Tour de France 2024 starter i Firenze i Italien den 29. juni. Der er med garanti masser af Kapellets læsere, der nærmest religiøst følger med i verdens mest prestigefyldte cykelløb. Rent personligt er Kapellets skribent ikke særlig interesseret i cykelsport, især når det ikke længere kommenteres af Jørgen Leth. Ret beset var det nok Leths speak og ikke hvem end der kom først i mål, der tidligere fik undertegnede til at følge med i det tv-transmitterede løb.

På den vis forekommer såvel poesien og andres lidenskab til sporten - rent personligt - at være langt mere fascinerende end arrangementet selv. Så da redaktøren blev spurgt om ikke vi kunne være interesseret i at modtage en lille bog, der var en genudgivelse af et af cykelsportens mest ikoniske essays, så var interessen vakt – også selv om det ikke var Hr. Leth, der førte pennen.

Coppi og Bartali er skrevet af den italienske forfatter Curizo Malaparte. I efterordet, forfattet af den danske cykelsportekspert Bastian Emil Goldschmidt (der selv har flere glimrende cykelbøger på samvittigheden – red.), får man et indblik i Malapartes liv på godt og ondt. En velskrevet efterskrift, der vidner om et grundigt kendskab til forfatteren og dennes samtid, men som selvsagt står lidt i skyggen af hovedteksten.

Coppi og Bartali er hurtigt læst. Selv om bogen kun er lidt over et halvt hundrede sider lang, så fylder essayet, der oprindeligt blev bragt i forskellige cykelsportsmagasiner i 1949, ca. 22 sider, når man ser bort fra de helsidestegninger af atleterne, der også er gengivet. Selv om man muligvis kunne indvende, at materialet ikke ligefrem er overvældende eller at aktualitetsværdien for længst er forsvundet idet begge sportsmænd ikke lever længere, så er det stadig en tekst der i i al fald gav denne læser en virkelig fin oplevelse.

Malaparte starter sin tekst med at begræde at cyklen ikke er en italiensk opfindelse. Faktisk er han decideret skamfuld og skriver at han havde lyst til at låse sig inde på hotelværelset for at græde, da han opdagede at det var en englænder, der havde opfundet jernhesten. Man fornemmer muligvis en masse nationalistiske undertoner i dette udsagn, hvilket også bestyrkes af at Goldschmidt i sin akkompagnerende tekst fortæller at forfatteren var positivt stemt - lige som så mange andre landsmænd – af den fascistiske diktator Benito Mussolini.

Efter denne klagesang over cykelopfinderens nationalitet, vendes fokus hurtigt mod de to ryttere, der deler efternavne med bogens titel. Til trods for at undertegnede ingen aning havde om nogle af disse sportsudøvere, så er det heller ikke særligt vigtigt, for at kunne begejstres over teksten. Forfatteren benytter nemlig den rivalisering der tydeligvis var mellem dem, til både at skrive om konkurrenceelementet i sporten, men måske især om hvordan disse to ryttere var utroligt forskellige og kunne ses som to aspekter af deres samtid.

Hvor Bartali er stærkt troende katolik kommer han som den ældste af de to til at repræsentere ´den gamle verden. ´ - den der eksisterede før rædslerne i Anden Verdenskrig ændrede mange menneskers og kunstneres syn på verden for bestandigt - er Coppi et mere rationelt, moderne menneske, der satte sin lid til egne fysiske evner i stedet for guddommelig indgriben.

Malapartes tekst er til trods for sin alder stadig meget frisk rent sprogligt og har, i al fald ifølge pressematerialet, været en vigtig faktor i forhold til den måde moderne sportsjournalistik bliver bedrevet. Når man som undertegnede ikke ved ret meget om cykelsport eller det der skrives om den, så er det også vanskeligt ikke at sammenligne denne tekst, med eksempelvis førnævnte Leths lyriske og fascinerende måde at beskrive sporten på.

De to rivaler bliver undervejs ikke kun sat i relief overfor hinanden, Malaparte benytter dem også symbolsk, idet han som nævnt knytter Batali til det traditionsbårne, det menneskelige, mens Coppi er fremtiden, det maskinelle. På den vis bliver de to rivaliserende ryttere metaforer for den udvikling der er i gang, ikke kun i cykelsporten, men i verden mere overordnet.

Malaparte skriver med stor passion. Han synes at have et nærmest fetichistisk forhold til selve cyklen og så lægger han ikke skjul på at cykelløb er noget af det mest dramatiske man kan udsætte sig selv for. Essayet fokuserer dog ikke på resultater, tekniske detaljer eller andet, men forvandler sig undervejs fra en essayistisk sportsreportage til noget der i højere grad minder om litteratur.

Strandberg Publishing skal derfor have tak for at give denne kapellan muligheden for at dykke ned i en sportsverden fra i går, der viste sig at være langt mere interessant end man kunne have forestillet sig. Det kan godt være at essayet ikke tilvejebringer at tv´et bliver tændt med præcision, hver gang der sendes fra Touren, men Malapartes bog Kaputt, der handler om krigen på Østfronten, skal til gengæld anskaffes til hjemmets bibliotek inden årets Tour er slut.