J. R. R. Tolkien og Ringenes Herre, ja, og Hobbitten. Så er det skrevet. Det er velsagtens de romaner, man forbinder ham med. Og så nu også Silmarillion, som er en forløber til det univers, som ovennævnte titler iscenesætter.

Et ufuldstændigt værk, som Tolkiens søn, Christopher Tolkien, redigerede færdigt og fremlagde.

Og det er - må jeg sige - noget af en mundfuld, og et værk, som nok henvender sig til de meget dedikerede fans i Danmark.

Når det er skrevet, vil jeg gerne bruge nogle sætninger på at formidle, at udgaven her er ganske smuk; prydet af to mystiske bjerge og rolige, dybblå farver, som anmoder om at blive betragtet - og bogen åbnet.

Gør man det, vil man finde, at værket består af brudstykker af beretninger fra en tid, hvor ringene blev smedet, og tiden var en anden.

Der bruges ganske meget tid på at præsentere de mange forskellige folkefærd og samfund, meget omstændeligt beskrevet, og jeg formoder, at det giver en utrolig dybde til læseren, dersom denne i forvejen er meget godt inde i det univers, Tolkien arbejdede med i omtrent hele sit liv.

Man mærker i al fald hans grundighed - undertiden også lidt for meget.

Men - vigtigt: Der er dog her basis for at udvide sin horisont inden for dette fantastiske univers.