Måske har du prøvet at tage på kunstmuseum, men i stedet for blot selv at vandre rundt blandt skillerier og skulpturer, så har du fulgt en kunstguide rundt eller overhører det som bliver sagt i forbindelse med sådan en rundvisning.

Selv om der er noget virkeligt fantastisk i dét selv at opleve kunstens umiddelbare udtryk, så kan der også være en masse fordele ved at få forklaringer, baggrunde og forskellige historier knyttet til værkerne, så de på den måde få en merværdi idet du betragter dem.

For kort tid siden udkom den meget flotte Still in Play – Torben Ulrichs malerier. Det er en 4 kilo tung coffe-table kunstbog, der i 120 billeder sammenfatter Torben Ulrichs mangeårige virke som billedkunstner.

Torben Ulrich kendes måske bedst som en af danmarks mest aparte tennisspillere, musikanmelder, musiker og ikke mindst far til Metallicas (irriterende og hammerdygtige – red.) trommeslager, Lars, så har han siden 1970erne også arbejdet med et visuelt, kunstnerisk udtryk. En kunst der er kraftigt inspireret af såvel hans interesse i buddhisme og naturligvis hans mange år i sportens verden.

For de der aldrig har hørt om Torben Ulrich før, så var det særlige ved hans tennisspil, at han havde en egentlig filosofi omkring det. For Ulrich handlede det ikke om hvem der vandt, men i højere grad om hvordan man spillede spillet. Hans spil kan på den vis godt sammenlignes med den ældgamle japanske bueskydningstradition Kyudo, hvor det vigtige ikke nødvendigvis er at ramme målet, men at man opnår harmoni og fordybelse idet man spænder buen, kontrollerer sin vejrtrækning, mærker sin krop, osv.

Som der skrives i Still in Play så er denne tilgang til tennissporten nok også en medvirkende faktor til at Torben Ulrich ikke er endt i dansk sports Hall of Fame, for ideen om at det mest handler om at være med, harmonerer dårligt med den konkurrencementalitet som er fremherskende i sportsverdenen.

Når man betragter Ulrichs billeder, uden noget forhåndskendskab til disse, så virker de ofte meget ens. Der er ikke det helt stor udsving i motivvalget, der som oftest består af nogle sorte, buede linjer, der nogle gange krydser hinanden, andre gange står alene og nærmest altid med en rød, rund plet tilføjet enten foran eller bag disse sorte linjer. Baggrundene varierer også. I de tidligste værker er den helt hvid, men senere i mandens produktion, kunne man både ane en gråblå netstruktur, som supplement til de førnævnte elementer eller endnu senere ser man disse enkle motiver blive digitalt overført på fotografier af murværk eller skyer.

Umiddelbart har Ulrichs billeder en ganske stærk kaligrafisk tone. De kan ved første øjekast godt minde om japanske skriftruller eller få, enkelte tegn malet med bred pensel, med kunstnerens røde signaturstempel som et kontrastfyldt punktum for værket. Torben Ulrich har dog ikke benyttet en pensel idet han har skabt sine billeder, men derimod rispapir tilsat et sjippetov og tennisbolde gennemvædet af maling.

Bogens titel Still in Play har lige som værkerne en lang række betydninger. Dels kommentarer den på, at der er et spil i gang, en leg med billledet og udtrykket, dels at Ulrichs kunst stadig er vedkommende og dels er det også en sportsmetafor. På samme måde som titlen er mangetydig, så bliver Ulrichs kunst det også. Så er du interesseret i at komme helt tæt på hvad de dybere lag i mandens ´action painting´ er, så giver bogen dig - foruden de mange flotte reproduktioner af billederne - tre længere tekster. De kan på samme måde som førnævnte museumsguide tilføje flere ekstra betydningslag til billederne, idet man efterfølgende betragter disse.

Det første essay Ball, Body and Being er skrevet af Lars Movin. Teksten er i bogen gengivet både på dansk og engelsk og er dels en gennemgang af Torben Ulrichs kunstneriske liv og kommentarer til bogens tilblivelse. Især har denne indledende tekst fokus på de filosofiske tanker bag kunsten. Tanker, der også gentages i en noget mere abstrakt form i Torben Ulrichs Circling the Uncatchable. Denne tekst er, af årsager der også fremgår af bogen, udelukkende gengivet på engelsk.

Det er i anmelders øjne det rette valg at lade Movins tekst være den første, for har man først læst den, er der langt flere ting i Ulrichs egen tekst – som i øvrigt blev skrevet konkret til denne bogudgivelse – der giver mening, selv om den stadigvæk forbliver ganske svær at forholde sig til som lægperson.
br> Den sidste tekst er Jens Tang Kristensen The Ball in the Picture (der som den første både forefindes på engelsk og dansk). Kristensens tekst er både den korteste og mest konkrete af de tre. Det ville være uretfærdigt at forsøge at gengive de mange tanker, som ligger til grund for kunstværkerne og den måde de er blevet lavet på i dette forum, da undertegnedes forsøg på at genfortælle de overordnede pointer i Ulrichs filosofi ingenlunde ville få alle nuancer med.

Der er muligvis de der kan indvende, at billeder bør kunne tale for sig selv, at det ikke burde være nødvendigt at få forklaret hvad kunstneren har tænkt eller ment om sine ting. Det kan til dels også være rigtigt, men faktisk er der en masse både kryptiske, fascinerende og esoteriske overvejelser bag billederne og deres tilblivelse. Elementer, som idet man bliver klar over disse reelt tilføjer en merværdi, når man giver sig til at nærstudere billederne.

Den information der er indeholdt i de tre tekster, forandrer selvsagt den måde man efterfølgende betragter kunsten på. Selv om den umiddelbarhed, som billederne hver i sær udtrykker på den tilskuer der ikke kender til filosofien bag værkerne måske forsvinder, så tilføjer ordene en anden slags umiddelbarhed, der netop peger på at Ulrich på sin vis forsøgte at indfange netop nuet, øjeblikket, for slet ikke at tale om legen, spillet og sporten i sit kunsteriske virke.

Hvis dette lyder meget abstrakt, så er det det måske også. Til gengæld er både ordene og især de mange malerier man kan opleve i bogen, virkelig gode. Selv om billederne måske ved første øjekast virker meget ens, så er charmen måske netop de subtile forandringer der kan spores fra den ene billedserie til den næste. Billederne kan sagtens opfattes som et resultat af en livslang række meditative, gentagne handlinger, hvor tilfældet, kombineret med fysiske kræfter, lærredets placering i rummet og ikke mindst en legende tilgang til verden forenes. Desværre døde Torben Ulrich den 20. december 2023 og nåede derfor aldrig at se den færdige bog. Til gengæld kan vi der stadig befinder os i de levendes verden stadig få stor glæde af hans billeder og ikke mindst hans allersidste essay om livet og kunsten og kunsten i livet.