Indrømmet – som heteroseksuel og ikke specielt woke havde jeg halvt om halvt forventet at finde Linea Maja Ernsts debutroman Kun til navlen temmelig anstrengende. Men det er den heldigvis alt for charmerende, selvironisk og velskrevet til.

Romanen udspiller sig i et nordjysk sommerhus i en skov, der emmer af sexet sensommerstemning. Her mødes syv gamle venner i midttrediverne for at spise Instagram-værdige middage, solbade og have intellektuelle, navlebeskuende samtaler. Med bogens egne ord består persongalleriet af ”humanister, litterater, smågale kunstnertyper, pyntesyge queers”, og flere af vennerne kender da også hinanden fra Litteraturvidenskab i København.

Vennerne oplever – i varierende grad – en splittelse i forhold til deres livsvalg og i nogle tilfælde også i forhold til deres seksualitet og kønsidentitet. Det gælder fx den sværmeriske Sylvia, der drømmer om at leve i et boheme-agtigt kollektiv med vennerne frem for at blive låst fast i et villa-volvo-og-vovse-forhold med den kvindelige kæreste Charlie. Der er også Kvæde, der efter at have skiftet kønsidentitet kæmper for at lande i sit nye, mere maskuline jeg.

Som kontrast til romanens sværmeriske typer er der fx parret Gry og Adam. Gry hviler så naturligt i den stereotype rolle som hustru og mor, at hun spørger sig selv, om hun bare er banal. Adam hviler ligeledes i sin stereotype heteroseksuelle machomaskulinitet – indtil han måske ikke gør det længere.

Flere af personerne kæmper med at forlige studietidens radikale drømmerier med tredivernes grå hverdag, hvor faste parforhold, jobs og børn truer med at gøre dem mere småborgerlige, end de havde troet muligt. Som romanen skrider frem, presser skjulte længsler og gamle følelser sig på, godt hjulpet på vej af den dampende sensommerskov. Bogen byder i øvrigt på flere (meget velskrevne) sexscener.

Romanens titel, Kun til navlen, kan tolkes i flere retninger. Den kan henvise til de af romanens personer, der i sidste ende vælger de sikre livsvalg, hvor personerne metaforisk kan bunde. Men titlen henviser helt oplagt også til, hvor selvoptagne disse voksne millennials er. De taler konstant om sig selv og egne følelser, og efter årene på Litteraturvidenskab er det, som om flere af dem ser sig selv som hovedrollen i en roman. Og med sådan en selvopfattelse følger jo et stort ansvar for at ’skrive den rigtige historie’.

Linea Maja Ernst har selv en fortid som underviser på Litteraturvidenskab, og bogen afspejler rent håndværksmæssigt, at hun er en litterær kapacitet. Den er skrevet med sprogligt overskud og med talrige intertekstuelle referencer til litteraturens klassikere.

Navnlig Shakespeares berømte komedie En skærsommernats drøm danner forlæg for bogen. Det ses fx ved, at Kun til navlen kredser om tematikker som kærlighed, længsel og illusion, ligesom skoven, et bryllup og navnet Kvæde optræder. Endelig rummer flappen på Ernsts roman en rolleliste, præcis som man ville finde det i et af Shakespeares skuespil. Romanen kan sagtens læses uden kendskab til Shakespeare eller andre klassikere, men det forhøjer nydelsen at kunne spotte bogens mange referencer og lag.

Kun til navlen er en generationssatire, men den er samtidig en sanselig, stemningsmættet og tankevækkende roman. Personernes udfordringer er meget tidstypiske, idet flydende kønsidentiteter og seksualiteter er et gennemgående træk. Men det er også bare en universel historie om at blive voksen og (måske) lægge ungdommens sværmerier bag sig.