Knut Hamsun. Oftest forbundet med Sult og med at sympatisere med Adolf Hitlers nazisme. Forbind ham også gerne med romanen Pan, som netop er genudgivet af Gyldendal. Af mange læsende betragtet som en storslået bedrift, en decideret digterisk triumf, hvorfor?

Naturens kraft. Et omdrejningspunkt.

Jeg bæver altid en kende, når jeg nærmer mig Hamsun, for han er blevet fremhævet som en stor kanon af mange. Einstein slog ganske enkelt fast, at Hamsun var et af tidens største mennesker, mens Ernest Hemingway ikke var sen til at understrege, at Hamsun havde ‘lært’ ham at skrive.

I Pan befinder vi os i Norge, i det nordlige. Vi skriver år 1855. Vores fortæller er en løjtnant, og han er en enspænder, dér i skoven. Han nyder naturen og går på jagt, gerne i et med naturen, fisker og beder ikke om det store drama der i naturens strømninger. Da får han forbindelse til Edvarda, som kommer fra en by tæt på, og forelskelsen slår ind over ham. Han havner uforudset i et drama, som han ikke sådan uden videre kan trække sig fra igen.

Det er i og for sig historien, som den folder sig ud, og den er således lavdæmpet, nedtonet og stillestående, og læsetempoet sættes gevaldigt ned, så hvad er der på færde?

Jeg har reflekteret derover efter endt læsning, og jeg nærmer mig en forståelse af, at der er et indre drama, der lirker sig ind i mig og får mig til at se situationer med et skærpet blik: at Hamsun inviterer ind til et liv levet af en herre, der ikke ønsker, at livet rammer ham fra højre og venstre, for han vil passe sig selv, men det viser sig at være en ganske umulig opgave, og han går i hundene, bryder sammen. Han mangler civilisationens koder, de sociale færdigheder, som han måske har haft i sig engang, men som nu i mødet med naturen er blevet vristet fra ham, og det går ud over Edvarda og i sidste ende ham selv også. Jeg ser scenen, hvor han kaster Edvardas sko ud i søen i vrede, men uden anger. Jeg ser episoden, hvor han føler sig nedtrykt over at se et stykke fattigt bark på en rådden gren, og tårer triller.

En mand tabt for civilisationen - en perle i litteraturhistorien.

Jeg er fan.