Den polske nobelpristager Olga Tokarczuk har med romanen Empusion kastet sig ind i en schlesisk sanatorieby i 1913, nærmere bestemt på sanatoriet Görbersdorf, hvor en samling særlige læger har specialiseret sig i at afhjælpe halslidelser.

Mere nærliggende kan det ikke være, at lede tankerne hen på Thomas Mann og Trolddomsbjerget.

En sammenligning, hun tager på sig, og det er fermt og vovet gjort, sådan at nærme sig en mester udi i litteraturen – et af de store værker.

Hun gør det originalt og på egen vis.

Læner sig op ad den tyske version fra den Mannske hånd og tager videre afsæt derfra.

Vi møder en studerende fra Lviv i Ukraine. Mieczyslaw Wojnicz er hans navn. Han har tuberkulose, og han nærer et ganske stort håb om, at han kan blive helbredt – hen over tid.

Det går langsomt op for ham, at der er gang i den på Görbersdorf, idet drinks sejler rundt på bordene om aftenen, alt godt til halsene. Det smører. Og denne studerende finder frem til andre halslidende, som han knytter bånd til, og så er natten jo ganske lang, idet tiden udvider sig, må man forstå, hvorved store tanker kan summe. Refleksion lander som samtaler på tværs af drinks, om dette og hint, og mest om demokrati kontra monarki. Spørgsmålet om ondskab, henleder alle herrers opmærksomhed mod tanken: Eksisterer den? Ondskaben.

Store tanker.

Tænkt af isolerede mennesker.

Som læser – i al fald gjorde det sig gældende for mit vedkommende – lader jeg mig opsluge, særligt af sproget, af rytmen, af den helt igennem gennemførte struktur. Så fornemt.

Og derfor bliver jeg også først sent opmærksom på, at der er noget på færde – på den anden side af væggene, i bjergene, hvor der går rygter om, at noget grufuldt finder sted. Noget, der nærmer sig.

Alt opløser sig. Sandheder træder frem som mulige løgne. Noget kan ikke ignoreres. Empusion er en hvirvelvind.