Vi skydes atter ind i hjertet af Oslo, på alle måder. Velkommen til Kirkeveien 127. Det er her, det sker.

Vi befinder os i år 1956, og det er jo ret beset ikke lang tid siden. Alligevel har denne fortælling en særlig aura over sig. Den er spækket med varme, vanlig Saabysk varme og sans for det kantede i samfundet, undertiden så fint udfoldet i form af karakterer. Vi har den nu 40-årige Maj. Hun er – for pokker – virkelig så træt af rollen som hjemmegående husmor. Hun kan omtrent ikke trække vejret i den tilstand, hun må op til overfladen. Hun finder frem til en form for frigørelse, og det er ikke just til klapsalver, for kvinderne i Røde Kors føler sig ramt, og de kan ikke lade det gå uset/uhørt forbi. Det er uhørt, det er et oprør, og det er skidt for kvinderne, et tilbageskridt.

Hvad er det, der finder sted? Det er så fint beskrevet, så omsorgsfuldt og ganske empatisk.

Maj finder arbejde, og – vigtigt omdrejningspunkt for fortællingen – en kilden åre; kærligheden slår et slag med halen, og hun rammes, forføres og forfører Olaf Hall, og han er i sandhed det modsatte af, hvad Maj står for, så nysgerrigheden vækkes omgående. Han har såmænd stadig en hustru, men hun bliver mere og mere utydelig for sig selv og i særdeleshed for omverdenen. Skilsmisse ligger dog ikke lige for, af en eller anden årsag, som helst ikke skal røbes her.

Der er også Jesper, vi skal hilse på. Han møder en, han falder for, og det drejer sig stille og roligt om madvaner i dette forhold; vegetarisk verden med politisk perspektiv, og det er altså besnærende at læse om.

Jeg synes simpelthen, det her er skrevet frem så finurligt og dragende. Jeg er med fra første sætning, lader mig opsluge af de sprælske sætninger og spændende konstellationer. Historien er bygget godt op, og jeg kan kun med spænding vente på bind 3.