Dragerepublikken er andet bind i kinesisk-amerikanske R. F. Kuangs fantasytrilogy om pigen Rin og det asiatiske rige Nikan. I bind 1 fulgte vi Rins optagelse på militærakademiet Sinegard og hendes erkendelse af, at hun tilhører den uddøende speer-race, der har en særlig forbindelse med Føniksen, den ødelæggende ildgud. Dét førte ironisk nok til, at Rin hævnede sin race ved at udslette en anden race.

I bind 2 hober problemerne sig op for Rin: Hun kæmper med at håndtere Føniksen, der truer med at overtage hendes sind, og hun tynges af samvittighedsnag over det folkedrab, hun har begået. For at slippe for følelsen af ansvar lader hun den ærgerrige dragekrigsherre bruge hende som et våben for at vælte Kejserindens imperium og grundlægge en republik. Rin har nemlig indset, at det forpligter at bære en gud i sig, og hun ønsker hævn over Kejserinden, der solgte speerne til fjenden. Spørgsmålet er dog, om hun kan stole på dragekrigsherren, der er far til hendes gamle fjende Nezha, som Rin er ved at forelske sig i.

Kuangs serie deler flere fællestræk med den ikoniske Game of Thrones-serie: Historien er utroligt brutal, men blødes dog op af en smule sort humor. Samtidig er karaktererne både gode og onde på én og samme tid. Rin selv er et godt eksempel. Hun har efterhånden gjort nogle ret forfærdelige ting, og samtidig har hun sjældent ondt af sine ofre eller fjender. I takt med at hendes magt og hævntørst bare vokser i bind 2, bliver hun sværere og sværere at holde af.

Lad det være sagt med det samme: Dragerepublikken er dyster. Rin og hendes venner er stort set i krig nonstop i løbet af romanens 700 sider. Folk bliver gasset, skudt, knust og lemlæstet i ét væk. Personligt syntes jeg, det blev lige lovlig meget i længden. Men det er selvfølgelig klassisk fantasy, at det skal være rigtig ondt, før det bliver godt. Serien beviser i hvert fald, at bare fordi du er en ung, kvindelig forfatter, kan du sagtens skrive en aldeles brutal og bloddryppende fortælling om krig og magt.

Kuangs viden om militær strategi og historie er stadig meget imponerende. I Dragerepublikken møder vi desuden hesperianerne – lyshudede vesterlændinge, der tror på én almægtig gud og vil gøre alt for at omvende ’de vilde’. Det er en ekstra bonus ved serien, at den henter inspiration fra virkelighedens historiske og geopolitiske forhold.

På mange måder er det måske netop det, fantasygenren kan: Den kan holde et spejl op for os, der får os til at se vores egen verden med nye øjne.