Junichiro Tanizaki er en stor japansk forfatter.

Det kan der ikke herske nogen tvivl om, og forleden forsøgte jeg at ihukomme bagmanden bag en fortælling, som har sat sig som en tatovering i mit sind. En tatovering. En titel, jeg ikke kunne komme i tanke om på dette tidspunkt.

Jeg lod det fare, vidste besked om, at det ville dukke op, når tid var.

Det var så i dag, da den venlige medarbejder fra PostNord kunne levere endnu en titel i serien, som Forlaget Korridor står for: Til skyggernes pris.

Heri figurerer novellen Tatoveringen, og svaret på mine tanker om novellen, som forandrer skønhed til det modsatte landede på min dørtærskel.

Det gjorde også det, der står som et af hans mesterværker fra 1933 – en poetisk perspektivering af japansk æstetik, hvor Tanizaki bevæger sig frem i en skyggeverden, altid opmærksom på det skønne i det ikke altid så tydelige, i pauser og i mørke og ikke tydeligt oplyste.

Det bliver lynhurtigt tydeligt, at Tanizaki formår som få at se det skønne i det ikke så fremtrædende. Det smukke i det sjældent sete, hvorved han bevæger sig over i en lovprisning af kogekunst og lyssætning samt en understregning af, at oxideret metal er fængende for øjet, og sådan bliver det ved.

I en poetisk stil, som Mette Holm har ramt godt på dansk. Der er en god rytme og et schwung over fortællingen, som bølger frem – helt frem til et efterord, der sætter Tanizaki ind i en japansk sammenhæng.

Det er bragende befordrende for et oplyst sind.