Betegnelsen kultforfatter går igen, når man støder på omtaler af den amerikanske forfatter Richard Brautigan (1935-1984). Han rubriceres ofte som en del af den litterære modkultur, der udspring fra San Fransisco og omegn i 1960’erne. Men hans forfatterskab har langt fra samme ikoniske status, som mange af de samtidige beatdigteres. Ja, faktisk opnåede han heller aldrig særlig stor anerkendelse, mens levede.

10 digtsamlinger, 10 romaner og 2 novellesamlinger nåede han at udgive, hvoraf hans anden roman Trout Fishing in America fra 1967 er hans mest kendte. En håndfuld af hans værker er oversat til dansk, men noget kendt navn i den danske litterære offentlighed, er han for så vidt ikke.

Men måske tiden er moden til en Brautigan-renæssance? Der er i hvert fald al mulig grund til at lovprise det lille, men litterært ambitiøse århusianske forlag Atlanten for at udgive Så vinden ikke blæser det hele væk, som blev den sidste af Brautigans bøger, der blev udgivet, mens han levede.

Det er erindringens land, der besøges i denne korte roman. Et gådefuldt, halvt-mytologisk land, hvor vi fx møder en gammel uhyggelig mand, der bor i et hus af pap ved en sø; et overvægtigt ægtepar, der hver aften pakker en dagligstue ud ved samme sø og fisker maller fra deres sofa.

Vi er i det norvestlige USA, i en fattig forstad i Oregon, i tiden lige efter 2. verdenskrig med efterdønningerne fra 1930’ernes Store Depression. Bogen er også et stykke knaldhård socialrealisme med kvarterer i forfald og omsorgssvigtede børn. Men først og fremmest er det en bog om at erindre, og om hvordan erindringer tager form, når de fortælles. Som det hedder på bogens første side: ”jeg sidder her den 1. august 1979 med mit øre presset op mod fortiden som mod en væg i et hus, der ikke længere findes”.

Barndommen set gennem tragediens prisme
Det er en fortælling om, hvordan erindringen af barndommen bliver gennemfarvet af en tragisk vådeskudsulykke, som vi lige fra starten af romanen ved vil indtræffe, og som bliver prismen, hvorigennem alt, hvad der sker før og efter, ses igennem. Så når den voksne fortæller indvier os i sit barnejegs uhyggelige dyrkelse af døden, og især døde børn, er det oplagt at læse det som en retrospektiv farvning af erindringen om sin barndom.

Selvom det er det erindrede jeg – en 12 årig dreng – som fortællingen fortælles igennem, er det meget tydeligt filtreret gennem den voksnes – den 44 årige jeg-fortællers – bevidsthed. Det er i høj grad afstanden mellem de to jeg’er som skaber tekstens dynamik: den voksnes refleksion iblandet barnets blik; barnets absurde logik og fortællerens kyniske melankolsk-distancerede ironi.

Cool distance og tilværelsens tilfældigheder
Det er i sin essens en fortælling om en tragedie. Men skrevet frem cool distanceret og med lejlighedsvis tyk ironi og sarkasme, som både lader sig læse som en følelsesmæssig distancering fra den tragiske hændelse i barndommen, men også en som en generel tilværelsesattitude.

Det er også en universel fortælling om, hvordan en tilfældighed kan forme et menneskes livsbane, og hvordan vi afmægtigt forsøger på at komme overens med det. En fortælling om tiden, der er gået. Om en forsvundet barndom. En forsvunden tid. Som det gådefuldt hedder med en sætning, der går igen som et omkvæd i bogen: ”Så vinden ikke blæser det hele væk/støv … amerikansk … støv.”

Stærk litteratur er det i hvert fald. Fik jeg takket forlaget Atlanten for, at denne perle nu også findes på dansk.