Når man som undertegnede har læst rigeligt meget funktionel brugsprosa som den mainstream-krimien betjener sig af, kan det være sundt af og til at bade øjnene og sindet i en toptunet professionel sprogkunstners arbejde, som nu den mangfoldigt prisbelønnede nordmand Lars Saabye Christensen i Saabyes cirkus. Og til overflod demonstrerer Saabye at postmoderne skrift virkelig er skriftbevidst og vil sig selv, også til en grad hvor man snart nok kan længes tilbage til den stærke, fantasifuldt udfoldede fortælling.

Der er en god fortælling i Saabyes cirkus. Om den generte 14-årige dreng, der foran musikforretningen på Bygdøy allé i Oslo i efteråret 1965 drømmer søde drømme om en el-guitar, en veritabel Fender Stratocaster, pris svimlende 2.250 kr. Om hvordan han beslutter at blive blomsterbutik-bud for at spare sammen til det magiske instrument, der i hans bevidsthed strømmer over af en ny tids dugfriske poprock, sindbilledligt især Beatles’ ”Do You Wanna Know a Secret”. Det er en dybt rørende, og meget morsom pubertetshistorie, om klassisk dannelses ’humane’ skoleterperi, gemen mobning, småborgernøjsomt familieliv, og altså store drømme om at træde i karakter, blive synlig; når man nu er klejn og ordknap – drengen har det fx komisk svært med den svære r-lyd. Og arbejdet med som cykelbud for en gnavent ironisk blomsterhandler præcist at overblikke Oslos socialgeografi trækker duftrige spor tilbage i norsk storbylitteratur, til Hamsun og Obstfelder osv. Ude i byen møder han så diverse mennesker som besættelsestidens famøse Vidkun Quislings enke og en gammel international cirkustrapezkunstner, polskfødte Aurora Stern. Sidstnævntes stoiske tragedienne stolthed meddeler ham sluttelig modet til at afstå fra den ”fiestarøde” guitar og satse på sin indre stemme, sprogets, litteraturens.

Hele denne historie – selvbiografisk funderet (Saabye er født 1953) og vildt skrøneagtig – er imidlertid indkapslet i det modne forfatterskabs store internationale succes, og dens selvtilfredsheds truende faldhøjder. Den 4. marts 2005 kl. 19:03 skvattede Saabye angiveligt ved bogmessen i Paris ned fra podiet, just da han skulle foredrage om den nordiske litteratur og/eller sit eget forfatterskab. Pladask!

I dette udspilede splitsekund i katastrofens tegn popper så historien om guitaren 40 år tidligere op! Hvilket afstedkommer mange kloge overvejelser over erindringens paradoksale væsen, dens over vældige tidsspand identitets-sammenknyttende formler, og dens tilsvarende bedrageriske harmoniseringer. Either way, dog altid i opposition til hukommelsens stundesløse daterende tik-tak. Og Saabyes sprogkraft yngler sætningskæder så lange som erindringens, rytmisk elegant mundtlige, i skriftens tegn, så det svimler for læseren, over hvor ubesværet her og nu forbinder sig med dengang og der. Det er virtuost, trapezkunst på højeste niveau.

Og så alligevel. Saabyes erindringsfond har været grundigt besøgt før. Både gennembruddet Beatles (1984), mesterværket Halvbroderen (2002) og den selvbevidste kunstnerfabel Modellen (2005) trækker på samme ’hovedstol’, som Per Højholt kaldte den erindrede livshistorie, man ikke burde komme for nær for tidligt. Der kommer undervejs noget rigeligt selvbevidst, koket over Saabyes overvejelser, hvor lærd underholdende de end kan være, i diskurser om førnævnte norske heroer og især Jim Morrison og hans sidste tranceagtige dødsbebudelser. Grundhistorien går næsten i opløsning derved, det er ærgerligt, og man sidder tilbage med – næsten – Saabyes melankolske selvbevidsthed om sin roman: ”et bonustrack på en opsamlingsplade med gamle slagere”.

Heldigvis kan hans ’cirkus’ flere kunster end lige det. Men for nye læsere: læs hellere Beatles eller Halvbroderen. Det er stor nordisk romankunst.