Michel Houellebecq er tilbage med en roman, der overraskende nok emmer af fortrøstning og håb. Det er ikke den vanlige kop te, idet vi snarere kender ham som en desillusionens mester.

Her lander vi i Paris i 2027 – ikke så langt fra vores tid – men noget er sket. Det er før præsidentvalget, og pludselig florerer en farlig video af minister Bruno Juge, som bliver henrettet. Spørgsmålet er om man kan stole på videoen, og hvorfor dukker den op?

Det er ikke en video for sarte sjæle – det drejer sig om halshugning.

Her møder vi så Paul Raison, som skal søge at hitte rede i det, finde ræson, om man så må sige. Han er Juges højre hånd, og han gør sit, men han har også problemer, han ikke sådan lige kan se bort fra – i privaten, hvor hans ægteskab, mangeårigt og drønkedeligt, er ved at vakle. Han ved snart ikke, hvordan han skal forholde sig til det. Han vil væk, men …

Lyder det bekendt – ikke det med ægteskabet – men snarere denne opridsning af Houllebecq-handlingen? Det gør det i mine ører. Jeg kommer til at tænke på Underkastelse, som han også har stået for, hvor vi ligeledes er koblet sammen med et fransk valg, der kan få fatale følger.

Her går Houellebecq dog i en anden retning, idet han indstifter en slags empatisk nerve, vil jeg kalde det. Den forbinder han med hovedpersonen, Raison, og hans far, som er ansat i den franske efterretningstjeneste, og som uforvarende får en hjerneblødning. Det ripper op i forholdet og til tankerne om det at leve. Han tager fat i livet, og det er særligt i barndomshjemmet, at det folder sig ud, for her tvinges han til at tage sig af faderen og til at indoptage de barndomsminder, der presser sig på.

Det er noget af en roman.

Den er lang, og den er fyldt med fart og tempo.

Sprogligt er det ikke vanskeligt at følge med. Houellebecq skriver egentlig meget direkte og lige ud ad den landevej, vi som læsere gerne løber, så han har alle med, vil jeg mene, og det er en kvalitet. Han opridser miljøet og tegner personerne tydeligt, så det er ligetil.

Samtidig er der en dybde, som man som læser kan bruge tid og tanker på at gå ind i, og det er vel at mærke en kvalitet at skabe rum for det i en roman.

Det lykkes her.