Det er virkelig varmt i Virum. Der sker undertiden særlige ting i Virum, virker det til.

Christina Englund har med Den sidste sol bevæget sig ud i en art noir, jeg finder inspirerende og fascinerende. Der er solstorm og sorte huller, som lokker.

Scenen er sat for en familie, som består af Sara, Michael, Malte og Lærke.

Michael er særligt optaget af sorte huller, og han er bortrejst. Han er taget til USA, hvor han skal deltage i en konference om netop sorte huller, og han har vist noget nyt at bringe for dagen, en idé, en forestilling. Noget, som lægger sig som underlægningsmusik i romanen; ligesom en anden art musik toner frem på velvalgte tidspunkter.

Der er Malte, som er meget optaget af et vanskeligt stykke af Grieg, og han kæmper med sine fingre, som ikke makker ret der foran klaveret.

Han mister undertiden interessen og lokkes i retning af en pige, naboen, som han fantaserer om.

Så er der sangen It’s Only a Paper Moon, som klinger I køkkenet på tidspunkter, det ikke burde være muligt, idet radioen jo faktisk er slukket.

Rationalitet og fornuft bør sættes ud af spil, når man læser denne roman, vil min anbefaling lyde.

Det er en skrøbelig verden, og med tonerne af sangen in mente vil jeg pege på 1Q84 , som også tematiserer samme størrelse - denne sårbarhed, denne skrøbelige fornemmelse af, at der er noget mere mellem himmel og jord, noget større derude.

Måske er det dét, Lærke, den yngste af de to børn, mærker, idet hun romanen igennem sørger for at have sin flotte blå kjole parat til den store dag, hvor noget åbner sig og tager hende med.

Et sort hul, måske.

Sara føler sig forladt. Alene.

Malte trækker sig fra sin interesse for klaver, sin passion, og over imod det modsatte køn, mens Lærke langsom lukker sig inde i sig selv.

Michael hører vi ikke meget fra, mere om, og alt er klædt i et mystisk skær.

Jeg var optaget af romanen, og min eneste lille tanke går på, at den kunne være længere, for jeg ville meget gerne vide noget mere om den dynamik, der hersker mellem familiens medlemmer. Altså, lade den blive foldet noget mere ud, for der er ansatser til noget større.

Det er ikke ofte, jeg beder om, at en roman var fyldigere, for ofte er det det modsatte, der ønskes, at den skæres mere ind til benet.