“Jeg vil gerne fortælle jer om en kvinde, selvom jeg må indrømme, at jeg næsten intet ved om hende. Jeg husker hverken hendes navn, eller hvordan hun så ud” (s.9). Sådan åbner den første novelle i Haruki Murakamis samling Første person ental. Og sådan er det i flere af novellerne og i Murakamis forfatterskab generelt. Fortællerne lider ofte af en lidt dårlig hukommelse i forhold navne og udseende især af kvinder, der har betydning for fortællingen.

Hos Murakami optræder der mange kvinder, som for fortællerne virker mystiske og dragende. De antager ofte karakter af at være af et andet stof end de typiske mandlige fortællere, der til gengæld må lede efter kvinderne. I de tidligere romaner helt bogstaveligt ved, at kvinderne forsvandt på uforklarlig vis, hvilket var et fast topos en overgang, men i det senere forfatterskab er det lige så ofte i hukommelsen, eftersøgningen foregår.

I den første novelle På en pude af sten er der dog ikke tale om nogen forelskelse, men om et erotisk møde mellem en ung mand og kvinde. De kender kun hinanden helt overfladisk som kolleger, men efter en aften, hvor personalet har været på en bar, følges de hjem. Han er ikke særlig interesseret i hende og hun heller ikke i ham. Men alligevel ligger det i luften; er det bestemt, at de skal dyrke sex sammen. Man forstår, at der ikke er nogen egentlig tiltrækning, og det hele virker lidt som om, det at dyrke sex sammen er en helt almindelig hverdagsbegivenhed på linje med at småsludre. Dog siger hun “Gør det noget, hvis jeg kommer til at råbe en anden mands navn, når jeg kommer?”.

Samlejet bliver også beskrevet på en meget distant måde, og kvinden propper et håndklæde i munden for at dæmpe skriget, og hun efterlader det med tydelige tandaftryk, som fortælleren bemærker næste morgen.

Den unavngivne kvinde fortæller, at hun skriver tanka-digte, og hun forærer den unge mand en lille selvudgivet digtsamling, som han dels senere lærer udenad og har gemt, fordi digtene på en måde har talt til ham - både som den unge mere eller mindre drømmende (det er jo Murakami) mand, men også som den forfatter, den unge mand har udviklet sig til senere i livet, og hvor han nu tænker tilbage på hændelsen. Han vender gentagende gange tilbage til digtsamlingen og overvejer, hvad digtene betyder for ham, hvis noget overhovedet. Han forbinder måske digtene med tandmærkerne og tænker over, at digtenes ord er bevaret, “mens alle andre ord og tanker er blevet til støv og forsvundet” (s.20).

Hvis dette skal læses som et program for litteraturen kan man sige, at den forbinder det fortalte med den levede virkelighed, men uden at denne virkelighed i sig selv er genstand for fortællingen og digtningen. Det tilfældige og det formelt formede kommer til at stå i en særegen konstellation, hvor det ikke er logikken og ræsonnementet, der er det afgørende, men snarere en art poetisk indsigt - en sammenhæng hvor det, der skaber sammenhængen, er af en anden orden, som måske minder om drømmens. Ofte er læseren overgivet til en drømmende fornemmelse under læsningen af Murakami.

Dette understreges også i samlingens efter min opfattelse mest vellykkede novelle Fløden. Handlingen er også her forskudt mellem planer i tid og rum. Fortælleren beretter om, at han for lang tid siden fortalte en ven om en mærkelig hændelse, men han kan ikke huske, hvorfor han fortalte den til vennen. Igen er den svækkede hukommelse på spil, så forbindelserne mellem de forskellige dele fortaber sig. Selve den mærkelige fortælling foregik for endnu længere siden, så strukturen bliver en genfortælling af en beretning om et ungdomsminde.

Der er indlagt endnu en ramme i fortællingen, som involverer en ung kvinde, fortælleren ikke har noget forhold til, men som alligevel har indflydelse på handlingen i novellen. Det virkeligt underlige er dog et drømmende møde med en gammel mand, der sidder i en lille park, hvor fortælleren har sat sig for at hvile lidt. Den gamle mand siger pludselig og uden indledning: “En cirkel med mange centrummer” (s.32). Fortælleren som ung mand aner ikke, hvad den gamle taler om. Det er ikke den slags cirkler, han har lært noget om. “Det, der virkelig betyder noget lærer man ikke i skolen.”

Mødet med den gamle får betydning for den unge mand, som bliver ved med at forholde sig til og indimellem er tæt på at forstå, hvad den gamle mand talte om. Men det er som om, det forsvinder, hvis han forsøger at sætte ord på det. Det er en mening, der unddrager sig en sigen. Meningen - eller det vigtige i verden - kan ikke udtrykkes direkte eller indirekte. Det befinder sig et andet sted. Men den gamle mand, der fortæller, at det ikke er alle, der kan forestille sig en sådan cirkel, udtrykker alligevel en tillid til, at det kan den unge mand, han sidder overfor. Han er en slags udvalgt, må man forstå, og han får dette råd med på vejen:

“Hør nu her, brug din fantasi. Vrid hjernen og forestil dig den. En cirkel med mange centrummer, men ingen omkreds. Hvis du anstrenger dig, til du sveder blod, vil du begynde at forstå, hvad det handler om” (s. 33).

Som læser forstår man måske godt, hvad den gamle man taler om. Han taler om Murakamis forfatterskab, hvor der er utallige centre og cirkler, der aldrig eller sjældent danner omkredse. Universerne er skæve og forskydningerne er i begyndelsen umærkelige, men alligevel rige på konsekvenser.

Man læser eller “studerer vel ikke litteratur for at finde rimeligt fornuftige svar, eller hvad”? som en anden karakter antyder i With The Beatles. Også i denne fine novelle får vi en mærkelig skæv cirkel med flere centrummer og mere hukommelsestab. Men ellers er samlingen noget ujævn efter denne anmelders opfattelse.

Titelnovellen Første person ental forekommer at være en ufærdig skitse eller en løs ide, der lige skulle afprøves - og den har heller ikke samme sproglig spændstighed, som ellers kendetegner Murakami. I centrum for handlingen har vi en modsat crossdresser; en mand der tager jakke og slips på og går rundt i kvarteret. “Og sådan ender jeg med at gå alene ud i byen i jakkesæt og slips. Det føles slet ikke dumt. Det er, som om jeg holder hovedet lidt højere og går på en anden måde end ellers. Det er forfriskende at komme væk fra hverdagen” (s. 121-2). Om han så er sig selv eller en anden - altså er han første person ental med kun et centrum, eller hvad? Det må man læse novellen for at finde ud af.

Og man kan roligt kaste sig over novellesamlingen. En ujævn samling af Murakami er slet ikke noget dårligt skudsmål, da han som forfatter holder et ualmindelig højt bundniveau.

Der er ofte mange katte tilstede i Murakamis fortællinger, men jeg tror ikke, at der er mere end en tre, fire stykker i denne samling. Et sted dukker der dog en kat op som fraværende, nemlig i denne fantastiske sammenligning, der handler om noget, der sker sjældent: “Når jeg siger ‘meget sjældent’, så mener jeg lige så sjældent som at se en måneformørkelse, når man går aftentur, eller som at møde en venlig, skildpaddefarvet hankat på vej gennem den lokale park” (s. 86).

Så efter at have læst Første person ental forstår jeg måske, hvad en cirkel med mange centrummer, men uden omkreds, er for en størrelse.