Florent-Claude Labrouste er helten, eller skal vi kalde ham antihelt, for det går ham ikke så godt, og man skal så sandelig gerne have sympati med ham.

Michel Houllebecq er atter tilbage med en kæberasler af en roman, hvor det altså som sædvanlig kun går én vej; durk mod afgrunden, mørket og den dirrende depression.

Det fatter man hurtigt; ganske enkelt. Han er 46 år gammel. Han er ansat i Landbrugsministeriet. Han bor med sin tyve år yngre kæreste. Hun stammer fra Japan, og han føler sig på alle måder distanceret fra foretagendet, i særdeleshed livet.

Tanken om at slå hende ihjel ulmer, og det slår gnister i hans indre, for kan man ikke bare gøre det, gøre en ende på alt. Han må finde lykken; han finder pillerne, som titlen refererer til, disse lykkepiller, men bliver livet da en dans på disse roser? Næppe.

Vi kender Houllebecq meget godt i Danmark, for han har også her godt fat i det læsende folk, måske mest de mandlige, for han har et eller andet rettet mod kvinderne!

Han er her tilbage i storform, for der er denne sarkastiske og meget beske tone, meget direkte skrivemodus, og det fænger på sin egen måde. Det er originalt, og jeg ved endnu ikke, her på tredje bog af ham, om jeg bryder mig om det.

Måske jeg skal tænke lidt videre over det og eventuelt vende tilbage.