Ingen i familien siger noget om de vigtige ting i den sønderjyske familie – for som der står et sted i Anna Elisabeth Jessens fine debutroman Om hundrede år: “Det er der heller ingen grund til”.

Anna Elisabeth Jessen har skrevet, hvad hun kalder “en sønderjysk familiekrønike”. Vi følger en familie fra det år, hvor Første Verdenskrig brød ud – 1914 – frem til 2014, og det gør vi i små, korte afsnit, der sjældent er længere end fire bogsider. Hvert afsnit har et årstal som overskrift. Forfatteren er med andre ord nødt til – ligesom den familie, hun beskriver – at lade meget stå usagt. Dette er netop noget af det fine ved bogen sammen med en række meget præcise miljøbeskrivelser, overraskende handlinger og en passende mængde humor.

Man nyder hver en side.

Anna Elisabeth Jessen bor på sine oldeforældres gård ved Hoptrup syd for Haderslev. Kvinden Johanne fra den fjerde generation i romanen ender ligeledes med at flytte tilbage fra den store verden til slægtsgården i Sønderjylland.

Da Første Verdenskrig brager løs fra 1914, må den dansksindede sønderjyde Hans drager af sted for at kæmpe i tysk uniform. Han kommer aldrig tilbage for at kunne overtage forældrenes gård. Svogeren Marius og søsteren Helene får i stedet for ansvaret for gården. Her bor også deres døve far, der også har været med i krigen, søskende og senere fem børn.

Landbrugssamfundet og det nære findes endnu. Skal man til den nærmeste købstad, er det ekstraordinært – og alligevel er der tråde til den store verden, og den globale landsby indtager på et senere tidspunkt også landsbyen her.

Slående afslutninger
Landbrugskrisen i 1930erne synes ikke at påvirke gården voldsomt, men både spændingerne og den daglige sameksistens mellem dansk og tysk i grænselandet ligger latent og kommer med mellemrum til udbrud.

Knap nok er Første Verdenskrig slut, og Sønderjylland blevet en del af det danske kongerige, før det trækker op igen, og dele af familien er lidt for fascineret af blændværket i syd. Skal man tage ham der Adolf Hitler alvorligt?

Mens det uudtalte driver bogen frem, forkludrer det menneskenes liv nogle gange temmelig unødvendigt.

Forfatteren bruger typisk mange ord på at berette om den almindelige og genkendelige dagligdag og slutter derefter afsnittene af med et nogle gange chokerende, oftest tankevækkende billeder og hændelser: Bliv lige hængende til næste afsnit, lyder forfatterens devise. Og den har sin effekt. Derfor egner bogen sig til at blive læst i små bidder, men jeg slugte den stort set i én mundfuld.

Skiftende perspektiver
Sideløbende med bogen udkommer på Danmarks Radio en podcast-serie i 100 korte episoder. Dette bærer bogens struktur præg af, og det virker. Det er både en vedkommende familiehistorie og et stykke egns- og danmarkshistorie fortalt uden, at den kommer i karambolage med historikere, der sidder og våger over detaljen og den historiske korrekthed.

Forfatteren, der også er kendt under navnet Lisbeth Jessen, har en baggrund inden for dokumentarfilm og radiomontage, og det har en indvirkning på fremstillingen – på den gode måde. Der bliver fortalt fra skiftende perspektiver. Denne form for fortælleteknik kan nemt blive afsporet, men Anna Elisabeth Jessen magter den. Vi lægger knap nok mærke til, at vinklen skifter.

Romanen lægger sig til flere andre, der i disse år skyder frem i og om grænselandet. Første Verdenskrigs udbrud og afslutning samt genforeningen i 1920 giver god grobund for historier, der helt tydeligt har ligget og ventet på at blive fortalt.

Tid er et underligt begreb. Da vi var yngre, var oldefars deltagelse i den store krig noget meget fjernt. Men alligevel har krigen ligget og simret i det sønderjyske. Der må være noget, der ikke er blevet talt om.