Når man laver en børnebibel – ja endda en babybibel – for de mindste, så skal der selvsagt foretages rigtig mange – kolossalt mange – fravalg, da en bibel for de mindste ikke kan indeholde så mange historier, og her er udvalgt syv.

Derfor er det også interessant at se, hvilke historier der er tilvalgt, og hvordan det er lykkes at fortælle dem.

Og her synes jeg måske, at historien om Noa og den store båd (s. 10) ikke er særlig velvalgt, i hvert fald hvis man ser, hvordan den er udfoldet i bogen. For jeg mener, at når man vælger historien, må man også være tro mod dramatikken, og ganske vist står der til sidst, at Gud aldrig mere vil ”oversvømme Jorden igen” (s.14), men der står ikke noget om at alt levende druknede. Det er måske heller ikke den fortælling, babyer skal have, men hvorfor overhovedet vælge historien, når den er så drabelig?

Det er fint, at juleevangeliet – som selvsagt er uhyre kort fortalt – ikke bruger ordet ”frelser”, men holder sig til ”Jesus er noget særligt”, ”Han er et stort mirakel”, ”Guds gave til os” (s. 25), så vi kommer væk fra de dogmatiske begreber, når vi læser for de mindste.

Og kan jeg godt lide afsnittet ”Jesus har altid tid”, hvor man virkelig kommer ned i babyhøjde (eller rettere op på mors skudre!).

Til gengæld kan det ærgre mig, at sætningen ”Engang lærte Jesus sine venner, hvordan man kan snakke med Gud” (s. 32), glider over i fadervor, som den står i bibelen (dog uden vorde og thi). Det ville være helt oplagt at lave en evt. kortere version, hvor sproget passede til babybibelen. Det gælder også velsignelsen(s.39). Hvorfor ikke skrive teksten om, så det passer til babybibel-sprog?

På samme måde som historien om Noa og hans store båd, synes jeg også, at påsken bliver lidt amputeret. Det er en højdramatisk historie, og måske skal den slet ikke med i en babybibel?

Til genkald kan jeg godt lide, at man ikke bruger et så dogmatisk ord som ”opstandelsen”, men helt enkelt fortæller, at efter at Jesus dør, ”ser hans venner ham igen” (s. 43) efter tre dage. Og bogen slutter med forkyndelsen, når den er allermest enkel, som den bør være i en babybibel: ”Se! Jesus lever. Livet vinder” (s. 44). Det er i virkeligheden den kristne forkyndelse i kortform, også for voksne.

Der er også trykt nogle kendte salmer undervejs. Det er sikkert en smagssag, hvilke man bør vælge, og jeg er glad for, at man i det mindste har valgt Lina Sandell-Berg, selvom det ikke er en, jeg kender så meget til, men hun er dog den nyeste salmedigter af de valgte. I stedet for Brorson, Grundtvig og Ingemann kunne man godt have overvejet, om ikke nogen nyere digtere kunne have fundet vej: Hans Anker Jørgensen, Lars Busk Sørensen, Lisbeth Smedegaard Andersen, Iben Krogsdal, mv.?

Babybibelen tjener uden tvivl sit formål ved at gøre teksterne meget enkle med nogle illustrationer af Marieke ten Berge, hvor der er nok at kigge på, og det er sikkert en temperamentssag og et spørgsmål om principper i hvor høj grad man skal være (mere) tro mod de tekster, man faktisk vælger af den mangfoldighed af tekster, man kunne have valgt, samtidig med at man naturligvis har målgruppen for øje, når det gælder indhold og ordvalg.

Jeg kan godt lide at mange dogmatiske udtryk er undgået, men den kunne godt være mere opdateret med salmerne. Desuden: Vi skriver 2024, hvorfor må far ikke være med? Det er mor, der giver et kram (s. 5), og det er mors skuldre, børnene sidder på (s. 29). Hvor er far henne?