk, har bevæget sig rundt i Kristania som en fattig fyr, ventende det store og gode lige rundt om hjørnet, hvorfor det er ganske nærliggende at læse hans liv ind i romanen her. Så det er den helt konkrete sult. Sulten efter en tilværelse, samtidig med at det er en sult efter et ståsted, en sikkerhed, en platform, et liv at leve.

Hamsun fik sig et liv at leve, og hans værker står for sig selv. For mig er det en stor lise at læse hans litteratur, for den er så original, og her godt indfanget af Kim Leine, som her revideret den. Hamsun har ikke modtaget megen undervisning, idet skolegang ikke var en gave, han kunne pakke op, men han har sandelig opnået en særegen stil, hvor han lader hånt om konventioner og grammatiske elementer, idet han i stort set samme sætning kan svinge fra nutid til datid, fremtid og tilbage igen, og man lader ham gladelig gøre det, for der er en rytme, en nerve i skriften, man sjældent møder.