Vi er her landet i en decideret kanoniseret klassiker.

Elsket af snart alle, nu nyoversat af Karen Fastrup og udgivet af Turbine Forlaget. Prisværdigt, må jeg sige.

Der er i min optik al mulig grund til at lade andet ligge og kaste sig ganske hovedkulds ind i den korte roman her, som, vil jeg fremhæve, er konstrueret på nuanceret og autentisk vis som en dagbog, altså som et direkte vindue ind til en mand, der skriver om stort og mindre. En doktor. En doktor Glas, som huserer i Stockholm, hvor han praktiserer.

Livet har ikke været ham venligt stemt, finder han.

Han er, fremkommer det, blevet forbigået adskillige gange af kærlighedens væsen, og han er nu stadig jomfru, samt ensom.

Aner ikke sådan lige, hvordan han skal slippe ud af sit fængsel.

Han virker mere og mere apatisk, og han synes at være klar over det, synes at have lyst til at bryde ud, tage magten over sit eget liv, koste omtrent, hvad det må koste, måske også et andet menneskes liv?

Helga Gregorius viser sig at blive så ganske udslagsgivende, og han handler på impulsen, der viser sig.

Det er klart, at det, han får gang i, viser sig at være moralsk anløbent stof, og han har overvejelser, der går i etisk retning. Kan han? Må han?

En slags Rodion Raskolnikov på svensk…

Fascinerende er det som læser at følge hovedpersonen, doktoren her, i alle hans overvejelser, indre kampe.

Dem tror jeg på.

Og bogens sidste side vendte jeg pludseligt.

Hjalmar Söderberg har her skrevet sig en udødelig klassiker.

Sproget er tindrende smukt. Simpelthen bare så lækkert at bevæge sig i som læser. Så siderne vendes i et væk!

Nu har vi den på dansk i et fint antrit.

Værsågod!