… og i så fald er det et liv, der kan leves? Sådanne spørgsmål ligger til grund for den japanske romankunstner Murakamis nyeste udspil Efter skælvet, der er den første danskoversatte novellesamling fra hans side. Sidste udspil, vi på dansk jord kunne stifte bekendtskab med, var den meget kritikerroste Kafka på stranden, der gav os alt det, der er umiskendeligt Murakami, i en stor rablende dog velafbalanceret blanding. Efter skælvet, der i Japan så dagens lys længe før Kafka på stranden, er også unægtelig meget Murakami men et noget mere beskedent værk end førnævnte, der fortjener at få lov at stå på egne ben. Murakami, der som altid skriver djævelsk godt, har med de seks fortællinger, der udgør værket, endnu engang formået at give os et skud længerevarende adrenalin til sjælen.

I 1995 blev den japanske by Kobe ramt af et voldsomt jordskælv, der lagde store dele af byen i ruiner, og dræbte et hobetal af mennesker. En sådan brutal begivenhed er det tematiske omdrejningspunkt, der kæder de seks noveller sammen, uden dog at være det, nogen af novellerne egentlig handler om. Alle fortællingerne finder sted få uger efter jordskælvet, og tager alle udgangspunkt i ensomme individer, hvis liv på overfladen synes ganske upåvirkede af katastrofen. Ødelæggelsens tilstedeværelse er dog konstant at føle, og bag det stille ydre lurer en følelse af dissonans og angst, der i hver enkelt fortælling viser sig at være ganske essentiel. Murakamis fænomenologiske talent bliver i Efter skælvet i den grad udfoldet, idet han viser sig som mester i at abstrahere fra de faktiske ydre begivenheder (detaljerne omkring jordskælvet osv.) for at flytte fokus til det, der virkelig er interessant – de revner og sprækker, som mennesket bærer i sit indre. Dette gøres for det meste på en så subtil og udramatisk måde, men dog alligevel så ekstremt vedkommende og til tider nærmest gruopvækkende. Personligt gad jeg godt se Murakami lave et lignende værk omkring 9/11, da vi med sikkerhed ville få et meget mere vedkommende indblik i katastrofen og dens følger, end vi har fået af de intetsigende heltefortællinger, der er blevet spyttet ud på samlebånd.

Alle personer, vi møder, befinder sig mere eller mindre velvidende derom i en slags eksistentiel krise. Den forladte ægtemand i den indledende novelle ”Ufo i Kushiro”, hvis indhold måske kan være i en lille æske; den dødshungrende, bål-interesserede unge kvinde i ”Landskab med strygejern”; og den kvindelige læge i ”Thailand” med en sten indeni, der så brændende ønsker død over hendes gamle flamme fra Kobe. På hver sin måde har de indre dæmoner, der skal bekæmpes, og netop en sådan sjælelig disharmoni er den tematiske kerne i hver af de seks fortællinger.

I den noget bizarre novelle ”Frø redder Tokyo”, der i øvrigt må være en klar henvisning til de gamle japanske Godzilla-historier, får de indre monstre virkelig frit spil. Den nærmest ekstremt almindelige og uinteressante Katagiri skaber her en ubevidst imaginær verden, hvor han sammen med en kæmpestor frø befrier Tokyo fra et jordskælv af katastrofalt omfang ved at kæmpe mod den store slimede underjordiske orm, hvorefter frøen, der i øvrigt insisterer på blot at blive kaldt Frø, opløses i et væld af sprængte bylder og insekter, der invaderer Katagiri i sin sygeseng og flygter ind i alle hans krops åbninger. Subtilt? Måske ikke lige her...

Generelt er behovet for forandring en følelse, der går igen gennem alle seks fortællinger - den uerkendte bevidsthed om, at efter kaos kommer mere kaos, som det så er op til den enkelte at navigere i. Denne gennemgående følelse af magtesløshed og handlingslammelse ekspliciteres i flere af novellerne gennem en irrationel frygt for den lukkede boks. I den fantastisk underspillede ”Landskab med strygejern” nærer den midaldrende kunstner, der synes som besat af fænomenet bål, en uforklarlig frygt for køleskabe, mens den lille pige i ”Honningkage” venter på jordskælvsmanden, der vil komme og putte hende i en kasse, der er for lille til at rumme et menneske. Denne klaustrofobiske følelse af indelukkethed modsvares så af den momentvise frihedsfornemmelse, der tilmed er at finde, og som således virker des mere befriende. Når den unge mand af dybt religiøs familie i ”Alle Guds børn danser” pludselig giver slip og danser uhæmmet ude på en mørk eng, føles det nærmest som en renselsesceremoni, en katharsis, der skal give alle de inderliggjorte følelser frit spil og udslette angsten. Umiddelbart efter denne dionysiske rusoplevelse rammes den unge Yoshiya af erkendelse, en erkendelse af det voldsomme begær, han nærer for sin egen mor, og som han er nødt til at affinde sig med. Murakami viser igen her sit særlige talent for at skildre yderst bizarre kærlighedsrelationer og få dem til at virke naturlige og måske endda ligefrem smukke. Det er på en gang tiltrækkende og frastødende og ikke mindst så uendeligt menneskeligt.

Først i den afsluttende novelle ”Honningkage” bliver den desperation og det tomrum, jordskælvet har efterladt i folkets bevidsthed, egentlig ekspliciteret. Den forandring, der, omend den ikke er af fysisk art, unægteligt vil trænge sig på, bliver nu for alvor erkendt, og dette alene efterlader os med en roligere og mere fortrøstningsfuld fornemmelse. Det kan lade sig gøre at kæmpe mod det, man ikke ikke kan ændre, men det er en indre kamp bygget op omkring håb og kærlighed. Lyt blot til denne rørende afslutning, der tilmed viser Murakamis sproglige rigdom og poetiske overskud:

”Jeg skal til at skrive en anden slags historier end dem, jeg plejer at skrive, tænkte han. Jeg vil skrive om mennesker, der ligger og drømmer og glæder sig, til det bliver morgen, og lyset kommer, så de kan holde om dem, de elsker, men lige nu er jeg nødt til at blive siddende her og passe på mine to piger. Jeg vil aldrig nogensinde lade nogen som helst putte dem ned i en dum kasse. Ikke engang selvom himlen falder ned, eller jorden åbner sig med et brag.”

Spørgsmålet om, hvor vidt tankens magt kan favne, må siges at være ganske styrende i denne fine novellesamling. Som Frø i ”Frø redder Tokyo” ganske rigtigt pointerer, er det fantasien, der skaber den største frygt. Måske netop derfor efterlader Murakamis fortællinger et så uudsletteligt indtryk. Der gives nemlig ingen steder nogen facitliste, og meget bliver således netop overladt til fantasien. Dermed ikke ment, at man digter videre på historierne, de efterlader sig blot som drømmeagtige spor i læseren - som en udefinerbar, lidt krybende fornemmelse, en følelse, der tillader nye følelser at gro frem. Heri viser det sig virkelig, hvor stor en mestrer af novellegenren, Murakami egentlig er – og dette på trods af, at romaner er hans foretrukne genre. Netop denne evne til at efterlade blot en følelse hos læseren, en særlig farve eller klang, der for en stund præger læserens virkelighedsfornemmelse, er efter min mening altafgørende indenfor denne genre, og det, der gør en novelle til mere og andet end blot en fornøjelig pauseklovn.

Så, hvad enten dine præferencer ligger indenfor denne genre, eller du bare, ligesom undertegnede, er en smule besat Murakamis magiske og fabelagtige skriverier, vil jeg klart anbefale dig at læse dette værk, om ikke andet så i hvert fald for at gøre ventetiden til næste roman fra hans side en smule kortere. Efter midnat udkommer på dansk til efteråret.