Lydia er blot en romantisk og godtroende 17-årig, da hun vælger at gifte sig med den sydamerikanske Don Jaime, en 20 ældre ‘aristokrat’, såkaldet da han som en hund er i besiddelse af en fin og ren stamtavle.

Fænget af de eventyrlige beretninger om hans fædrenes arv og den gamle families skæbnes udi utallige slægtsled, tager hun det valg at flygte væk fra England og rejse med sin udkårne til dennes store plantager for sukkerrør og avodaco i det venezuelanske område af Andesbjerge.

Ikke så snart hun ankommer til deres bestemmelsessted og hendes fantasier lider havari: plantagefarmen står i forfald og hendes charmerende mand viser sig at være eftersøgt internationalt, som tydeligvis lider af en slægtsrelateret besathed.

Hurtigt derpå efterlades hun, som en anden Blixen, til sin egen formåen — foruden da en kælegrib, to beagler og la gente, de uudannede, indfødte ansatte, hvis ansættelsesforhold minder om noget fra et stændersamfund. Men som Blixen bliver det da også en succeshistorie. Hun formår at opdrive plantagen til en tidligere pragt, tiltager sig respekten overfor de mistroiske ansatte og til sidst, som magtfuld matriark, formår Lydia også selv at forestå nedkomsten af sit barn, nærmest bibelsk “mirakuløst”, som det beskrives.

Eventyrerne skildret i Husets Vogtere er excentriske, nærmest magisk realistiske i deres udtryk og har nok en inspirationskilde i Marquez’ 100 års ensomhed. Fyldt med sære skikkelser og groteske hændelser, fortalt mere sandfærdigt af en ældre tjener på farmen og nedskrevet af Lydia, er romanen, som mange spanske af slagsen (Camilo José Cela, en anden nobelpristager, kommer i hu med ‘Bikuben), en velfortalt og oplagt anbefaling til læsere af spansk-gotiske, barokke eventyr om fortidens herremænd i Sydamerika.

Om gotiske gys skal man nok mættes af; med ensom død, massakre, incest, galninge, sygdom og hungersnød får man alt, hvad den genre kan tilbyde — og så i et skønt og stramt udtryk, der passer den danske oversættelse vidunderligt.