Enhver forfatter kan sige, at han eller hun ikke har skrevet en nøgleroman. Det er vel netop hele ideen med en nøgleroman: At det ikke kan påvises, at der er tale om en nøgleroman. Men når indholdet har så tæt en forbindelse og parallel til virkelige personer, virkelige hændelser og virkelige miljøer, plejer man at sige, at en roman er en nøgleroman. Ordet ‘nøgle’ betyder, at nøglen til at kunne læse og forstå romanen er, at man kender den sammenhæng, romanen er skrevet ud fra eller ind i.

Der er eksempler på nøgleromaner, der er så tæt på virkeligheden, at man vanskeligt kan påstå, at forfatteren har benyttet nogen form for kunstneriske greb andet end at påberåbe sig en kunstnerisk frihed og så i øvrigt blot ændre lidt på personnavne og stednavne. Så villle denne anmeldelse være skrevet af Hans Henrik Danielsen på web-portalen Kapelkulturen. Alt andet ville i øvrigt være 99 procent virkelighedsnært.

Sådan er det ikke i Anna Elisabeth Jessens nye roman, Huset, hvor nogle personer nok kan genkendes, men alligevel aldrig er 100 procent virkelighedsnære. Her og der i romanen er figurerne kloninger af flere personer, som man kender fra den danske medieverden. Nogle hændelser i romanen genkender vi også, men de er sjældent helt identisk med begivenheder, der har fundet sted.

Anna Elisabeth Jessens Huset skildrer ‘et mediehus, der har monopol og spiller en meget stor rolle for folk’, som Anna Elisabeth Jessen forklarer i pressemeddelelsen til bogen. Den slags har der i sagens natur kun været ét af i Danmark - nemlig Danmarks Radio.

Anna Elisabeth Jessen har selv i mange år arbejdet som journalist og dokumentarist i Danmarks nationale public service-selskab. For nogle år siden slog hun sig ned på slægtsgården i Sønderjylland, og i 2019 romandebuterede hun med Om hundrede år. Romanen foregår i Sønderjylland og gnaver sig med små afsnit gennem 100 år fra Første Verdenskrig frem til nutiden. Den fik med rette fremragende anmeldelser hele vejen rundt.

Flydende skrivestil
Jessen har en ukompliceret og flydende skrivestil, og hun skriver gerne i små afsnit fra forskellige personers perspektiver. I Om hundrede år var hvert afsnit et kalenderår. I Huset zoomes der i hvert afsnit ind på en eller flere personer, der tilsammen udgør en stor mosaik i og omkring det store mediehus.

Man skal især til at begynde med holde tungen lige i munden. Persongalleriet er omfattende. Og hvem var det nu lige hvem var? Måske har redaktøren og forfatteren med vilje udeladt en person-liste for ikke at skære for meget ud i pap for læseren. Romanen indbyder til at blive læst i små bidder, men gør man det, kan man nemt glemme, hvem der var hvem. Så vær vågen.

Men: Man fristes til at tage Huset i ét hug. Den er en fryd at læse. Hold da op, hvad enspændere, excentrikere, karrieremennesker og sex-glade medarbejdere, det hus er beboet af. En generaldirektør er mere optaget af sine gadges og spiller spil (endog midt under vigtige møder) samt i at komme i kanen med tiltrækkende kvinder end han er optaget af indholdet i radioen. Her skal ikke nævnes, hvem anmelderen kommer til at tænke på. Det kunne afstedkomme en injuriesag.

Smarte reportere
Nogle af personerne har Anna Elisabeth Jessen nærmest gjort en dyd ud af ikke at camouflere. Vi starter helt tilbage i 1960erne med en af de allerførste barne-tv-stjerner, Sonja fra Saxogade, og møder en kloning af Jørn Hjorting fra ‘De ringer, vi spiller’, og så er der i nyere tid en Jeppe Nybroe-type, en der fifler lidt for meget med effekterne i en reportage fra Mellemøsten og senere bliver taget til fange af islamister i Syrien for derpå at skrive en bog om sit fangenskab. I Huset hedder den lidt for smarte reporter Claes, og bogen betegner hans far, den garvede udenrigskorrespondent, som lidt for patetisk.

Jessen tegner et formidabelt portræt af et radio- og tv-hus fra pionertiden, da halvstuderede røvere og kollektivister fra 1968 kom ind fra gaden, fik en megatung Nagra-båndoptager over skulderen, til i dag, til et super-mediehus, hvor meget kan laves med en smartphone, mens jurister, økonomer, medieanalytikere og nyuddannede fra Copenhagen Business School for længst har overtaget kontrollen - eller går som om, de har den.Her er der er også stille og seriøse eksistenser, der sagtens kan leve et fornuftigt liv uden at ‘være på’.

Huset aftegner en stille degeneration. Forandringer om omvæltninger sender mennesker ud på et sidespor. Parforhold og ægteskaber forliser. Alt er blevet stort, alt er blevet stresset. Er det en nostalgiker, der her har melde sig til orde med 428 velskrevne sider? Ingenlunde! Magtkampe, egoisme, løgne og hemmeligheder var der hverken mere eller mindre af i gamle dage.

Anna Elisabeth Jessen betragter det hele på afstand. Hun øser af sin humor og af sin varme og viser facaden bag de smilende studieværter. Selv lidt #metoo er der kommet med. Men krænkelser som på TV2 - næh.

The show must go on.