Fortælleglæde. Sprudlevende sætninger. Det er en fornøjelse af læse denne nye roman fra Norge, fra Lars Saabye Christensens hånd.

Han skriver umådelig godt. Så forførende og flydende. Alene af den grund er der basis for blot at læne sig tilbage i bladbunker og nyde den kølige luft, der nu i efteråret melder sig.

Den er fyldig, Vrageren, idet den emmer af historier og personlige anliggender.

Det er Jørgen Ribe, vi følger. Han vokser op i Gabels Gate på Oslos vestkant, og han er ganske typisk for sin tid. Et barn af en mellemleder på bananmodneriet Banan-Matthiessen og en hjemmegående. Alt er godt og ligetil.

Carl kommer til - en ven, bliver det, fra opgangen, og de oplever ganske meget godt og en del skidt, noget, som romanen her virkelig fint portrætterer, meget nænsomt og roligt.

Et venskab, som også trækker konsekvenser med sig. Det følger dem ind i voksenlivet, og det er her, særligt her, romanens specielle nerve rammes.

Det, der er sket, er såmænd, at Jørgen Ribe har haft held med at skrive sig frem til at blive en stor og anerkendt forfatter. Dog har han en hemmelighed, som han i store dele af livet har holdt ganske tæt ind til sig.

Der er dog rum for, at den kan træde frem i offentlighedens søgelys, og det er i sagens natur ikke noget, der huer hr. Jørgen Ribe.

I Paris møder Bendikt Ries ham, og han vil skrive biografien om Jørgen Ribe. Det bliver ganske ligetil for ham, og han kommer endog i besiddelse - på forunderlig vis - af Jørgen Ribes kuffert, hvori et endnu uudgivet manuskript befinder sig.

Noget om Jørgen Ribes opvækst.

Der er dog noget, som Ries er særligt opmærksom på og interesseret i, og han forsøger ad flere omgange at nærme sig Jørgen Ribe for at få svar og tilladelse til at skrive.

Det er noget skæbnesvangert, han har gang i, og det er dét, vi følger.

Det er en interessant - og egentlig også sine steder lang - rejse.

Men sproget og skriften vejer tungest. Det er en god bog.